Restauranten hørte bestemt ikke til i den billige ende; en almindelig regning begyndte omkring seks hundrede kroner pr. person. Det var den slags sted, man valgte til mærkedage, eller når en forretningsaftale skulle drøftes i pæne omgivelser.
Da Anna passerede et bord længere inde i lokalet, tæt ved de store panoramavinduer, hørte hun pludselig en latter, hun kendte. Næsten uden at tænke over det drejede hun hovedet. Ved bordet sad Mette. Foran hende stod tallerkener med pasta og skaldyr, og midt på bordet var der stillet en flaske hvidvin. Hun havde en ny kjole på og var omgivet af tre veninder. De talte i munden på hinanden, lo højt og så ud, som om ingen bekymringer fandtes i deres verden.
Anna stivnede et øjeblik. Hun nåede at overveje, om hun skulle gå hen til dem, men lod det være. I stedet vendte hun sig roligt om og gik tilbage til sit eget bord.
“Er alt i orden?” spurgte kollegaen.
“Ja,” svarede Anna og nikkede. “Alt er fint.”
Men det var det ikke.
Samme aften sagde hun ingenting til Lars. Måske havde pigerne bare haft brug for at komme lidt ud. Måske var det veninderne, der betalte. Måske fejrede de en fødselsdag. Hun ville ikke dømme for hurtigt eller bygge en anklage på noget, hun kun havde set på afstand.
Alligevel havde tvivlen sat sig fast.
Næste gang hun så Mette, var i et shoppingcenter. Det var lørdag ved middagstid, og Anna var taget ud for at købe nyt sengetøj. Ved udgangen fra en tøjbutik fik hun øje på den velkendte skikkelse. Mette stod med to store poser i hænderne og talte i telefon. Hun så både afslappet og yderst tilfreds ud.
Denne gang gik Anna hen til hende.
“Mette?”
Mette fór en smule sammen og vendte sig om. Et kort øjeblik gled noget, der lignede forskrækkelse, hen over hendes ansigt, men hun fik hurtigt styr på sig selv og pressede et smil frem.
“Anna! Hej! Sikke et tilfælde!”
“Hej.” Anna lod blikket falde på de fyldte poser. “Du har været på indkøb?”
“Åh… ja, altså…” Mette tøvede. “Der var bare et virkelig godt udsalg. Jeg kunne ikke lade være. T-shirts til tredive kroner, og jeansene var nærmest gratis.”
“Det forstår jeg,” sagde Anna med et anstrengt smil. “Godt fundet. Og… har du fået arbejde?”
“Ikke endnu,” svarede Mette og slog blikket ned. “Men jeg prøver virkelig. Jeg har allerede været til flere samtaler.”
“Det er jeg glad for at høre. Held og lykke.”
De tog afsked, og Anna fortsatte videre gennem centeret. Men indeni strammede noget sig sammen til en hård knude. Udsalg, selvfølgelig. Den butik havde ganske rigtigt tilbud indimellem. Men poserne var proppede, og Mette lignede på ingen måde en, der kæmpede for at få pengene til at række.
Om aftenen, mens Lars sad foran fjernsynet og så fodbold, satte Anna sig ved siden af ham.
“Lars, vi bliver nødt til at tale sammen.”
“Nu?” Han fjernede ikke engang blikket fra skærmen.
“Ja. Det handler om Mette.”
Først da vendte han sig mod hende.
“Hvad er der sket?”
“Jeg har set hende. To gange. Først på restaurant med veninderne, og bagefter i shoppingcenteret med hænderne fulde af indkøbsposer.”
Lars rynkede panden.
“Og?”
“Hvad mener du med ‘og’?” Anna gjorde sig umage for at holde stemmen rolig. “Vi giver hende penge til mad og husleje, mens hun spiser på restaurant til seks hundrede kroner pr. person og køber mærketøj.”
“Anna,” sukkede Lars, som om han forklarede noget meget enkelt til et barn, “det kan jo være, veninderne betalte. Du så ikke, hvem der lagde kortet. Og det med tøjet… hun sagde selv, at det var på udsalg. Vil du have, at hun skal gå rundt i laser?”
“Jeg vil have, at hun ikke lyver for os.”
“Hun lyver ikke!” Lars hævede stemmen. “Du har bare besluttet dig for at være imod hende!”
“Jeg?” Anna mærkede, hvordan noget indeni gav efter. “Jeg, som gik med til, at vi skulle hjælpe hende, er imod hende?”
“Du tænkte straks det værste! Du spurgte ikke ordentligt ind, du prøvede ikke at forstå situationen — du begyndte bare at anklage hende!”
Anna rejste sig langsomt.
“Ved du hvad, Lars? Fint. Så gør vi det på din måde.”
Hun gik ind i soveværelset, lukkede døren efter sig og satte sig tungt på sengekanten.