Men det, der til sidst fik bægeret til at flyde over, skete en dag, hvor Mette kom hjem fra arbejde tidligere end normalt med en voldsom migræne. Da hun låste sig ind, fik hun straks øje på et par fremmede, hvide sneakers med tykke såler i entréen. Inde fra stuen lød Lars’ latter, blandet med den lyse stemme fra hans nye kæreste. De var, som han senere forklarede, bare kommet for at hente hans vinterjakke, men havde åbenbart samtidig besluttet sig for at drikke te og spise Mettes småkager, mens de bredte sig i hendes sofa.
Mette lavede ikke en scene den dag. Hun gik uden et ord ud i køkkenet, tog Lars’ nøgler, som han dumdristigt havde lagt fra sig på kommoden, og stak dem i sin egen lomme. Derefter pegede hun lige så tavst mod døren. Lars begyndte at protestere højlydt, og Sofie rullede teatralsk med øjnene, men til sidst forsvandt de. Næste morgen ringede Mette efter en låsesmed.
— Mette, helt ærligt, hvad er det, du har gang i? Lars’ stemme bag døren skiftede brat fra hård og truende til blød og bedende. Det var præcis den tone, han plejede at bruge, når han ville lokke penge ud af hende til endnu et af sine evige bilprojekter. — Vi er jo voksne mennesker. Ja, vi er blevet skilt, og hvad så? Hvorfor skal du gøre det så dramatisk? Jeg havde bare brug for nøglerne af praktiske grunde. Hvad hvis jeg skal hente post? Eller hvis der kommer nogle regninger til mig? Og desuden står halvdelen af mine ting stadig derinde.
— Din post lægger jeg i postkassen nede i opgangen. Den har du nøgle til. Og dine ejendele står allerede pakket i tasker, svarede Mette uden at lade sig rokke. — Bestil en bil og hent dem.
— Jeg har ikke penge til flyttefolk lige nu! råbte Lars, der igen mistede besindelsen. — Og jeg har heller ingen bil! Jeg kom med bussen! Luk nu op, så sætter jeg bare taskerne i gangen og henter dem en anden dag. Og for resten skal jeg på toilettet!
Mette lukkede øjnene et kort øjeblik. Hun var så uendeligt træt af hans barnlige måde at manipulere på.
— Der ligger et indkøbscenter på hjørnet med et udmærket gratis toilet, Lars. Jeg stiller taskerne ud på reposen. Hvis du ikke har hentet dem inden i aften, ringer jeg efter et rengøringsfirma, og så ryger det hele ud.
Hun afbrød opkaldet. Ude på den anden side af døren lød en mumlen af bandeord, og derefter forsvandt tunge skridt ned ad trappen. Kort efter smækkede hoveddøren til opgangen.
Mette pustede langsomt ud, slap den kolde metalkarm, hun havde lænet sig imod, og gik ud i køkkenet. Hun satte kedlen over. Hænderne sitrede stadig en smule efter spændingen, men indeni bredte der sig en overraskende lethed. Hun havde gjort det. Hun havde klippet den sidste snor over, som han stadig forsøgte at trække i.
Telefonen på bordet begyndte at vibrere igen. På skærmen stod der: “Hanne”. Hendes svigermor. Eller rettere sagt, hendes tidligere svigermor.
Mette hældte varmt vand i et krus, lagde en pose kamillete i og trykkede roligt på det grønne ikon.
— Ja, Hanne, goddag.
— Mette, hvad i alverden foregår der? Den ældre kvindes stemme dirrede af forargelse, og den teatralske tragedie i hendes tone var ikke til at tage fejl af. — Lars har lige ringet til mig, han var næsten ved at græde! Han siger, at du har smidt ham på gaden, skiftet låsene og sat hans ting ud på trappen! Har du da helt mistet al anstændighed på dine gamle dage?
— På sine gamle dage plejer mennesker ellers at blive klogere, Hanne, svarede Mette stille, mens hun satte sig ved køkkenbordet og lagde begge hænder om det varme krus. — Fortalte Lars dig ikke, at vi har været skilt i halvanden måned?
— Hvad har skilsmissen med sagen at gøre? udbrød Hanne. — Der sker jo ting i familier! Man skændes, man går hver til sit et stykke tid. Drengen har begået en fejl, den slags kan ske for enhver. Den lille pyntedukke, han render efter, bliver han snart træt af, og så ville han selvfølgelig komme hjem igen. Men du brænder alle broer! Hvordan skal han nu komme hjem?
— Det er ikke længere hans hjem. Det er min lejlighed. Og han snublede ikke tilfældigt, Hanne. Han traf et bevidst valg om at gå ud og bygge sig et nyt liv. Så må han også bygge det et andet sted.
— Din lejlighed! Nå, så du er pludselig blevet sådan en ejerfrue! Hannes stemme steg til et skingert leje. — Glemmer du, at I var gift? Glemmer du, at min søn har lagt hele sin sjæl i den lille hule? Vi går i retten! Vi kræver halvdelen! For renoveringen, for møblerne, for alle de år, han har brugt der!
Mette tog en lille slurk af teen. Kamilleteen virkede behageligt beroligende.
— Hanne, jeg respekterer din alder, men lad os nu holde os til fakta. Lejligheden arvede jeg efter min moster. Ifølge loven indgår den slags ejendom ikke i delingen ved en skilsmisse. Vi har ikke lavet nogen fælles større renovering. Alle møblerne er købt med mit lønkort, og både kvitteringer og kontoudtog ligger samlet i en mappe. Lars har i løbet af de sidste fem år højst arbejdet halvandet år tilsammen; resten af tiden har han stort set ikke bidraget med noget.