— Tingene i skabet, — fortsatte Lars lavt. — Mette græd i en hel uge. Hun troede, hun selv havde tabt den et sted. Og du… du sad og trøstede hende. Du sagde, at det ikke gjorde noget, skat, det var jo bare en genstand, det vigtigste var helbredet.
— Jeg havde tænkt mig at købe den tilbage! — råbte Anna, nu hvor hun forstod, at der ikke længere fandtes nogen udvej. — Jeg var desperat! Mine tænder begyndte at give problemer, og jeg ville ikke sætte mine ben på en billig klinik! Jeg ville have ordnet det bagefter!
— Du brugte pengene på et ophold på et kursted, mor. Jeg så billetterne.
— Og hvad så?! — Hendes stemme knækkede over i et skrig, som om vrede kunne beskytte hende. — Ja, det gjorde jeg! Jeg er din mor, jeg har fortjent lidt ro og hvile! I har smykker nok i det hus, I går ikke fra hus og hjem på grund af én kæde! Det var bare en ting!
— Det var et minde om min far, — hviskede Mette. — Vi havde det forfærdeligt, da han døde.
Lars betragtede sin mor, som om hun pludselig var blevet et menneske, han aldrig før havde mødt.
— Gå, — sagde han.
— Smider du mig ud? Din egen mor? På grund af et stykke metal?
— Nej. På grund af løgnene. På grund af det, du har gjort ved os. Du elsker os ikke, mor. Du bruger os bare.
— Så bliv her, da! — Anna greb efter sin taske, men ramte ikke engang hankene rigtigt med de rystende fingre. — Lev jeres fine liv uden mig! Klar jer selv! Når det hele ramler, skal I nok komme kravlende!
Hun fór ud af opgangen og smækkede døren efter sig. Udenfor fumlede hun efter telefonen og bestilte en taxa, men appen meddelte køligt, at der ikke var dækning på kontoen. Hun måtte tage bussen. Vinden piskede hende i ansigtet, mens én tanke hamrede i hovedet på hende: De ville fortryde. Selvfølgelig ville de fortryde.
Men de fortrød ikke. Og de ringede heller ikke.
Den første måned holdt Anna sig oppe på ren harme. Hun brugte de sidste rester af folkepensionen på kager, og hun gik demonstrativt forbi deres hus med rank ryg og hagen højt løftet.
Så slap pengene op. Helt.
Køleskabet stod tomt. Til sin egen forbløffelse opdagede hun, hvor dyr den ost, hun plejede at købe, egentlig var, og at regningerne åd halvdelen af pensionen, før hun overhovedet nåede at tænke på mad. Hun måtte nøjes med de billigste pastaer og kyllingeskrog til suppe.
Lejligheden blev stille. Før havde hun bandet over svigerdatterens opkald, men nu kunne telefonen ligge tavs i dagevis. Kun reklameopkald om lån brød stilheden.
— Du er forhåndsgodkendt til… — lød en frisk stemme i røret.
— Rend mig! — skreg hun og smed på, blot for et minut senere at bryde sammen i gråd.
I den tredje måned gik lynlåsen i hendes vinterstøvler i stykker. Hos skomageren nævnte de en pris, der næsten gjorde hende svimmel.
— Det tager jo fem minutter! — protesterede hun.
— Så gør det selv, — brummede manden bag disken.
Hjemme trak hun en gammel kuffert ned fra skabet over entréen. Nederst lå symaskinen. Tung, solid, næsten uopslidelig. Engang, dengang Lars var lille, havde hun syet og lagt tøj op for halvdelen af gården.
Anna trådte tråden gennem nålen. Hænderne, der ikke længere var vant til arbejde, rystede. Hun brugte hele aftenen på støvlen, stak sig i fingrene igen og igen og knækkede to nåle. Men hun fik den repareret.
Dagen efter slugte hun sin skam og hængte en seddel op ved opgangen: Tøjreparation. Billigt. Lejlighed 15.
Den første, der bankede på, var en ung nabopige, en studerende.
— Fru Hansen, mine jeans er revnet.