– I min bolig, vel at mærke, – fortsatte Anna skarpt. – Og jeg vil helst have et svar, før jeg ringer efter politiet.
Mandens pande trak sig sammen, og hans ansigt fik et fornærmet, næsten hånligt udtryk. Han tørrede hænderne af i bukserne og lo kort.
– Hvad for en ejer? Frøken, du må have taget fejl af adressen. Vi har boet til leje her i et halvt år. Der er kontrakt og det hele. Karen udlejede stedet til os, alt er i skønneste orden. Så du kan bare smutte igen, inden jeg selv kontakter politiet og melder dig for ulovlig indtrængen.
Navnet på hendes svigermor ramte den smalle entré som et pistolskud. På et øjeblik faldt brikkerne på plads i Annas hoved og dannede et klart, modbydeligt billede. Tolv kubikmeter vand. To hundrede kilowatt. Planterne på altanen.
– Jeg vil se den kontrakt, – sagde Anna med en stemme, der var blevet helt kold. Hun lagde armene over kors. – Nu. Jeg er den eneste juridiske ejer af denne lejlighed. Karen har ingen fuldmagt til at udleje den, og det har hun aldrig haft. Hvis De ikke straks viser mig papirerne, ringer jeg til politiet.
Manden må have hørt den urokkelige sikkerhed i hendes tone, for han opgav at svare igen. Med et tungt suk forsvandt han ind i et af værelserne. Kort efter kom han tilbage med en krøllet plastmappe i hånden. Fra den trak han nogle ark frem, hæftet sammen med en klamme, og rakte dem modvilligt til Anna.
Det var en helt almindelig standardlejekontrakt, tydeligvis hentet fra nettet. Under feltet “Udlejer” stod Karens navn skrevet med hendes brede, pyntelige håndskrift. Under “Lejer” var navnet Peter Jensen anført. Huslejen lå en smule under markedsniveau, men beløbet var stadig mere end pænt.
– Undersøgte De overhovedet ejerforholdene, før De skrev under? – spurgte Anna og så op på Peter, mens en tung, mørk vrede begyndte at koge i hende.
– Hvorfor skulle vi det? – Han så oprigtigt forbløffet ud. – Hun virkede ordentlig. En pæn, ældre dame. Hun sagde, at lejligheden tilhørte hendes søn og svigerdatter, og at de var rejst til udlandet. De havde bedt hende leje den ud, så udgifterne kunne dækkes. Vi overfører pengene til hendes kort den femte hver måned. Der har aldrig været noget problem.
Anna tog sin telefon frem og fotograferede kontrakten grundigt, især underskrifterne og beløbene. Derefter bad hun om at se Peters pas. Han tøvede, men efter et blik på hendes ansigt rakte han det alligevel frem, og hun tog også billeder af det.
– Sådan ligger sagen, Peter, – sagde hun og gav ham papirerne tilbage. – De er blevet narret. Den kvinde har ingen ret til denne lejlighed, bortset fra at hun er mor til min mand. Den aftale, De har underskrevet, er uden juridisk værdi. I lovens forstand opholder De Dem her ulovligt.
Mandens ansigt blev langt. Al den selvsikre frækhed, han havde haft for få minutter siden, var forsvundet.
– Hvad skal vi så gøre? – spurgte han hæst. – Vi har allerede betalt for denne måned på forskud.
– Det må De tage med Karen. Jeg giver Dem præcis tre dage til at pakke Deres ting og forlade lejligheden. Onsdag aften kommer jeg tilbage med en betjent og en låsesmed for at få skiftet låsene. Hvis Deres ejendele stadig står her, bliver de sat ud på trappeafsatsen. Er det forstået?
Han gjorde et forsøg på at protestere, mumlede noget om penge, der allerede var betalt, men Anna hørte ikke længere efter. Hun vendte sig om, gik ud og smækkede døren så hårdt bag sig, at der dryssede fine flager af puds ned fra loftet i opgangen.
Da hun satte sig ind i bilen, gik der lang tid, før hun kunne få sig selv til at starte motoren. Hendes hænder rystede i små, ukontrollable bevægelser. Et halvt år. I et halvt år havde hendes svigermor i al hemmelighed lejet Annas lejlighed ud til fremmede mennesker. Hun havde stukket pengene i egen lomme, mens Anna punktligt betalte ejendomsskatterne og nu ovenikøbet stod tilbage med groteske regninger for forbrug.
Tankerne fór rundt i hovedet på hende. Hvad i alverden havde Karen brugt alle de penge på? Hendes pension var ikke dårlig, og hun manglede ikke noget. Så kom Anna i tanke om det.
Lars’ lillebror, Mikkel. Den trediveårige drivert, som altid “var ved at finde sig selv”. Han skiftede job hver anden måned, brokkede sig over tyranniske chefer og lånte ustandseligt penge af sin mor. For et par måneder siden var Mikkel pludselig dukket op til familiemiddag i en næsten ny udenlandsk bil. Da Lars spurgte, hvor den kom fra, havde Mikkel henkastet svaret, at han havde taget den på afbetaling, og at mor havde hjulpet med udbetalingen. Og for bare en måned siden havde han pralet af en ny gamercomputer til et vanvittigt beløb.
Anna knugede rattet, så knoerne blev hvide. Så det var sådan, det hang sammen. For hendes penge havde Karen finansieret sin elskede yngste søn.
På vej hjem gennemgik Anna samtalen, der ventede hende. Hun havde ingen planer om at skrige eller bryde sammen. Hysteri var et tegn på svaghed. Det, hun behøvede, var klare, kolde fakta – og vidner.
Da hun låste sig ind i sin egen lejlighed, hørte hun livlige stemmer ude fra køkkenet. Lars var allerede kommet tilbage fra indkøb, og som om det hele var arrangeret, var Karen også dukket op. Der duftede af ovnstegt kylling. Svigermoren stod og rumsterede ved komfuret iført Annas forklæde, som om hun havde al ret i verden til at være der.
– Nå, der er vores Anna jo! – lød det muntert fra Karen.