Alt afhang dog af de konkrete omstændigheder: hvordan den var købt, hvem der stod som ejer, og hvad der kunne dokumenteres. Ved en skilsmisse ville den som regel skulle deles lige, medmindre barnets tarv talte for en anden løsning. Hvis Peter derimod forsøgte at sælge lejligheden eller overdrage den til nogen, krævede det mit samtykke. Uden det kunne handlen efterfølgende anfægtes. Men Birgitte rådede mig til ikke at nøjes med den tryghed.
“Få registreret, at der ikke må foretages ændringer i tinglysningen uden dit personlige samtykke,” sagde hun. “Det er ikke dramatisk. Bare en almindelig erklæring. Ikke en krigserklæring, men et stykke papir, der kan forhindre en masse.”
Bilen var registreret i Peters navn, men den var købt, mens vi var gift. Derfor hørte den også med til fællesboet. Alligevel var den lettere at skille sig af med end en bolig; et bilsalg krævede ikke automatisk ægtefællens tilladelse, selv om man senere kunne rejse krav. Birgitte bad mig notere alt: mærke, model, årgang, kilometertal og en realistisk vurdering af værdien.
Sommerhuset tilhørte Ingrid. Det skulle ikke deles. Det var ikke mit.
Børnebidraget kom hun også ind på. Hvis vi endte med skilsmisse, ville bidraget til ét barn normalt blive fastsat ud fra indkomst, medmindre vi indgik en aftale, eller retten bestemte noget andet. Peters officielle løn lå på omkring 12.000 kr. Men de faste overførsler til Sofie kom ikke fra hans lønkonto. De kom fra en anden konto. Det betød, at han enten havde opsparing eller andre penge, som jeg aldrig havde kendt til.
Jeg skrev det hele ned i mine noter.
På femtedagen indgav jeg erklæringen. Indtil da havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle stå i en helt almindelig kø med mit pas i hånden og inde i hovedet opdele mit liv i et før og et efter. Der var intet særligt ved lokalet, intet særligt ved skranken, intet særligt ved medarbejderen, der tog imod papirerne. Hun forklarede, at registreringen ville være på plads inden for fem hverdage. Jeg underskrev, tog mine ting og gik ud.
På sjettedagen talte jeg med Peter.
Sara var til fødselsdag hos en veninde. Peter kom hjem fra arbejde, skiftede tøj og satte sig ved bordet. Jeg stillede en tallerken med gryderet foran ham og satte mig overfor.
“Peter, hvem er Sofie Hansen?”
Han stoppede ikke med det samme. Først tyggede han færdig. Så lagde han gaflen fra sig.
“Hvor ved du det fra?”
Ikke: “Hvem?” Ikke: “Hvilken Sofie?” Men: “Hvor ved du det fra?”
“Det er faktisk ikke det, der interesserer mig mest,” sagde jeg. “Du gav hende min lønseddel. Hun søgte om et lån med mine oplysninger. Det er bedrageri. Forstår du det?”
Han blev bleg. Ikke på den teatralske måde, man ser i film, men som et menneske, der pludselig indser, at samtalen ikke kommer til at handle om følelser.
“Anna, det er ikke sådan, du tror. Hun ville ikke…”
“Jeg er ligeglad med, hvad hun ville. Jeg vil vide, hvad du gjorde. Du tog mine papirer. Du gav dem til en fremmed. Den fremmede brugte mit navn til at søge om kredit. Og du sender hende penge hver måned. Næsten det samme beløb, som du giver mig til vores hjem. Det her er ikke bare utroskab, Peter. Eller jo, det er det også. Men det er værre end det.”
Han sagde ingenting. Først efter et stykke tid kom ordene.
“Lånet blev jo ikke godkendt. Der skete ikke noget.”
“Jo, der gjorde. Mine oplysninger kom i de forkerte hænder. Forespørgslen står nu i min kreditoversigt. Og hvis lånet var gået igennem, havde gælden stået på mig. Kan du overhovedet høre, hvad jeg siger?”
Det kunne han. Jeg så det i hans øjne.
“Jeg troede ikke, det ville ende sådan,” mumlede han. “Hun sagde, at det bare var kortvarigt. At hun kun skulle bruge hjælp til at komme over en periode.”
Jeg rejste mig fra bordet.
“Peter, jeg kommer ikke til at råbe. Jeg smadrer heller ikke tallerkener. Jeg fortæller dig bare, hvad der sker nu. I morgen tager du med mig til en advokat. Vi sætter os ned og gennemgår det hele: lejligheden, bilen, pengene, Sara. Hvis du nægter, går jeg til politiet og anmelder forsøg på bedrageri. Jeg har udskrifter fra banken, telefonnummeret og skærmbilleder af overførslerne. Det her er ikke hysteri, og det er ikke afpresning. Det er bare min plan.”
Han protesterede ikke.
Dagen efter tog vi sammen hen til Birgitte. Peter sad yderst på stolen og stirrede ned i gulvet, mens hun lagde papirerne foran ham.
Birgitte skældte ikke ud. Hun stillede spørgsmål.
“Peter Hansen, overførslerne til dette nummer – hvilken konto kom de fra?”
“Fra en opsparingskonto.”
“Står den konto i dit navn?”
“Ja.”
“Vidste Anna, at den eksisterede?”
“Nej.”
“Hvor meget står der på den nu?”
Han tav et øjeblik.
“Omkring 12.000 kr.”
“Og hvor meget stod der før?”
Denne gang varede stilheden længere.
“Cirka 40.000.”
Fyrre tusind kroner. En opsparingskonto, jeg ikke kendte til. Penge, som han havde lagt til side – eller som vi havde lagt til side – og som derefter var sivet ud til Ågade.
Birgitte vendte sig mod mig.
“Anna, ønsker du at blive skilt?”
Jeg så på Peter. Tretten år. Sara. Vores hjem. Alt det, vi havde bygget.
“Jeg vil først have fuldt overblik,” sagde jeg. “Alle konti. Alle overførsler. Alle forpligtelser. Derefter beslutter jeg mig.”
Birgitte nikkede langsomt.
“Så begynder vi med en skriftlig aftale, der kan bekræftes formelt. Peter Hansen, er du indstillet på at lægge alle kontoudtog frem for de seneste to år?”