Mads hørte på det hele, blev rød i ansigtet og knugede mobilen hårdere, men svaret ændrede sig ikke:
— Mor, vi giver ikke nogen penge. Og vi flytter ud af lejligheden.
På den femte dag skrev Kirsten direkte til Anna:
“Du fik, hvad du ville. Du har skilt en søn fra hans mor. Jeg håber, du kan se din datter i øjnene uden at skamme dig.”
Anna sad ved køkkenbordet, da hun læste beskeden. Sofie sad ved siden af og byggede et lille hus af modellervoks med rødt tag.
— Mor, hvornår får vi egentlig vores eget hjem? spurgte hun pludselig.
Anna stivnede et øjeblik.
— Snart, skat.
— Et sted, hvor farmor ikke kan smide os ud?
Mads stod ved komfuret og vendte sig brat væk.
Anna satte sig på hug ved siden af sin datter.
— Ja. Et hjem, hvor ingen kan bede os om at gå.
Samme aften fandt de en mulighed. En mindre toværelseslejlighed i en ældre ejendom i den anden ende af kvarteret. Den havde ikke nyistandsat køkken eller perfekte gulve, men der var skole tæt på, en park i nærheden og busstoppested lige om hjørnet. Prisen lå helt oppe ved grænsen af, hvad de kunne klare, men den var ikke umulig.
Mads stirrede længe på billederne på skærmen. Til sidst sagde han:
— Det er den.
Anna nikkede.
— Så tager vi ud og ser den i morgen.
Etape 4. En handel i stedet for ydmygelse
Lejligheden viste sig at være lysere, end de havde turdet håbe. Køkkenet var gammelt, parketgulvet knirkede, og vinduerne vendte ud mod en gård med høje, kraftige træer. Sofie valgte straks værelset ved altanen.
— Her skal min seng stå, og derovre mit skrivebord, erklærede hun. — Og der er ingen, der siger, at vi skal flytte igen?
Ejendomsmægleren smilede lidt forlegent. Anna mærkede, hvordan det strammede smertefuldt i brystet.
— Ingen, sagde Mads. — Hvis banken siger ja.
Tre dage senere kom godkendelsen.
Kirsten hørte det ikke fra dem. Camilla opdagede boligannoncen på Mads’ telefon, da han var forbi sommerhuset for at hente Sofies jakke, og hun skyndte sig straks at fortælle det til sin mor.
Om aftenen ringede Kirsten. Denne gang lød hun ikke såret, men vred.
— Så I har penge til en lejlighed, men ikke til at hjælpe din søster?
Mads satte telefonen på medhør. Anna stod lige ved siden af ham.
— Mor, de penge har vi sparet sammen til i tre år.
— Og hvad så? Camilla vil også gerne leve ordentligt!
— Så må hun arbejde og lægge penge til side.
— Hvordan kan du tillade dig at tale sådan om din egen søster?
— På samme måde, som du tillod dig at bede os om at flytte.
Der blev stille i den anden ende.
— Det sagde jeg, for at I skulle tænke jer om.
Anna talte lavt, men hvert ord stod klart:
— Det gjorde vi. Og derfor køber vi vores eget sted.
Kirsten hørte hendes stemme og fór straks op.
— Nå, det er sådan? Så min lejlighed er pludselig ikke god nok til jer længere?
— Du bad os selv om at gøre den fri, sagde Mads.
— Jeg mente det da ikke så bogstaveligt!
Anna så på sin mand. Der var det. Kirsten havde aldrig ønsket, at de rent faktisk skulle flytte. Hun havde ønsket, at de skulle blive bange.
Men frygten havde allerede nået at forvandle sig til en aftale med banken.
Etape 5. Den sidste måned
De begyndte at pakke.
Først røg bøgerne i kasser, derefter vintertøj, sommertøj og Sofies gamle legetøj. Senere kom tallerkener, sengetøj, papirer og mapper. Anna skrev pæne, tydelige labels på hver eneste kasse: “Køkken”, “Børneværelse”, “Dokumenter”, “Vinter”.
For hver kasse forsvandt et lille stykke af deres liv fra lejligheden.
Kirsten dukkede op to gange.
Første gang kom hun for at kontrollere, om de tog noget med, som efter hendes mening ikke tilhørte dem.
— Det skab har jeg betalt, sagde hun og stillede sig midt i entreen.
— Så tag det bare, svarede Anna roligt. — Vi har alligevel bestilt et andet.
Det havde Kirsten tydeligvis ikke regnet med.
— Og gardinerne?
— Dem kan du også beholde.
— Det var jo ikke sådan, jeg mente det!
— Hvordan mente du det så?
Kirsten kneb læberne sammen og gik ud i køkkenet. Der tog hun et krus ned fra hylden, et hun engang havde givet Sofie.
— Det her er mit.
Sofie så ned og sagde stille:
— Men farmor, du gav mig det jo i fødselsdagsgave.
Kirsten frøs et øjeblik. I et sekund så hun næsten flov ud. Men kun i et sekund.
— Nå… hvis jeg har givet dig det, så tag det med.
Uden at sige noget lagde Anna kruset ned i kassen med mærket “Børneværelse”.
Anden gang kom Kirsten sammen med Camilla. Camilla lod blikket glide rundt i den halvtomme lejlighed og sagde:
— Måske kan jeg bo her bagefter? Den bliver jo alligevel ledig.
Kirsten sendte sin datter et skarpt blik.
— Det må vi se på.
Og netop dér gik det op for Anna: Camilla forestillede sig allerede sig selv som den nye beboer, men Kirsten havde allerede lagt sine egne planer.