— Dig har jeg ikke inviteret.
Hanne sagde det uden at hæve stemmen, så roligt som om hun blot nævnte, at det ville regne senere.
Anna blev stående i entréen med frakken endnu på. Ved siden af hende stod børnene: Mads på ti og Mette på seks. De havde allerede fået huerne af og kiggede nysgerrigt ind mod spisebordet, der var dækket som til fest.
Hele lejligheden duftede af nybagte tærter, andesteg og vaniljekage. På bordet glimtede det fine stel, som Hanne kun tog frem ved særlige lejligheder.
Anna så forvirret på sin mand.
— Lars…
Han slog bare blikket ned.
— Mor, altså…
— Hvad mener du med “altså”? afbrød Hanne ham. — Jeg har udtrykt mig tydeligt. I dag er det familiemiddag. For mine børnebørn. Ikke for hvem som helst.
Det snørede sig sammen i Anna.
— Jeg er deres mor.
— Det ændrer ingenting.
Hanne vendte sig mod børnene og smilede varmt.
— Mads, lille Mette, kom nu ind. Bedstemor har lavet jeres yndlingstærter.
Drengen blev stående. Pigen greb endnu fastere om sin mors hånd.
Anna sagde lavt:
— Gå bare ind, skat. Jeg venter på jer i bilen.
Men Mads rystede på hovedet.
— Nej.
Hanne løftede overrasket øjenbrynene.
— Hvorfor ikke?
Han så først på sin bedstemor og derefter på Anna.
— Fordi mor også er familie.
Der blev så stille i entréen, at vægurets tikken pludselig lød meget højt.
Lars rømmede sig nervøst.
— Mads, lad nu være.
Men drengen var allerede trådt et skridt tilbage mod sin mor.
— Hvis mor ikke må være her, bliver vi heller ikke.
Hanne lo kort.
— Sikke noget vrøvl. Om fem minutter har I glemt det hele.
Hun rakte en æske chokolade frem mod børnene.
— Se, hvad bedstemor har købt.
Mette spurgte forsigtigt:
— Må mor også få et stykke?
— Nej.
— Hvorfor?
— Fordi det her er for børnene.
Den lille pige rynkede panden.
— Men mor kan også godt lide chokolade…
Anna mærkede, hvordan det begyndte at svie bag øjnene.
I ti års ægteskab havde hun vænnet sig til svigermorens spidse bemærkninger. Hanne havde igen og igen sagt:
— Vores Lars kunne have fået en bedre kvinde.
— Du er alt for almindelig.
— Hvis ikke det var for os, havde han for længst fundet sig en ordentlig kone.
Anna havde tiet. For husfredens skyld. For børnenes skyld. For Lars’ skyld.
Men denne gang foregik det lige foran børnene. Og det var mere, end hun kunne bære.
Et halvt år tidligere havde hun forsøgt at tale med Lars.
— Jeg har det svært.
— Hvad er der nu?
— Din mor ydmyger mig hele tiden.
Han havde sukket træt.
— Sådan er hun bare.
— Men du hører jo, hvad hun siger.
— Lad være med at tage dig af det.
— Lars…
— Tving mig ikke til at vælge mellem jer.
Dengang havde Anna ikke svaret. Men for første gang forstod hun, at han aldrig ville stille sig foran hende.
Efter svigermorens ord den dag trak hun langsomt frakken ordentligt om sig igen.
— Godt.
Hun smilede til børnene.
— Vi tager hjem.
— Mor…
— Det er okay.
Hun gjorde alt for at lyde rolig. Meget rolig.
Pludselig vendte Mads sig mod Hanne.
— Bedstemor.
— Ja?
— Hvis du ikke har inviteret mor, så har du heller ikke inviteret os.
Hanne slog irriteret ud med hånden.
— Hvor er det dog tåbeligt! I er børn!
— Vi er en familie.
Nu blandede Lars sig endelig.
— Mor, er det ikke nok?
— Nej!
Hannes stemme blev skarpere.
— Så længe den kvinde er ved hans side, bliver min søn aldrig lykkelig.
Langsomt løftede Anna hovedet.
I ti år havde hun aldrig hørt ordene så direkte. Ikke som en hentydning. Ikke som en spydighed. Men som en åben tilståelse.
Lars blev bleg.
— Mor…
— Hvad “mor”? Jeg har altid sagt sandheden!
Anna så på sin mand.
— Mener du det samme?
Han svarede ikke.
Den tavshed var svar nok.
Hun tog børnene i hånden.
— Vi tager hjem.