— …og jeg har ikke penge til et nyt par. Kan De mon gøre noget?
Anna tog bukserne ind på bordet og syede flængen sammen. Omhyggeligt, sting for sting, så det næsten ikke kunne ses. Pigen rakte hende en krøllet seddel og en plade chokolade.
— Tusind tak! De har virkelig reddet mig.
Senere sad Anna alene i køkkenet med en kop te uden sukker og spiste af chokoladen. Pludselig gik det op for hende, at det var de første penge i årevis, hun selv havde tjent. Ikke tigget sig til, ikke krævet, men fået for noget, hun faktisk kunne gøre for andre.
Efterhånden kom der flere opgaver. Småting, næsten ingenting værd hver for sig. Et par bukser, der skulle lægges op. En lynlås, der skulle skiftes. En nederdel, der skulle sys ind. Ryggen værkede, og øjnene blev trætte, men om aftenen, mens symaskinen hakkede roligt af sted, begyndte hun at tænke.
Ikke på fornærmelserne denne gang. Hun huskede noget andet. Hvordan Mette havde fundet en god læge til hende. Hvordan Lars engang havde slæbt et nyt fjernsyn op til femte sal, fordi hun skulle have det godt. Hvordan de faktisk havde forsøgt at være hendes familie. Og hun? Hun havde kun set dem som en pung, der kunne åbnes.
Halskæden… Herregud, hvordan havde hun kunnet gøre det? Et minde om Mettes far. Anna havde vidst det. Hun havde udmærket godt vidst det og alligevel båret den til pantelåneren, bare for at kunne holde ferie lidt mere bekvemt.
Et halvt år senere stod hun en grå lørdag foran sin søns dør. Hjertet hamrede, som om det ville ud af brystet på hende. I hænderne holdt hun en pose.
Hun trykkede på klokken. Et øjeblik fik hun lyst til at løbe, før nogen nåede at åbne, men så lød kliklyden fra låsen.
Lars stod i døren. Tyndere end før. Alvorlig.
— Mor? Er der sket noget?
— Hej, Lars. Jeg… jeg bliver kun et øjeblik.
Mette kom til syne ude fra gangen. Da hun så sin svigermor, stivnede hun.
— Jeg har taget noget med, sagde Anna og rakte posen frem mod sin søn. — Her.
Lars kiggede ned i den. Der lå et glas stikkelsbærmarmelade og en kuvert.
— Hvad er det her?
— Marmeladen har jeg selv lavet. Og i kuverten… der er ikke meget. Men jeg vil betale lidt ad gangen. For halskæden.
Mette trådte nærmere.
— Anna, hvorfor? Det behøver du ikke.
— Jo, sagde Anna fast og så sin svigerdatter lige i øjnene. — Jeg har været hos pantelåneren og spurgt, hvad den var værd. Jeg betaler det hele tilbage. Ærligt. Jeg arbejder nu. Jeg syr.
Hun trak handsken af. Mette så hendes hænder: korte negle, små mærker efter nålen, ru hud. Hænder, der igen var begyndt at arbejde.
— Jeg… Annas stemme brast. — Jeg har været et dumt menneske, Mette. Tilgiv mig. Ikke kun for pengene. Tilgiv mig for, at jeg glemte at opføre mig ordentligt. Jeg troede, at man bare havde krav på kærlighed. Men kærlighed skal man passe på.
Hun vendte sig for at gå, mens hun forsøgte at skjule de våde øjne.
— Mor, vent.
Lars greb fat i ærmet på hendes frakke.
— Hvor skal du hen? Kedlen er jo lige kogt.
Mette tog stille posen ud af hans hånd, løftede glasset op og holdt det mod lyset.
— Med stikkelsbær? spurgte hun lavt.
— Ja. Den grønne slags. Den, Lars elskede, da han var barn.
— Kom indenfor, Anna. Men tag skoene af. Jeg har lige vasket gulv.
De sad sammen i køkkenet og drak te. Halskæden kunne naturligvis aldrig komme tilbage. Men netop dér, mens Anna så sin søn smøre marmelade på brødet, forstod hun, at noget andet og langt vigtigere måske alligevel var blevet reddet. I allersidste øjeblik.