Anna sendte Lars et blik, der sagde alt: Kan du se det nu?
Ingrid trådte ind i køkkenet med en indkøbspose i hånden, så tung af madvarer, at plastikken strammede om hendes fingre.
— Lars, min dreng, jeg har lavet borsjtj til dig derhjemme. Jeg har taget den med. Anna har jo vist helt glemt, hvordan man laver rigtig mad. Og kartofler med kød har jeg også med. Du ved, hvor glad du er for mine kartofler.
Anna mærkede varmen stige op i kinderne. Hver eneste gang svigermoren dukkede op, fulgte der den slags små, “omsorgsfulde” stikpiller med.
— Tak, Ingrid, men jeg laver selv mad til min mand.
— Jaja, selvfølgelig, — svarede Ingrid og slog det hen med hånden. — Men en mors mad er nu altid sundere. Ikke også, Lars?
Lars sad som på nåle. Han kunne mærke spændingen mellem de to kvinder, men ordene satte sig fast i halsen på ham.
— Mor, tak, men du behøvede altså ikke komme hele vejen bare for det…
— Pjat med dig! Det er da ingen ulejlighed. Jeg bor jo lige i nærheden. For resten, Anna, jeg lagde mærke til, at der er en flise på badeværelset, som er ved at løsne sig. Lars burde få den ordnet i weekenden.
Anna knyttede hænderne under bordet. Ingrid var ikke bare kommet med mad. Hun havde tydeligvis inspiceret hele lejligheden.
— Ingrid, hvornår så du den flise på badeværelset?
— Åh, altså… jeg kiggede lige ind i morges. Jeg ville bare se, hvordan Lars sov. Han var så træt i går. Og så kom jeg forbi badeværelset på vejen.
— På vejen hvorhen?
Svigermoren tav et øjeblik, tydeligt forlegen.
— Jamen… det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at den skal repareres.
Anna rejste sig langsomt. Nu var den sidste rest af hendes tålmodighed brugt op.
— Ingrid, synes du virkelig ikke selv, det er mærkeligt at låse dig ind i en andens hjem om morgenen og gå rundt og kigge i alle rum?
— En andens hjem? — udbrød Ingrid fornærmet. — Det er min søns lejlighed!
— Det er din søns og hans kones hjem! Og vi har ret til et privatliv!
— Anna… — forsøgte Lars, som om han ville dæmpe hende.
Men Anna kunne ikke længere standse sig selv.
— Nej, Lars. Nu er det nok. Jeg kan ikke tie stille længere. Ingrid, jeg beder dig meget tydeligt: Giv os nøglerne til vores lejlighed tilbage.
Der blev så stille i køkkenet, at selv køleskabets svage summen virkede høj. Ingrid blev først bleg, derefter blussede hendes ansigt op.
— Hvad siger du?! Kræver I, at jeg afleverer nøglerne til min egen søns hjem?
— Jeg beder kun om, at du respekterer vores grænser. Hvis du vil komme forbi, så ring først. Det er helt normalt i enhver familie.
— I enhver familie, måske, men ikke i vores! — Ingrid vendte sig mod sin søn. — Lars! Vil du virkelig tillade, at denne… denne svigerdatter smider din egen mor ud af dit hjem?
Alle blikke rettede sig mod Lars. Han sad med bøjet hoved og sagde ingenting. Det føltes som den sværeste prøve i hans liv. På den ene side stod hans mor, kvinden der havde opdraget ham alene efter skilsmissen. På den anden side stod hans kone, som han elskede, og som i bund og grund havde ret.
— Mor… — begyndte han lavt. — Måske har Anna ret. Måske har vi faktisk brug for lidt mere… plads til os selv.
Ingrid så på ham, som om han havde stukket hende i ryggen.
— Du… du vælger hendes side?
— Jeg vælger ikke side, mor. Jeg siger bare, at et ægtepar må have lov til at leve som en selvstændig familie.
Svigermoren sank ned på en stol. Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder.
— Så I har ikke længere brug for mig. Så er jeg bare en fremmed nu.
Anna mærkede et stik af medlidenhed. Hun havde ikke ønsket at få den ældre kvinde til at græde. Men hun vidste også, at hun ikke kunne trække sig tilbage nu.
— Ingrid, du er ikke fremmed. Du er Lars’ mor. Men alle mennesker har brug for deres eget sted og deres egne grænser.
— Hvilke grænser? — hulkede Ingrid.