— Er jeg din kone, eller hvad mener du egentlig?
— Nej, Lars. Jeg er din sponsor. Men min periode med grænseløs gavmildhed er hermed forbi.
Han svarede med en grov bande, så det rungede i entreen, og smækkede hoveddøren bag sig. Omtrent en time senere dukkede han op igen med to shawarmaer og en dåse cola. Mette kom næsten hoppende ud i gangen for at tage imod sin bror. Ingen af dem spurgte Anna, om hun ville have noget.
Det rørte hende ikke det mindste.
Næste morgen var det lørdag. Anna lå stadig i sengen, da en fremmed nøgle blev stukket i låsen.
Døren gav et svagt knirk, da den blev åbnet. Hun blev liggende, men lyttede. Skridtene var tunge og slæbende.
Hanne. Svigermoren.
— Lars! Mette! Jeg har pandekager med! lød hendes høje stemme ude fra gangen.
Anna trak morgenkåben om sig og gik ud fra soveværelset.
Hanne stod allerede og tog støvlerne af, som om hun var hjemme hos sig selv. I hænderne havde hun en plastikbøtte.
— Nå, sover du stadig, lille Anna? Klokken er elleve.
— Det er min fridag.
Svigermoren kneb munden sammen.
— En ordentlig hustru sørger for morgenmad til sin mand i stedet for at ligge og brede sig i sengen. Hvor er min dreng?
Fra stuen kom Mette ud, krøllet og søvnig.
— Mor, hun lod os sulte i går. Hun lavede et kæmpe nummer ud af noget suppe.
Hanne gispede dramatisk og vendte blikket mod Anna.
— Er du blevet fuldstændig vanvittig? At nægte et barn mad?
— Barnet er fireogtyve, svarede Anna roligt. — Og barnet æder som en havnearbejder.
— Hvordan vover du! Hanne tog et skridt frem mod hende.
Anna flyttede sig ikke.
— Nøglen. Læg den på bordet.
Hanne stivnede.
— Hvad sagde du?
— Min nøgle til lejligheden. Den skal ligge på kommoden. Nu.
Svigermoren så hurtigt over på sin datter.
— Jeg lægger ingenting nogen steder. Det her er min søns hjem.
— Lejligheden blev købt før ægteskabet. For mine penge. Jeres søn er kun midlertidigt registreret her. Nøglen på bordet.
Hanne kastede nøglebundtet fra sig på den blanke træflade. Metallet klirrede hårdt gennem gangen.
— Herregud, at nægte sin egen familie et stykke brød! Stakkels Lars. Tænk at han skulle gifte sig med sådan en nærig heks.
Derefter marcherede svigermoren ud i køkkenet. Mette skyndte sig efter hende. Anna kunne høre deres dæmpede hvisken derude.
En times tid senere gik Hanne igen.
Anna gik ud på badeværelset for at vaske ansigt. På hylden stod hendes krukker og flasker på række. Men én ting manglede. Natcremen til syv hundrede kroner var væk.
Hun trådte ud i gangen.
— Mette. Hvor er min creme?
Mette løftede ikke engang blikket fra sin telefon.
— Aner det ikke. Mor tog vist noget til hænderne. De var tørre.
— Hænderne? Med min anti-age-creme med retinol?
— Åh, hvad gør det? Det er bare en lille krukke. Du køber da bare en ny, du tjener jo så godt.
Anna svarede ikke. Hun gik tilbage til soveværelset, klædte sig på og greb sin taske.
Hun skulle i byggemarkedet.
Der var et kvarters gang derhen. Vejret var modbydeligt; novembervinden fandt vej ind under jakken og bed i huden. Anna satte tempoet op.
I det store byggemarked tog hun en vogn og gik direkte mod afdelingen med beslag og skruer.
Hun fandt to kraftige stålbeslag med øjer, en pakke selvskærende metalskruer, stærk tokomponentlim og en lås.
Låsen vejede tungt i hånden. En hængelås med kodehjul. Den slags fik man ikke op uden vinkelsliber.
Bagefter fortsatte hun til en hvidevarebutik. Der købte hun et lille køleskab, ikke større end et natbord, og betalte for ekspreslevering.
Da Anna kom hjem, var klokken omkring tre.
Lejligheden var tom. Mette var gået ud. Lars var i garagen sammen med vennerne.
Anna gik straks i gang.
Hun fandt skruemaskinen frem. Hendes egen. Så holdt hun de tunge stålbeslag op mod lågerne på det store hvide Bosch-køleskab i køkkenet og målte efter med øjet.
Det var ikke let at få skruerne ind i køleskabets kabinet. Metallet gav modstand. Men vreden i hende gjorde arbejdet lettere.
Efter en halv time sad to solide øjer på køleskabslågen. Anna førte bøjlen på hængelåsen igennem dem, trykkede den i hak og rykkede hårdt. Den sad urokkeligt fast.
Så bar hun alle gryn, pastaer og konservesdåser fra køkkenskabene ind på sit eget soveværelse. I soveværelsesdøren monterede hun en almindelig indstukket lås med nøgle. Det var væsentligt nemmere.
Ved femtiden ankom flyttemændene med minikøleskabet. Anna placerede det ved siden af sengen og satte stikket i kontakten.
Til sidst bestilte hun levering fra et dyrt supermarked.