— Mener I virkelig, at jeg er jeres fjende? Jeg vil jer jo kun det bedste!
— Det ved jeg godt, sagde Anna stille. — Men selv det bedste må ikke gå ud over andres grænser.
Lars rejste sig og gik hen til sin mor.
— Mor, du er ikke vores fjende. Du er en af de vigtigste kvinder i mit liv. Men jeg har en hustru nu, og det er sammen med hende, jeg skal bygge min egen familie op.
Ingrid så på ham gennem tårer.
— Og hvad er jeg så? Er jeg pludselig ingenting?
— Du er min mor. Det vil du altid være. Men du har dit hjem, og Anna og jeg har vores.
Der blev stille længe. Ingrid sad uden at sige et ord. Til sidst åbnede hun langsomt sin taske og tog nøglebundet frem.
— Godt, sagde hun lavt. — Hvis det er sådan, I vil have det, så tag dem. Men husk én ting, Lars: man har kun én mor. Koner kan derimod være forskellige.
Hun lagde nøglerne på bordet, rejste sig og gik mod døren.
— Mor, lad nu være på den måde, sagde Lars og fulgte efter hende.
— Det er i orden, min dreng. Fra nu af ringer jeg i forvejen. Som en fremmed.
Døren lukkede bag hende. Lars og Anna blev stående alene tilbage.
— Nå, sagde Lars træt. — Er du tilfreds nu?
Anna gik hen til ham og lagde armene om ham.
— Lars, jeg ved godt, det gør ondt på dig. Men det var nødvendigt. Vi skulle have gjort det for længe siden.
— Hvad hvis hun nu slet ikke vil have noget med os at gøre?
— Det kommer ikke til at ske. Hun er klogere end det. Hun skal bare have tid til at forstå, at grænser ikke betyder afvisning. De betyder respekt.
Lars tog nøglerne op fra bordet og vendte dem i hånden.
— Jeg håber, du har ret.
En uge senere ringede Ingrid. Hendes stemme lød stadig en smule fornærmet, men den var rolig.
— Lars, må jeg komme forbi i morgen? Jeg har bagt æbletærte.
— Selvfølgelig, mor. Kom endelig. Vi vil glæde os til at se dig.
— Og Anna?
— Anna også.
— Godt. Så kommer jeg klokken to, hvis det passer jer.
Da samtalen var slut, gik Lars ind til Anna.
— Mor kommer i morgen. Hun har bagt tærte.
Anna smilede.
— Kan du se? Jeg sagde jo, hun ville forstå det.
— Ja, du havde ret. Tak, fordi du ikke lod mig blive ved med at leve som mors lille dreng.
— Du er ikke mors lille dreng, Lars. Du er bare et godt menneske, der ikke har villet såre nogen. Men nogle gange er man nødt til at være fast, hvis man vil beskytte sin familie.
Lars trak sin kone ind til sig.
— Ved du hvad? Den sidste uge har jeg sovet meget bedre. Jeg har ikke hele tiden haft den følelse af, at nogen holdt øje med os.
— Det har jeg heller ikke, indrømmede Anna. — For første gang føles det virkelig som vores hjem. Vores sted, hvor det er os, der bestemmer reglerne.
Næste dag, når Ingrid kom, ville hun være gæst. En ventet og elsket gæst. Men stadig en gæst. Og netop det betød, at der endelig var opstået en sund balance mellem kærligheden til forældrene og den unge families ret til selvstændighed.
Lars forstod, at det at være en god søn ikke betød, at han skulle lade sin mor styre hans liv. Og Anna indså, at man nogle gange må kæmpe for sine egne grænser, også selv om det gør ondt på dem, man holder af.
Forholdet til Ingrid blev faktisk bedre, fordi det blev mere ærligt. Hun følte sig ikke længere som husets herskerinde, men hun blev til gengæld en fuldgyldig, velkommen gæst. Og det var langt bedre for dem alle.
Da Anna en måned senere fortalte sin mand, at de ventede barn, var Ingrid den første, de ringede til. For rollen som mormor var noget helt andet. Den passede hende meget bedre end rollen som den, der skulle kontrollere en hel familie.