Hæveautomaten spyttede kortet ud med et skingert, ubehageligt bip. På skærmen stod der ikke, som der plejede, at pengene kunne tages ud. I stedet lyste en rød besked: transaktionen var afvist.
Anna blinkede forvirret. Hun rettede på sin pelshue, som pludselig føltes alt for tung og varm. Det måtte være en fejl. Selvfølgelig var det en fejl. Det var jo den sekstende i måneden — dagen, hvor hendes svigerdatter plejede at overføre penge til hende. Mette kaldte det hjælp, men Anna havde for længst besluttet, at det snarere var en rimelig betaling for, at hun havde opdraget en søn som Lars.
Hun stak kortet ind igen. Fingrene i læderhandsker gled usikkert hen over tasterne.
Der var ikke dækning.
Bag hende sukkede nogen utålmodigt.
— Hallo, frue, er De snart færdig? Der står faktisk en kø her.
Anna vendte sig brat om og sendte den unge mand i hættetrøje et isnende blik.
— Du kan godt vente lidt! Det er maskinen, der ikke virker.
Hun gik hen til butiksvinduet og fiskede telefonen op af tasken. Opkaldstonerne lød igen og igen, men ingen tog den. Hverken Mette eller Lars.
— Nå, så det er sådan, vi gør det, — hvæsede hun, mens fornærmelsen kogte op i hende. — I skal få at se, hvad det vil sige at gøre sig utilgængelig. Jeg har en tid til manicure i dag, og så ødelægger I det hele?
Fyrre minutter senere stod hun ved sønnens lejlighed. Hele vejen i taxaen, betalt med de sidste kontanter i pungen, havde hun pisket sig selv op. Hun så for sig, hvordan hun ville træde ind og sige dem sandheden lige i ansigtet. Mette ville begynde at forklare sig, og Lars ville slå blikket skyldbevidst ned. De havde sikkert bare glemt det. Unge mennesker havde jo vinden susende mellem ørerne. Men bare rolig — hun skulle nok minde dem om deres pligter.
Det var Mette, der åbnede.
Anna trak luft dybt ind for at begynde med hævet stemme, men ordene satte sig fast. Svigerdatteren så elendig ud. Mette, som ellers altid var ordentlig og velplejet, stod i Lars’ gamle T-shirt. Håret var samlet i en sjusket knude, ansigtet var magert og gråt, næsten skræmmende at se på.
— Dem? — hendes stemme knirkede som et gammelt hængsel. — Kunne De ikke have ringet først?
— Jeg har ringet! — Anna trådte bestemt over tærsklen og skubbede sig forbi Mette med skulderen. I stedet for den sædvanlige duft af frisk kaffe slog en tung lugt af medicin og indelukket luft hende i møde. — I ignorerer mig. Begge to. Hvad foregår der? Hvorfor er kortet tomt? Jeg stod i butikken og blev gjort fuldstændig til grin!
— Gå ud i køkkenet, — sagde Mette og lukkede døren uden at se på sin svigermor. — Lars kommer om lidt.
Køkkenet lignede ikke sig selv. Bordet var dækket af uvaskede kopper, papirer og tomme medicinpakker. Anna børstede krummerne af en stol med et misfornøjet udtryk og satte sig uden at tage frakken af.
— Jeg venter. Jeg har faktisk planer i dag.
Mette sank ned på taburetten overfor. Hun virkede helt udmattet.
— Der kommer ikke flere overførsler, Anna.
— Hvad? — Anna lo kort og nervøst. — Er det en joke? For den er ikke morsom.
— Jeg har sagt mit arbejde op. For en uge siden.
— Sagt op? Fra sådan en stilling? Er du blevet vanvittig? I har boliglån, og jeres barn skal begynde i skole! Skal Lars så slide sig halvt ihjel alene?
— Lars ved det. Vi traf beslutningen sammen. Lægen sagde det meget tydeligt.