Enten måtte jeg stoppe, eller også ville kroppen til sidst give op. Jeg er femogtredive, men mit helbred er allerede kørt helt i sænk.
Anna kneb munden sammen. Jo, det var da synd for hende, men fornærmelsen i hendes eget bryst fyldte mere.
— Åh, lad nu være med at overdrive. Du fik det dårligt, siger du. I halvfemserne sad vi uden en krone og opfostrede børn, og alligevel klarede vi os. Du er bare blevet doven, Mette. Min søn har forkælet dig for meget.
— Vi kommer til at leve af én løn, — sagde Mette lavt, mens hun så ned i bordpladen. — Alt skal skæres ind til benet. Også det, vi har givet dig. Du har jo din pension.
— Pension! — Anna slog ud med armene. — Hvad kan man købe for den? Brød og mælk? Jeg er vant til at leve ordentligt! Jeg har brug for vitaminer, behandlinger, undersøgelser! Jeg er trods alt mor. Jeg har krav på noget!
Lars kom ud i køkkenet. Han havde joggingbukser på, var ubarberet, og trætheden lå tungt omkring hans øjne. Uden et ord stillede han sig bag sin kone og lagde hænderne på hendes skuldre.
— Mor, lad nu være.
— Jeg lader ikke noget være, jeg prøver at få jer til at forstå! — Anna drejede sig skarpt mod ham. — Lars, sig dog noget til hende! Hun har besluttet sig for at gå hjemme, og så kan hendes svigermor bare sejle sin egen sø?
— Mor, der er ikke flere penge.
— Hvordan kan der ikke være det? Du arbejder jo!
— Vi betaler af på alt det, Mettes behandling har kostet. Og… — han trak vejret tungt. — Vi kan ikke længere finansiere dine luner. Det her er ikke hjælp, mor. Det er forsørgelse.
— Forsørgelse? — Anna mærkede varmen stige op i ansigtet. — Din utaknemmelige dreng! Jeg har viet mit liv til dig! Jeg giftede mig ikke igen, fordi jeg ikke ville slæbe en stedfar ind i dit liv. Og nu bebrejder du mig et stykke brød?
— Pengene til dig gik til taxaer, restaurantbesøg og nye tasker, — sagde Mette stille. — Imens gik jeg selv rundt i gammelt tøj.
— Du skal ikke tælle mine penge! — skreg Anna. — Det var mine penge!
— Det var mine penge, Anna. Penge, jeg tjente, mens jeg slugte beroligende dråber i håndfulde.
— Giv mig kortet tilbage! — Anna sprang op. — Det er ligegyldigt, om der ikke står noget på det. Det er mit! Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil gøre med det!
Hun rakte hånden frem. Mette tog langsomt plastikkortet op af lommen og vendte det mellem fingrene.
— Giv mig mit kort, jeg er vant til at have det! — råbte Anna.
Mette løftede blikket. Der var ikke længere skyggen af underdanighed i hendes øjne.
— Nej.
— Hvad?! Lars, hører du det? Hun tager mit kort!
Lars gik hen mod bordet. Men i stedet for at sige noget lagde han en kvittering fra en pantelåner foran hende.
Den gullige lap papir landede på voksdugen mellem dem. Anna stivnede. Hendes blik faldt på de alt for genkendelige linjer: Guldkæde, 15 gram. Indleveret af: A. Hansen.
En tung tavshed sænkede sig over rummet.
— Hvorfra… — fik hun hæst frem.
— Jeg fandt den, — sagde Lars med en tom stemme. — For tre måneder siden. Du bad mig lede efter sommerhusnøglerne i din taske. Kan du huske det? Så lå den dér.
Anna trådte et skridt tilbage.
— Lars, jeg… jeg kan forklare…
— Den dag Mettes halskæde forsvandt. Den, hun havde fået af sin far. Du var her på besøg. Du hjalp med at sortere.