Senere samme aften blev Lars siddende længe alene ude i bilen.
Tankerne kørte i ring.
Han så de sidste år for sig. Alle de små stikpiller, hans mor havde sendt af sted. Alle de gange Anna havde ladet, som om hun ikke hørte dem. Alle de øjeblikke, hvor børnene havde stået lige ved siden af og set det ske.
Og hver eneste gang havde han selv sagt det samme:
— Lad være med at tage dig af det.
Pludselig gik det op for ham, hvor frygteligt det egentlig var.
Tavshed kunne også gøre ondt.
En uge senere nærmede Mads’ fødselsdag sig. Hanne ringede til sit barnebarn nogle dage i forvejen.
— Farmor har allerede købt en gave til dig.
— Tak.
— Hvornår skal jeg komme?
Mads sagde ikke noget med det samme.
— Farmor…
— Ja?
— Hvis mor ikke er inviteret…
Han trak vejret tungt.
— Så er der ingen, der er inviteret.
Hanne blev helt paf.
— Hvad er det for noget vrøvl?
— Det er ikke vrøvl. Du sagde selv, at mor ikke er familie. Men for mig er hun den, der er tættest på.
Så blev forbindelsen afbrudt.
Hanne blev siddende længe med telefonen i hånden. For første gang i mange år mærkede hun ikke vrede.
Hun mærkede tomhed.
Langsomt begyndte det at gå op for hende, at det slet ikke kun handlede om Anna. Med sine egne ord havde hun skubbet netop dem væk, som hun dækkede bord og bagte kager for.
Men det viste sig at være langt sværere at rette op på end at bage den mest vellykkede tærte.
Og netop dér besluttede Hanne for første gang ikke at vente på, at nogen skulle tilgive hende. Hun måtte selv tage det første skridt hen imod sin familie.
Del 3
Der gik næsten en uge.
Flere gange tastede Hanne Annas nummer ind, men hver gang afbrød hun opkaldet, før der blev svaret. Hun kunne ikke få ordene over læberne.
Stoltheden stod i vejen.
“Så hvorfor er det mig, der skal sige undskyld? Jeg er den ældste. Jeg er hans mor,” gentog hun for sig selv.
Men billedet af søndagsbordet slap hende ikke.
Tolv tallerkener.
Mads’ yndlingstærter.
Kagen, som Mette elskede så højt.
Og de tomme stole.
For første gang i årevis havde en festmiddag været fuldstændig overflødig. Ikke fordi maden smagte dårligt. Men fordi der ikke havde været plads ved bordet til den vigtigste person i børnenes liv — deres mor.
Dagen før Mads’ fødselsdag kørte Lars hjem til sin mor.
— Vi er nødt til at tale sammen.
Hun forstod med det samme, at det ikke ville blive en let samtale.
— Handler det nu igen om Anna?
— Nej, sagde han. — Det handler om os.
Han satte sig over for hende.
— Kan du huske, hvad far altid sagde? At en familie kan ødelægges med ét eneste ord.
Hanne vendte ansigtet væk.
— Lad nu være med at gøre det så dramatisk.
— Det er ikke dramatik. Det er sandheden.
For første gang talte han roligt, uden vrede i stemmen.
— Jeg har tiet stille i mange år. Når du kritiserede min kone. Når du gjorde grin med hendes arbejde. Når du sagde til børnene, at deres mor ikke forstod noget som helst. Jeg bildte mig selv ind, at det var lettere sådan. Men nu kan jeg se, at min tavshed kom til at lyde som en accept.
Hanne satte koppen hårdt fra sig på bordet.
— Så nu er det altså kun mig, der har skylden?
— Nej. Jeg har også skyld. Fordi jeg lod det fortsætte.
Hun så overrasket på sin søn. En samtale som denne havde de aldrig haft før.
På Mads’ fødselsdag var det kun de allernærmeste, der samledes hjemme hos Anna. Børnene pyntede stuen med balloner. Anna havde bagt en chokoladekage, og ude fra køkkenet bredte duften af vanilje og kanel sig gennem lejligheden.
Selv om alle forsøgte at smile, vidste Anna godt, hvad hendes søn ventede på.
Et opkald.
Fra farmor.
Men telefonen forblev tavs.
En time før gæsterne skulle komme, ringede det pludselig på døren.
Mads løb først ud for at åbne.
Udenfor stod Lars og Hanne.
I hænderne holdt Hanne ikke en kæmpestor pose med gaver, sådan som hun plejede.
Hun holdt en lille buket margueritter.
Annas yndlingsblomster.
Alle i gangen blev stille af overraskelse.
Hanne tog et forsigtigt skridt frem.