Jeg endte i den salon ved et rent tilfælde. Min faste frisør var taget på ferie, og udgroningen var efterhånden så tydelig, at jeg umuligt kunne vente fjorten dage mere. En veninde sendte mig et nummer og skrev:
— Prøv Helle. Hun er ikke dyr, og hun er virkelig dygtig med hænderne.
Helle viste sig at være en snakkesalig kvinde omkring de femogfyrre, med hurtige fingre og en vane med at kommentere alt, hvad der faldt hende ind. Mens hun blandede farven, sad jeg med telefonen og hørte kun halvt efter. Det var den sædvanlige frisørsnak: hvem der havde fået farvet håret, hvem der havde ladet farven sidde for længe, hvem der drømte om blondt, selv om kastanjebrunt klædte hende bedre.
Så sagde Helle pludselig:
— Nå ja, jeg havde faktisk en fast kunde, der bad om næsten den samme nuance. Hansen. En flot kvinde, altid velplejet. Man kan se, hun gør noget ud af sig selv.
Hansen var min mands efternavn. Og mit, efter vi blev gift.
Jeg rørte mig ikke engang. Mit ansigt må også have været helt roligt. Jeg holdt bare op med at scrolle og løftede blikket mod Helle i spejlet.
— Hansen? spurgte jeg så afslappet, jeg kunne.
— Ja, Sofie Hansen. Kender du hende?
Sofie. Ikke Anna. Altså ikke mig.
Jeg hedder Anna Hansen. Min mand hedder Peter Hansen. Der findes ingen Sofie i vores familie. Ingen søster, ingen kusine, ingen tante, ingen kollega med det navn, som jeg nogensinde havde hørt om. Hansen var ganske vist ikke et sjældent navn, men alligevel satte det sig fast i mig.
— Nej, sagde jeg. — Navnet lød bare bekendt. Har hun været kunde hos dig længe?
Helle begyndte, som den slags frisører ofte gør, at tænke højt. Hun sagde, at Sofie var kommet der i lang tid, næsten to år. Nogle gange kiggede hun forbi før weekenden for at få sat håret. En gang havde hun i forbifarten nævnt Havnegade og et spaabonnement, som hendes mand havde givet hende.
Havnegade. Peter og jeg boede på Nørregade.
Jeg blev siddende i stolen i yderligere fyrre minutter. Helle farvede min udgroning, men jeg så kun på mit eget spejlbillede og tænkte slet ikke på hår.
To år. Hvis Sofie Hansen havde gået i den salon i to år, havde hun altså ikke båret navnet i bare et par uger. Hun bar min mands efternavn.
Da Helle var færdig, betalte jeg, gav drikkepenge og gik ud. Det var oktober, og luften var kølig. Jeg satte mig på en bænk ved apoteket og ringede ikke til min mand.
Jeg ringede til Maria.
Maria arbejdede i regnskabsafdelingen et sted og vidste altid, hvem man skulle kontakte, når noget skulle undersøges ordentligt.
— Maria, jeg har brug for en jurist. Ikke til en skilsmisse. Ikke endnu. Jeg skal bare tale med nogen.
Hun stillede ingen spørgsmål. Tre minutter senere sendte hun mig et telefonnummer.
Jeg tog ikke hjem med det samme. I stedet gik jeg ind på en café, bestilte te og åbnede mobilen. Jeg prøvede at tænke igennem, hvad man kunne tjekke uden drama og uden at involvere sin mand. Det første, jeg gjorde, var at logge ind på borger.dk og de offentlige selvbetjeningsløsninger.
Vores lejlighed var købt, mens vi var gift, men den stod i Peters navn. Boliglånet var blevet betalt ud for to år siden, og jeg havde også stået som medlåntager. Efter indfrielsen havde vi ikke gjort mere. Ingen opdeling af ejerandele, ingen tillægsaftaler, ingenting. På papiret var lejligheden hans. Juridisk var den vores fælles formue. Men jeg vidste godt, hvor hurtigt sådan et “vores” kan glide over i noget andet, hvis man ikke holder øje.
Bilen stod også i Peters navn. Sommerhuset stod i hans mors navn, Ingrid. Jeg havde mit eget lønkort, og han havde sit. Vi havde ingen fælles konto. Hver måned overførte Peter et fast beløb til mig til mad og husholdning. Resten af hans penge blandede jeg mig aldrig i. Jeg havde aldrig tjekket hans kontoudtog. Jeg stolede på ham.
Lige dér lød ordet “stolede” pludselig i mit hoved, som om det tilhørte en anden kvindes liv.
Næste dag ringede jeg til juristen. Hun hed Birgitte, og hun lod mig fortælle færdig uden at afbryde. Derefter stillede hun tre spørgsmål, jeg aldrig selv ville have tænkt på.
— Anna, har I børn?
— En datter. Sara. Hun er elleve.
— Lejligheden er købt under ægteskabet, lånet er indfriet, og der er ikke lavet særskilte ejerandele?
— Ja.
— Ved du, om din mand inden for det seneste år har oprettet fuldmagter, optaget lån, stillet sikkerhed eller kautioneret for nogen? Har der været større overførsler?
Det vidste jeg ikke. Jeg vidste faktisk ingenting om hans økonomi ud over det beløb, han sendte mig hver måned. Og det beløb havde ikke ændret sig én eneste gang på fire år.
Birgitte bad mig gøre tre ting.
For det første skulle jeg bestille en tingbogsattest på lejligheden. Bare for at sikre, at den stadig stod, som den skulle, og at der ikke var tinglyst pant, udlæg eller andre byrder, jeg ikke kendte til. Det kunne gøres digitalt via tinglysning.dk eller gennem borgerservice, hvis jeg havde brug for hjælp.
For det andet skulle jeg undersøge, om der fandtes lån, kautioner eller kreditforpligtelser i mit navn, som jeg ikke selv havde sagt ja til. Det kunne jeg se via min kreditrapport.
For det tredje skulle jeg lade være med at gøre noget overilet. Ingen råben. Ingen anklager. Ingen pludselig afrejse. Så længe jeg ikke havde konkrete oplysninger, havde jeg kun et efternavn nævnt af en frisør. Det var ikke et bevis. Det var et signal.
Jeg gjorde, som hun sagde.
Samme dag bestilte jeg tingbogsattesten. Derefter hentede jeg min kreditrapport gennem den digitale adgang. Begge svar kom inden for et døgn.
Lejligheden var, hvor den skulle være. Ingen nye byrder. Ingen gaveoverdragelse. Intet salg. Ingen pantsætning, jeg ikke kendte til. Jeg åndede lettet op, men kun et kort øjeblik.
For i min kreditrapport dukkede der en forespørgsel op. En bank havde kontrolleret mine oplysninger fire måneder tidligere. Jeg havde aldrig henvendt mig til den bank.
Birgitte forklarede, at sådan en forespørgsel ikke nødvendigvis var det, den ved første øjekast lignede.