Fase 1. Den halve drøm
— Kan I ikke? — gentog Kirsten langsomt. — Eller vil I bare ikke?
Anna løftede blikket og så roligt på hende.
— Vi vil ikke bruge udbetalingen til vores lejlighed på en forretning, som ingen har regnet ordentligt igennem.
Stilheden lagde sig tungt over bordet. Selv Sofie inde i værelset ved siden af holdt op med at rasle med sine farveblyanter.
Camilla fnøs kort.
— Så en lejlighed betyder altså mere for jer end mit liv?
— For os betyder vores datters liv mest, — svarede Anna. — Og at vores familie står sikkert.
Kirsten skubbede langsomt koppen fra sig.
— Familie, siger du. Fint. Så lad os være ærlige. I har boet i min lejlighed i seks år næsten uden at betale noget. Hvis I havde lejet et sted, havde I for længst givet omkring hundrede tusind kroner til fremmede mennesker. Jeg hjalp jer. Nu er det jeres tur til at hjælpe Camilla.
Først dér lagde Mads skeen fra sig.
— Mor, vi har betalt alle faste udgifter. Vi har sat køkkenet i stand, skiftet vinduer og ordnet VVS…
— Det gjorde I for jeres egen skyld! — skar Kirsten ham af. — Du skal ikke sidde her og gøre hver eneste skrue op.
Anna mærkede kulden brede sig i brystet. Kirstens ord gjorde ondt, men de var også nødvendige. De rev de sidste rester af håb og selvbedrag væk.
— Kirsten, det du siger nu, er altså, at vi har to muligheder: enten giver vi Camilla tres tusind kroner, eller også flytter vi?
— Præcis, — svarede hun. — Hvis I ikke vil opføre jer som familie, så afleverer I lejligheden ved månedens udgang.
Mads rejste sig så brat, at stolen skrabede mod gulvet.
— Mor, forstår du overhovedet, at vi har et barn?
— Netop derfor burde I vise taknemmelighed. Andre i jeres situation ville have kysset jorden under mine fødder.
Anna kom også op at stå.
— Sofie, pak dine farveblyanter sammen. Vi tager hjem.
Camilla trak skævt på munden.
— Hjem? Ja, indtil videre.
Anna vendte sig mod hende.
— Husk den sætning. En dag går det måske op for dig, hvordan den lød.
Fase 2. Turen uden ord
De kørte tilbage mod byen i fuldstændig tavshed.
Sofie faldt i søvn næsten med det samme med sin papirdukke trykket ind mod brystet. Mads holdt så hårdt om rattet, at knoerne blev hvide. Anna sad og så på lysene langs vejen og tænkte på, hvor mærkeligt det var: I seks år havde hun kaldt den lejlighed for deres hjem, selv om hun inderst inde altid havde vidst, at den først ville blive et rigtigt hjem den dag, nøglerne faktisk tilhørte dem.
— Undskyld, — sagde Mads langt om længe.
Anna drejede ikke straks hovedet.
— For hvad helt præcist?
Han smilede kort, men uden glæde.
— For at jeg fortalte om vores opsparing. For at jeg troede, min mor bare var glad på vores vegne, fordi vi lagde penge til side. For at jeg ikke gennemskuede det før.
— Du ville gerne kunne stole på din mor.
— Og hun begyndte at regne på vores penge.
— Ja.
Mads drejede ind i gården. Vinduerne på fjerde sal lyste varmt og gulligt. Lejligheden, hvor Sofie havde taget sine første skridt. Hvor Anna havde stået på en gammel skammel og sat tapet op i køkkenet. Hvor Mads midt om natten havde samlet barnesengen og bandet hviskende, så han ikke vækkede deres nyfødte datter.
Og nu viste det sig, at det hele kun havde været midlertidigt.
Da de kom ind, puttede Anna Sofie. Bagefter hentede hun sin bærbare computer.
— Hvad laver du? — spurgte Mads.
— Kigger på lejligheder.
— Nu?
— Ja, nu. Vi har fået frist til udgangen af måneden.
Han satte sig ved siden af hende.
— Vi har hundrede fireogtyve tusind kroner. Hvis vi ikke rører nødbufferen, kan vi stadig klare udbetalingen.
— Så rører vi ikke nødbufferen. Vi ser kun på det, vi faktisk kan betale.
Mads lagde sin hånd over hendes.
— Anna, jeg giver ikke Camilla de penge.
Hun så længe på ham.
— Heller ikke hvis din mor presser dig?
— Heller ikke hvis hun beslutter sig for, at jeg er en dårlig søn.
For første gang den dag kunne Anna trække vejret helt ned i maven.
Fase 3. Lejligheden, de ikke selv fik lov at vælge
De næste dage blev én lang sprint. Arbejde, børnehave, fremvisninger, opkald til ejendomsmæglere og beregninger på boliglån. Anna lavede skemaer og sammenlignede tal. Mads tog ud efter sine vagter for at se på de muligheder, de havde råd til.
Kirsten ringede hver eneste aften.
I begyndelsen lød hun mild:
— Mads, tænk dig nu om. Camilla er jo ikke en fremmed.
Senere kom den sårede tone:
— Jeg havde aldrig troet, du kunne være så kold.
Til sidst sagde hun det uden omsvøb:
— Det er Anna, der har vendt dig imod os. Før hende var du en normal søn.