I entréen hang der en tung lugt af stegt bacon og uvasket krop. På måtten lå et par beskidte damestøvler smidt hulter til bulter, og fra sålerne var en grålig sjap sivet ud over klinkerne. Inde fra køkkenet kom lyden af nogen, der smaskede, blandet med fjernsynets dovne brummen.
Anna tog skoene af og hængte frakken fra sig. Efter vagten dunkede hendes ben af træthed. Det eneste, hun længtes efter, var en kop varm te og bare fem minutters stilhed.
I køkkenet sad Mette. Lars’ søster. Iført Annas morgenkåbe.
Mette spiste pasta med kødsovs direkte fra Annas dyre teflonpande. Hun brugte en metalgaffel, og hver gang den skrabede mod belægningen, skar lyden gennem rummet som en fil mod glas.
— Hej, sagde Mette kort med munden fuld.
Anna blev stående i døråbningen. På bordet stod den store gryde, hvor der havde været suppe. Den var tom. Ved siden af lå en åbnet pakke skiveskåret ost, og i vasken tårnede fedtede tallerkener sig op i en skæv bunke.
— Hvor er suppen? spurgte Anna med en stemme, der var helt flad.
Mette trak på skuldrene.
— Den spiste vi. Lars kom forbi til frokost. Han syntes, den var god.
Anna lod blikket glide hen over den fem liters gryde.
— Fem liter? På ét døgn?
— Jeg spiste da også noget. Og Lars tog en bøtte med på arbejde. Hvad er problemet? Er det synd for dig, at din egen mand får suppe?
Mette lagde gaflen fra sig. I bunden af panden var der nu lange, hvide ridser, dybe og tydelige. Den pande havde kostet fire hundrede kroner.
Inde i Anna var der noget, der lukkede sig. Som en tung lås, kold og urokkelig.
Hun gik hen til køleskabet og åbnede det. Hylderne var tomme. Ingen yoghurt, ingen kyllingefileter, ingen pålæg. Kun et glas billig sennep stod tilbage.
— Hvor er frikadellerne? spurgte hun.
— Dem spiste vi færdige i går. Anna, hvad hidser du dig sådan op for? Skal jeg sidde her og sulte?
Anna tog kvitteringerne op af sin taske. Hun gemte dem altid.
— I denne måned har jeg brugt fire tusind fem hundrede kroner på mad.
Mette rullede med øjnene.
— Åh nej, nu begynder bogholderen igen.
— Du har boet her i otte måneder. Otte. Du har ikke engang købt et franskbrød.
— Jeg leder efter arbejde! hævede svigerinden stemmen.
— Nej. Du leder efter en sponsor på Tinder. Og imens æder du for mine penge.
Anna tog den tomme pande, satte den i vasken og åbnede for det kolde vand.
— Hey! Jeg var ikke færdig! protesterede Mette.
— Din mad er slut. Det er min også. Ud af mit køkken.
Mette fnøs. Hun hev Annas morgenkåbe af, kastede den over en stol og forsvandt ind i stuen.
Anna begyndte ikke at vaske op. I stedet fyldte hun et glas med vand og drak det i én slurk. Så tog hun telefonen frem og skrev til sin mand:
“Gå i supermarkedet. Der er ikke noget mad hjemme.”
Svaret kom efter et minut.
“Jeg er træt. Bestil noget. Du har jo penge.”
Anna lo kort uden glæde. Jo, hun havde penge. Sine egne.
Senere på aftenen smækkede hoveddøren ude i gangen. Lars var kommet hjem.
— Anna! Skal vi have noget aftensmad?
Hun sad i sofaen med sin bærbare på skødet.
— Der er ingen mad, sagde hun.
Lars kom ind i stuen uden at tage skoene af.
— Hvad mener du med ingen mad? Køleskabet var jo fyldt i går.
— Din søster har tømt det. Med din hjælp.
Lars sukkede tungt og gned sig over ansigtet, som om han tørrede usynligt støv væk.
— Anna, nu starter du igen. Mette er ung, hendes forbrænding kører hurtigt.
— Det gør hendes frækhed også. Jeg betaler tre tusind otte hundrede kroner om måneden på lånet. Det her er min lejlighed.
— Vi er en familie! råbte Lars. — Jeg betaler regningerne!
— Fællesudgifterne er seks hundrede kroner. Maden er fire tusind fem hundrede. Din søster har kostet mig seksogtredive tusind kroner på de her otte måneder.
— Du måler alting i penge!
Lars vendte om og trampede ud i køkkenet. Kort efter lød der larm fra gryder og skabe, der blev åbnet og lukket.
— Anna! råbte han derude fra. — Der er ikke engang æg!
— Det ved jeg.
Han kom tilbage, rasende. Røde pletter bredte sig over hans ansigt.
— Giv mig hundrede kroner. Jeg går ned og køber shawarma.
Anna så på ham længe. Grundigt. Som om han var en fremmed, der tilfældigvis stod i hendes stue.
— Dit kort ligger i din lomme.
— Jeg har betalt billånet. Det ved du godt. Jeg har nul kroner til løn.
— Så må I holde en fastedag i dag.
Lars slog knytnæven ind i dørkarmen.
— Gør du grin med mig? Min søster sidder sulten! Jeg er sulten!