De gik ud.
Døren smækkede i bag dem.
Hanne var overbevist om, at der højst ville gå en halv time, før børnebørnene bad om at komme tilbage.
Hun anede ikke, at netop denne søndagsmiddag ville blive begyndelsen på forandringer, hun slet ikke havde regnet med.
Og nogle timer senere skulle det festlige bord, som hun havde dækket med så stor stolthed, stadig stå urørt.
Del 2
Hanne blev stående ved entrédøren et par minutter endnu. Hun ventede hvert øjeblik at høre ringeklokken.
— De kommer tilbage om lidt, sagde hun til sin søn. — Børn kan ikke holde sådan noget ud ret længe. Hvor skulle de ellers få tærter som mine?
Lars sagde ingenting.
Han stod ved vinduet og fulgte Annas bil, der langsomt trillede ud fra gården.
På bagsædet sad Mads med armene tæt omkring sin lillesøster.
Ingen af dem vendte sig om.
— Ser du? De vinker ikke engang, sagde Hanne irriteret. — Hun har virkelig fået dem vendt imod mig.
— Mor… sagde Lars lavt. — Anna har aldrig sagt ét ondt ord om dig foran dem.
— Selvfølgelig ikke. Hun er snu.
For første gang i meget lang tid så han virkelig på sin mor.
— Hvad nu, hvis det ikke er hende, der er problemet?
Hanne fnøs bare.
— Lad nu være.
Imens hjalp Anna børnene af med overtøjet derhjemme. Hun forsøgte at smile, selv om det gjorde ondt overalt indeni.
Mette kom hen til hende og lagde armene om hende.
— Mor, græder du?
Anna tørrede hurtigt øjnene.
— Nej, min skat. Jeg er bare træt.
Mads stillede tavst posen med gaven på bordet. Det var den gave, de havde gjort klar til deres farmor.
Sammen havde de valgt et smukt tæppe.
Han havde sparet sine lommepenge op længe for også at kunne købe hendes yndlingschokolade.
Nu lå det hele der, stadig pakket ind.
— Mor…
— Ja?
— Gjorde vi det rigtige?
Anna satte sig på hug foran dem.
— Det var jeres beslutning.
— Vi blev bare så kede af det på dine vegne.
Hun trak dem begge ind til sig og holdt dem fast.
— Tak, mine elskede.
Så så hun alvorligt på dem.
— Men husk én ting. Man skal ikke svare igen med grovhed, bare fordi andre er grove. Og man må aldrig tvinge nogen til at vælge mellem mennesker, de holder af.
Børnene nikkede uden at sige noget.
I Hannes lejlighed stod fødselsdagsbordet stadig urørt.
Anden blev kold.
Tærterne begyndte at tørre i kanterne.
Lysene var næsten brændt helt ned.
Hvert femte minut gik Hanne hen til vinduet og kiggede ud.
— Der er snart gået to timer…
Lars så på sit ur.
— De kommer ikke.
— Jo, de gør!
Han drog et tungt suk.
— Mor… du sagde selv til Anna, at hun ikke var inviteret.
— Og hvad så?
— For børnene lød det, som om du smed deres mor ud.
— De er små. De forstår ikke sådan noget.
Lars rystede langsomt på hovedet.
— Jeg er bange for, at det er lige omvendt. De forstod det hele.
Om aftenen ringede telefonen.
Hanne greb den næsten med det samme.
— Hallo?
Men det var kun naboen.
— Nå, hvordan går festen?
Hanne tvang et smil frem, selv om ingen kunne se det.
— Vidunderligt.
— Der er ellers så stille hos dig.
Hun mærkede, hvordan ubehaget steg op i hende.
Hendes blik faldt på det perfekt dækkede bord.
Og på de tomme stole omkring det.
Næste dag tog Lars hjem til Anna.
Hun åbnede døren, men blev stående i døråbningen.
— Må jeg komme ind?
Uden et ord trådte hun til side.
Børnene var inde på værelset.
— Hej, far.
— Hej.
Han ville række armene ud og omfavne sin søn, men Mads kom ham i forkøbet.
— Far…
— Ja?
— Hvorfor sagde du ikke noget til farmor?
Spørgsmålet ramte hårdere end nogen anklage.
Lars blev tavs.
— Du så jo, at mor blev ked af det.
Mette kom også nærmere.
— Far… hvis nogen gør mig ked af det, så beskytter du mig, ikke?
Han mærkede, hvordan det snørede sig sammen i brystet.
— Selvfølgelig gør jeg det.
— Hvorfor beskyttede du så ikke mor?
Der fandtes ikke noget svar, han kunne give dem.
Den aften blev spørgsmålet ved med at følge ham.