— Hvis jeg én eneste gang til finder din mor i vores soveværelse klokken seks om morgenen, så ryger hun ud, og du følger med! råbte Anna, da det endelig gik op for hende, at hendes tålmodighed var brugt op.
Lars var netop kommet hjem fra natholdet på fabrikken. Han var udmattet, tung i kroppen og ønskede sig kun stilhed, ro og måske et par timers søvn. I stedet blev han mødt af et følelsesudbrud, der rev hans velkendte hverdag i stykker.
Det hele var begyndt med, at Ingrid endnu en gang havde brugt sin reservenøgle. Det var sjette gang på en måned. Anna var vågnet ved fornemmelsen af, at nogen stod i soveværelset. Da hun slog øjnene op, så hun sin svigermors skikkelse ved siden af sengen. Ingrid stod helt stille og betragtede sin sovende søn med alvorlig opmærksomhed.
— Er hun blevet vanvittig? hviskede Anna for sig selv, da Ingrid lydløst forlod værelset.
Ved morgenbordet forklarede svigermoren, at hun blot ville sikre sig, at Lars sov ordentligt efter sit hårde arbejde. Hun sagde, at et moderhjerte aldrig fik hvile. Anna svarede ikke. Hun sad tavs, men indeni kogte utilfredsheden som vand i en gryde.
Nu, hvor Lars var kommet hjem, brød det hele ud.
— Forstår du overhovedet, hvad din mor har gang i? Anna gik frem og tilbage i køkkenet og slog ud med armene. — Hun går ind i vores soveværelse, som om det var hendes egen lejlighed! Hun står og ser på, hvordan du sover! Jeg er tredive år gammel, Lars, og alligevel føler jeg mig som et børnehavebarn under opsyn af en pædagog!
Lars sank træt ned på en stol. Hovedet dunkede stadig efter maskinernes larm, og nu lagde hans kones råb sig oveni.
— Anna, vær sød ikke at råbe sådan. Mor er bare bekymret. Hun mener det ikke ondt.
De ord blev dråben. Anna vendte sig mod ham, og Lars så noget i hendes blik, han ikke havde set før. Det var ikke kun vrede. Det var en kold, urokkelig beslutning.
— Hun mener det ikke ondt? Lars, kan du selv høre, hvad du siger? Din mor har forvandlet hele vores hjem til en gennemgangsgård! Hun har nøgle til alle rum, hun kommer, når det passer hende, og hun går, hvor hun vil. Og du bliver stadig ved med at forsvare det vanvid!
— Det er ikke vanvid, forsøgte Lars at indvende. — Hun er ensom. Hun bekymrer sig bare…
— Ensom? Anna lo kort, men latteren var fuld af gift. — Hun er ikke ensom, Lars. Hun vil kontrollere os. Hun vil styre vores liv! Og det værste er, at det faktisk lykkes hende, fordi du tillader det.
Lars følte sig, som om han sad fast i en skruestik. På den ene side stod hans kone, som tydeligvis led under hans mors opførsel. På den anden side var hans mor, der virkelig var alene, og for hvem han næsten var den eneste glæde i tilværelsen.
— Anna, lad os tale roligt om det. Jeg tager hen til mor og forklarer hende…
— Forklarer? Anna standsede lige foran ham. — Du har “forklaret” hende det hundrede gange. Og hvad er resultatet? Hun kommer bare oftere! Før raslede hun i det mindste kun med nøglerne ude i gangen, men nu driver hun rundt i lejligheden som et spøgelse!
Anna gik hen til vinduet og så ned i gården. Der, på bænken lige under deres vinduer, sad Ingrid. Hun holdt en avis i hænderne, men med jævne mellemrum løftede hun blikket og så op mod deres lejlighed.
— Se selv, Lars. Der sidder din mor. Hun sidder på bænken og holder øje med vores vinduer. Som en vagtmand. Som… som en stalker!
Lars rejste sig og gik hen til vinduet. Ganske rigtigt sad hans mor ude i gården. I sig selv var der intet mærkeligt ved det; hun kunne godt lide at sidde ude i den friske luft. Men efter Annas ord virkede synet pludselig anderledes.
— Hun sidder der jo bare, sagde han lavt. — Hvad skulle være så mærkeligt ved det?