– Er du fuldstændig fra forstanden? Hvorfor i alverden kan min nøgle ikke drejes rundt?
Lars’ stemme skar gennem telefonen, så den næsten knækkede over i et hyl. Han trak vejret tungt, og selv gennem højttaleren kunne Mette høre, hvordan hans ophidsede skridt rungede ude i opgangen.
Hun stod i entréen med ryggen lænet mod den kølige flade på den nye hoveddør. På den anden side, ikke mere end ti centimeter fra hende, rasede hendes eksmand. Gennem dørspionen kunne hun skimte hans skikkelse: rød i ansigtet, jakken flået åben, mens han hev brutalt i håndtaget og stødte skulderen mod døren.
– Fordi jeg har fået skiftet låsene, Lars, svarede Mette med en ro, der næsten lød fremmed for hende selv. Hun så på sit eget spejlbillede i garderobeskabets blanke låge. – Låsesmeden var her i morges. Han har sat en rigtig god sikkerhedslås i.
– Hvad er det for noget vrøvl? Hvilke låse? lød det dæmpet udefra, efterfulgt af et hårdt brag; han havde formentlig sparket til metaldøren med støvlen. – Luk op med det samme! Jeg skal have mine vinterdæk fra altanen og kassen med værktøj! Og i det hele taget havde jeg tænkt mig at hente nogle af mine ting.
– Dine ting er pakket, sagde Mette og lod blikket glide hen over fire store ternede tasker, som stod pænt på række ved skoskabet. – Dækkene ligger allerede i gangen. Jeg har rullet dem ind fra altanen. Poserne med værktøj står også klar. Ring efter en varevogn, så bærer jeg det hele ned til stueetagen. Eller kom selv op og hent det, men ind i lejligheden kommer du ikke mere.
– Du er jo syg i hovedet! brølede han, både i telefonen og ude i opgangen. – Det her er også min lejlighed! Jeg har boet her i femten år! Jeg lavede renoveringen! Det var mig, der lagde de fliser ude i entréen med mine egne hænder!
Mette lo kort og lavmælt. Det forbløffede hende stadig, hvor selektiv en hukommelse mænd kunne have, når det passede dem. Lejligheden havde hun arvet efter sin moster, længe før hun overhovedet mødte Lars. Den stod udelukkende i hendes navn. Og den berømte “renovering”, som han trak frem ved enhver given lejlighed, bestod i virkeligheden af, at han ganske rigtigt havde lagt fliser i entréen — efter først at have ødelagt halvdelen af materialerne og smurt lim ud over de nye fodpaneler. Tapetet var blevet sat op af håndværkere, gulvet lagt af et firma, og VVS’en udskiftet af fagfolk. Hver eneste regning var betalt af Mettes egne opsparede penge. Lars befandt sig dengang i sin evige fase med at “finde sig selv” og levede af små tilfældige jobs, når det lige faldt ham ind.
– Lars, hold op med at hamre på døren. Du skræmmer naboerne, sagde Mette og strøg en løs hårtot på plads bag øret. – På papiret er det her min ejendom. Vi er officielt skilt. Afgørelsen er trådt i kraft. Du har aldrig engang haft adresse her, fordi du selv ville blive stående på din mors adresse på grund af nogle fordele med boligstøtte og regninger. Så dine rettigheder til den her bolig er præcis lige så store som viceværtens.
Der blev stille. En tung, tæt pause lagde sig mellem dem. Gennem den tykke ståldør kunne Mette høre sin tidligere mand snøfte anstrengt af raseri.
Deres brud havde ikke været hurtigt. Det havde været langt, sejt og udmattende. Lars var ikke flyttet ud i tomheden; han var flyttet ind hos den “forstående” og “lette” Sofie. Hun arbejdede som receptionist i det fitnesscenter, hvor Lars pludselig var begyndt at tilbringe sine aftener under påskud af, at han skulle af med stress. Sofie var femogtyve, lo klingende af hans vittigheder, selv når de ikke var sjove, og så på ham nedefra med store, beundrende øjne. Mette, derimod, var toogfyrre og så sin mand lige i øjnene uden illusioner. Hun forventede, at han bidrog til husholdningen, både økonomisk og praktisk. Selvfølgelig faldt sammenligningen ikke ud til hendes fordel.
Den aften, hvor Lars pakkede sin første kuffert, opførte han sig med en næsten teatralsk overlegenhed. Han talte om, at man kun havde ét liv, at han blev kvalt af hverdagen, at han havde brug for frihed, luft under vingerne og inspiration. Mette fældede ikke en eneste tåre. Hun stod bare ved vinduet med armene over kors og betragtede ham, mens han skødesløst proppede sine dyre skjorter ned i tasken — de samme skjorter, som hun havde stået og strøget for ham hver morgen.
Hun havde troet, at alt ville få en ende, når han gik. Men Lars havde åbenbart en anden opfattelse. Efter at være flyttet ind i en lejet lejlighed hos sin nye muse fortsatte han med at betragte Mettes hjem som et gratis depotrum, et vaskeri og et praktisk mellemstop. Han kunne uden videre dukke op en lørdag morgen, låse sig ind med sin nøgle, gå direkte ud i køkkenet med skoene på, drikke kaffe, rode i køleskabet, hente sit fiskeudstyr og forsvinde igen, mens han efterlod en beskidt kop på bordet.
I begyndelsen fandt Mette sig i det og forklarede det for sig selv med vanens magt efter et langt ægteskab. Hun forsøgte at tale roligt med ham og bad ham i det mindste give besked, før han kom forbi.