– Hvor i alverden skulle der komme tolv kubikmeter varmt vand fra, Lars? Der bor jo ikke en sjæl derude.
Anna sad yderst på sofaen med mobilen knuget i hånden. På skærmen stod ejendomsadministrationens app åben, og tallene lignede mest af alt en dårlig vittighed, nogen havde tastet ind for at genere hende.
Lars løftede ikke engang blikket fra fjernsynet, hvor der kørte et eller andet sportsprogram. Han strakte sig dovent, så det knagede i nakken, og hældte en håndfuld saltede nødder i munden.
– Måske er måleren gået i stykker. Eller også glemte du selv at lukke for hanen, sidst du var forbi for at se til stedet.
– Sidst jeg var der, var for tre måneder siden. Hvis jeg havde ladet vandet løbe, havde vi allerede stået og betalt for vandskader hos underboen. Og se lige her: der er også brugt strøm. To hundrede kilowatt. Vi bruger mindre her i vores treværelses, selv om vi både vasker tøj og laver mad hver eneste dag.
Anna lagde telefonen fra sig og masserede sine tindinger. Lejligheden i den anden ende af byen havde hun fået, længe før hun blev gift — en generøs gave fra hendes forældre, da hun afsluttede universitetet. For hende havde den altid været en slags økonomisk sikkerhedsnet. Hun og Lars havde besluttet ikke at leje den ud foreløbig, for den trængte til en grundig renovering. Tapetet hang i flager, og rørene på badeværelset brummede ildevarslende, hver gang man åbnede for vandet. Planen var enkel: spare penge op, hyre ordentlige håndværkere, få det hele sat i stand og først derefter finde nogle anstændige lejere.
Der fandtes kun få nøgler til den tomme etværelses. Anna havde selv et sæt, Lars havde et, og et ekstra lå hos hendes svigermor, Karen. Netop det sæt havde Anna personligt givet hende vinteren før, da varmerørene i ejendommen skulle udskiftes, mens hun og Lars var på ferie. Dengang havde svigermoren tilbudt at lukke håndværkerne ind og holde øje med arbejdet. Nøglerne var aldrig kommet tilbage. De var bare blevet liggende hos hende, sådan “for en sikkerheds skyld” — så hun kunne vande blomster, hvis der altså havde stået nogen.
– Hør nu, lad være med at piske en stemning op, – sagde Lars endelig og vendte sig mod hende med et overbærende smil. – Mor kører derud indimellem. Hun nævnte noget om, at hun ville dyrke småplanter på altanen, fordi vinduerne vender mod solen. Så det er nok derfor, der er brugt strøm. Og vandet… tja, måske har hun vasket gulve. Du ved jo, hvor pertentlig hun er.
– Tolv kubikmeter vand til gulvvask? Lars, man kunne fylde et mindre svømmebassin med det. Og to hundrede kilowatt til nogle småplanter? Har hun opført et industrielt drivhus derude?
– Anna, helt ærligt, hvorfor hidser du dig sådan op over småpenge? – Lars rynkede panden, tydeligt irriteret over, at hun ødelagde hans lørdag aften. – Betal nu bare regningen. Hvis det virkelig er så stor en udgift for dig, overfører jeg pengene senere.
Anna svarede ikke. Det handlede slet ikke om pengene, selv om beløbet på opkrævningen bestemt ikke var behageligt. Det var noget andet: en klæbrig, urolig fornemmelse, der havde sat sig som kulde omkring solar plexus. Hun kendte Karen alt for godt. Svigermoren var sparsommelig i en grad, der grænsede til det absurde. Når hun var på besøg, kunne hun finde på at slukke lyset i entréen, mens Anna stadig stod og tog sko på, samtidig med at hun formanende sagde, at strøm nu om dage var dyrt. At netop den kvinde skulle bruge andres vand og el i den målestok? Det stred imod naturens orden.
Næste dag ventede Anna, til Lars var kørt i byggemarkedet. Så tog hun overtøj på, greb bilnøglerne og gik beslutsomt mod døren. Hun var nødt til at se med egne øjne, hvad der foregik.
Turen tog omkring fyrre minutter. Da hun parkerede i gården foran den velkendte betonblok, lod hun blikket glide op mod vinduerne til sin lejlighed på tredje sal. Køkkenvinduet stod på klem. Hendes hjerte slog et par hurtigere slag. Hun huskede helt tydeligt, at hun havde lukket alle vinduer forsvarligt, netop for at regn ikke skulle trænge ind og ødelægge det gamle parketgulv.
Hun gik op ad trappen og standsede foran sin metaldør. Bag den lød en dæmpet tv-stemme, og samtidig sivede den umiskendelige lugt af stegte kartofler med løg ud i opgangen. Nu var der ikke længere plads til tvivl: der var nogen inde i lejligheden.
Anna fiskede nøglebundtet frem. Hænderne rystede en smule. Hun stak nøglen i den øverste lås og drejede. Et klik. Derefter den nederste. Døren gav stille efter og gled op.
På gulvet i entréen lå et par enorme, nedtrådte herresneakers, og på en knage hang en fremmed camouflagejakke.
– Anders, fik du købt brød? – råbte en grov mandestemme ude fra køkkenet.
Anna trådte ind og smækkede døren hårdt i bag sig. Fjernsynet i køkkenet blev øjeblikkeligt tavst. Et øjeblik senere stak en kraftig, ubarberet mand omkring de fyrre hovedet ud i gangen. Han havde en udtrådt T-shirt på, joggingbukser og en stegespade i hånden. Hans øjne blev runde af forskrækkelse.
– Hov, hvem fanden er du? – Han trådte instinktivt et skridt tilbage og knugede stegespaden hårdere. – Hvordan er du kommet ind?
– Jeg ejer den her lejlighed, – sagde Anna og tvang sin stemme til at lyde rolig og fast, selv om hun sitrede af raseri indeni. – Og jeg vil meget gerne vide, hvem De er, og hvad De laver her.