Anna vendte sig mod ham. Der lå noget næsten fortvivlet i hendes stemme.
— Lars, forstår du det virkelig ikke? Eller lader du bare, som om du ikke gør? Hun overvåger os. Hvornår vi er hjemme, hvornår vi går, hvornår vi kommer tilbage. Hun kender vores daglige rytme bedre end vi selv gør. Og så står du dér og spørger, hvad der er mærkeligt ved det?
Lars mærkede irritationen brede sig i kroppen. Han var træt efter arbejde, han havde bare ønsket sig ro, og i stedet stod han midt i endnu en endeløs diskussion om hans mor.
— Anna, nu er det nok. Ja, min mor kan godt gå over stregen indimellem. Men hun gør det ikke af ondskab. Hun holder bare af mig og vil være sikker på, at vi har det godt.
— Holder af dig? — Anna kneb øjnene sammen. — Lars, det handler ikke om kærlighed. Hun vil bestemme over dit liv. Det er noget helt andet.
— Lad nu være med at sige sådan noget vrøvl.
— Vrøvl? Fint. Så svar mig på én ting. Hvornår har du sidst truffet en beslutning i vores familie uden først at vende den med din mor?
Lars stivnede. Spørgsmålet ramte ham uventet.
— Hvad mener du med det?
— Sofaen rådførte du dig med hende om, før vi købte den. Badeværelset, da vi skulle sætte det i stand, var hun også inde over. Selv tapetet i soveværelset valgte vi først, efter hun havde sagt sin mening. Og kan du huske det med mit arbejde? Da jeg blev tilbudt en forfremmelse, men vi ville være nødt til at flytte til en anden bydel? Hvem sagde, at det var en dårlig idé? Hvem hviskede dig i øret, at en hustru burde arbejde tæt på hjemmet?
Lars sagde ingenting. Minderne dukkede op ét efter ét, og samlet set var billedet ikke særlig behageligt.
— Anna, det er jo normalt at spørge sine forældre til råds…
— Til råds? Lars, hun giver dig ikke råd. Hun udsteder ordrer. Og du adlyder pænt, som den artige lille dreng du altid har været for hende.
Anna gik hen til bordet og tog telefonen.
— Ved du hvad? Lad os prøve noget. Ring til hende nu. Lige nu. Sig, at vi har besluttet at skifte låsene i lejligheden. Ingen lange forklaringer, bare fortæl hende det som en kendsgerning.
— Hvorfor skulle jeg gøre det?
— Fordi vi har ret til det! Det her er vores hjem, Lars. Vores. Og vi bestemmer selv, hvem der skal have en nøgle, og hvem der ikke skal.
Lars tog telefonen, men han gjorde ingen mine til at taste nummeret.
— Anna, det er min mor. Hun bliver såret.
— Og jeg er allerede såret! — Anna satte sig tungt ved bordet. — Jeg er såret over at bo et sted, hvor jeg ikke har ret til mit eget private rum. Hvor min svigermor bare kan gå ind i soveværelset, mens jeg ligger og sover, og hvor alle opfører sig, som om det er helt normalt.
Hun satte sig over for Lars og så ham direkte i øjnene.
— Lars, jeg beder dig ikke om at bryde med din mor. Jeg beder dig om at sætte grænser. Jeg beder dig om at beskytte vores familie. Vores område. Vores forhold.
— Men hvordan skal jeg forklare hende det?
— Du skal ikke forklare en hel masse. Du skal bare sige: “Mor, vi har skiftet låsene. Hvis du vil komme forbi, ringer du først.” Det er alt.
Lars drejede telefonen rundt mellem fingrene. Inderst inde vidste han godt, at Anna havde ret. Men tanken om at gå imod sin mor skræmte ham. Ingrid kunne blive fornærmet på en måde, så hun ikke talte til ham i ugevis, og hendes tårer og bebrejdelser var næsten umulige for ham at holde ud.
— Hvad nu hvis hun bliver ked af det?
— Så må hun blive ked af det! — Anna rejste sig brat. — Lars, du er en voksen mand. Du har en kone, du har en familie. Du kan ikke leve hele dit liv i frygt for, at mor bliver fornærmet.
I det samme blev en nøgle drejet om i låsen. Hoveddøren gik op, og fra entréen lød de velkendte skridt.
— Hej, børn! Jeg er tilbage! Jeg kunne ikke se jer i vinduet, så jeg tænkte, at jeg lige ville komme op og se, om alt var, som det skulle være!