— Hvordan kunne du finde på at spærre min søsters kort?! — råbte min mand rasende.
Anna sad med sin tablet og gennemgik nogle rapporter, da hoveddøren pludselig blev slået op med et brag. Et øjeblik efter stod Lars i entréen. Hun behøvede kun at se på hans ansigt for at forstå, at der var sket noget. Han havde ikke engang taget skoene af, men blev stående på tærsklen, mens hans stemme skar gennem stilheden i lejligheden.
— Hvordan kunne du finde på at spærre Mettes kort?! — fór han ud, mens han viftede med sin telefon. — Hun har lige ringet til mig og grædt! Hun siger, at hun ikke engang kan købe mad!
Anna lagde roligt tabletten fra sig og løftede blikket mod ham. Hun virkede fattet. Næsten alt for fattet, når man tænkte på, at hun netop var blevet beskyldt for hjerteløshed.
— Sæt dig ned, sagde hun med jævn stemme. — Så taler vi om det.
— Sæt mig ned? — Lars kom længere ind i stuen, men han blev stående. — Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? Mette står uden penge! Ikke en eneste krone har hun!
— Ikke en eneste krone? — Anna hævede øjenbrynene. — Det var da interessant. Hvorfor fortalte din mor så i går, at Mette har boet hos dem i tre uger og ikke har bidraget med så meget som en øre til indkøbene?
Lars tav. Men kun et kort øjeblik.
— Hvad har min mor med det her at gøre? Vi aftalte, at vi ville hjælpe Mette, indtil hun fandt et arbejde. Du sagde selv ja!
Anna rejste sig, gik hen til vinduet og så ud over byen i den tidlige aften. Nede på gaderne begyndte lysene langsomt at tændes, og det grå landskab udenfor blev forvandlet til noget blødere, næsten hjemligt og fjernt. Som om det lå langt væk fra den samtale, de var fanget i.
Det hele var begyndt to måneder tidligere. Lars var kommet hjem fra arbejde i dårligt humør, havde hældt te op til sig selv og var blevet siddende længe ved køkkenbordet uden at sige noget. Anna vidste, at det ikke nyttede at presse ham. Når han var klar, skulle han nok fortælle, hvad der trykkede ham.
— Mette er blevet fyret, sagde han til sidst. — Fra sit arbejde. Hun siger, at firmaet “optimerer”, og at halvdelen af afdelingen blev sendt hjem.
Anna satte stegepanden fra sig på komfuret.
— Det var ærgerligt. Er hun allerede begyndt at lede efter noget nyt?
— Selvfølgelig er hun det. Men du ved jo, hvor svært det er at finde arbejde for tiden… — Lars gned sig over næseryggen. — Anna, jeg tænkte på… måske kunne vi hjælpe hende lidt. Midlertidigt. En måned eller to, ikke mere.
Anna standsede midt i madlavningen med et løg i hånden.
— Hjælpe hende… på hvilken måde?
— Jeg ved det ikke helt… husleje, mad, den slags. Bare så hun ikke skal bekymre sig om det mest nødvendige, mens hun søger. Hun bor jo til leje, og hendes udgifter er ikke små…
Anna vidste allerede, at hun ville sige ja. Ikke fordi hun var let at overtale, men fordi Lars sjældent bad hende om noget. Og at afvise at hjælpe hans søster ville føles forkert. Familie var trods alt familie.
— Godt, sagde hun og nikkede. — Jeg bestiller et ekstra kort til min konto og sætter en grænse på det. Men hun skal sige til på forhånd, hvis hun får brug for noget ud over det, så der ikke opstår misforståelser.
Lars lagde armene om hende bagfra.
— Tak. Virkelig. Mette vil sætte pris på det, det ved jeg.
Anna svarede ikke. Hun vendte bare tilbage til at hakke løget. Alligevel var der noget indeni hende, der kradsede ubehageligt, en svag fornemmelse af, at noget ikke var helt rigtigt. Hun valgte at ignorere den.
Den første måned gik uden problemer. Anna havde sat beløbsgrænsen sådan, at Mette kunne betale for sin beskedne etværelses lejlighed i udkanten af byen, købe dagligvarer og komme rundt med transport. Ikke luksus, men nok til at leve ordentligt.
Indimellem skrev Mette tak i familiens fælles chat: “Tusind tak, I redder mig virkelig”, eller: “Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer.” Lars var tilfreds, og Anna følte sig rolig. Alt syntes at gå efter planen.
Så kom aftenen på “Grand Palace”.
Anna havde aftalt at mødes med en kollega der; over et glas vin skulle de gennemgå detaljerne i et nyt projekt.