Dørklokken lød halv otte om aftenen. Jeg tørrede hænderne i viskestykket, gik hen til døren og kiggede ud gennem dørspionen. Ansigtet på den anden side sagde mig ingenting.
Ude på reposen stod en kvinde i mørk frakke. Høje hæle, taske over skulderen, velplejet manicure — hun lignede en, der var på vej til et vigtigt møde. Forskellen var bare, at hun selv havde indkaldt til det.
— Anna? spurgte hun med en stemme, der ikke efterlod meget plads til tvivl. — Jeg hedder Mette. Vi er nødt til at tale sammen.
Jeg svarede ikke. Inde fra stuen kunne jeg høre lyden af tegnefilm; Mikkel så lidt fjernsyn, før han skulle i seng. Der duftede af boghvede og frikadeller, en helt almindelig torsdag aften. Og nu stod der pludselig en kvinde foran min dør, som jeg indtil da kun havde set på billeder i en fremmed profil på nettet.
— Jeg er sammen med Lars, tilføjede hun, som om det alene forklarede alt. — Vil du ikke lukke mig ind? Det her er ikke en samtale, man tager i opgangen.
Jeg kunne have ladet døren forblive lukket. Det havde jeg al ret til. Alligevel var der noget i mig, der sagde, at jeg skulle høre, hvad hun havde at komme med. Måske kunne det bruges. Måske netop i dag.
Lars og jeg blev skilt for to år siden. Det foregik gennem retten, helt efter bogen. Mikkel var fem dengang, og dommeren fastsatte børnebidraget til femogtyve procent af Lars’ løn. Det blev 1.540 kroner om måneden. Ikke en formue, ikke noget svimlende beløb — bare penge nok til fritidsaktiviteter, tøj og den del af vores søns liv, som Lars holdt op med at lægge mærke til, i det øjeblik han flyttede ud.
Det første år betalte han. Ikke altid til tiden, men pengene kom. Senere begyndte hullerne. Først én måned. Så to. Så tre i træk. Når jeg ringede, sagde han: “Jeg overfører snart.” Når jeg skrev, læste han beskederne og tav. En gang lavede jeg et skema med datoer, beløb og manglende indbetalinger og sendte det til ham. Han åbnede det. Ikke ét eneste ord kom retur.
På to år skulle der være kommet fireogtyve betalinger. Der kom elleve. Tretten gange udeblev pengene ganske enkelt. Jeg regnede det sammen; det er jeg vant til. Jeg arbejder med indkøb, og i praksis betyder det, at man lærer værdien af hver eneste krone og hvert eneste dokument. Atten tusind kroner. Så meget skyldte Lars sin egen søn.
Ugen før havde Mikkel spurgt, om han måtte få en ny skoletaske. Han skulle begynde i anden klasse efter sommerferien og havde set en blå taske med en raket på hos en klassekammerat. Jeg fandt noterne frem på telefonen og begyndte at lægge sammen. Skoletøj — 400 kroner. Bøger og materialer — 350. Penalhus, hæfter og småting — 150. Tasken — 500. Indesko, sportstøj, en ekstra rygsæk til idræt. I alt omkring 3.800 kroner for at gøre ham klar til skoleåret. Først dér ramte det mig rigtigt: De atten tusind var ikke bare et tal på papir. Det var næsten fem skolestarter. Fem gange at klæde et barn ordentligt på til et nyt år. Og i samme periode havde Lars købt sig en ny telefon uden én eneste gang at spørge, hvordan hans søn havde det.
Samme aften tog jeg retsafgørelsen op af skrivebordsskuffen, satte mig ved bordet og skrev en anmodning om inddrivelse. Jeg vedlagde kontoudtoget, hvor hver overførsel og hver manglende betaling stod tydeligt. Den sjette blev sagen modtaget, og inden for tre dage var den sat i gang hos fogedretten.
Og nu stod Mette altså i min entré.
Jeg åbnede døren helt.
— Kom ind i køkkenet.
Hun trådte indenfor. Duften af hendes parfume — tung og sødlig — bredte sig straks i gangen. Hælene klikkede mod fliserne. Inde fra stuen råbte Mikkel: “Mor, hvem er det?” Jeg svarede: “Ikke nogen, skat. Se bare videre.” Så lukkede jeg døren ind til hans værelse og fulgte efter Mette.
Lyset var tændt i køkkenet, og på komfuret stod panden med frikadeller og kølede af. Vinduet stod på klem; udefra kom den kølige aftenluft blandet med lugten af våd asfalt. Alt var som det plejede. Det eneste usædvanlige var gæsten.
På køkkenbordet lå en mappe med dokumenter. Jeg havde lagt den der allerede om morgenen — en gammel arbejdsvane, at have papirerne klar i god tid. Mette lagde ikke mærke til den. Hun satte sig på en skammel, placerede tasken i skødet og lod blikket glide rundt i køkkenet, som om hun vurderede lejligheden før et køb.
Jeg tog min telefon op af lommen og stillede den på hylden over skærebrættet. Skærmen vendte mod Mette. Jeg lænede den op ad et glas med gryn, så den ikke væltede, og trykkede på optag.
I mit eget hjem har jeg lov til at optage, hvad der bliver sagt. Det vidste jeg også; jeg havde undersøgt det ugen før, da jeg indgav sagen. Mine hænder rystede ikke. På arbejdet forhandler jeg med leverandører, der lyver mig lige op i ansigtet om priser og leveringstider. Det her var i grunden ikke så anderledes.
— Vil du have te? spurgte jeg.
— Nej, sagde Mette kort. Hendes lange, bordeauxrøde negle trommede mod bordpladen. — Jeg bliver ikke længe.
Hun åbnede tasken og tog et sammenfoldet ark papir frem.
Mette foldede papiret ud og lagde det foran mig. Arket var lunt, sikkert fordi det havde ligget tæt mod hendes krop nede i tasken. Jeg bøjede mig lidt frem. Øverst stod der: “Erklæring om frafald af inddrivelse af børnebidrag.” Det var printet på en almindelig printer, skrifttypen så skæv ud, og nederst var der gjort plads til en underskrift. Hun måtte have hentet det fra internettet, fra en eller anden side med skabeloner, hvor halvdelen af dokumenterne ikke har nogen juridisk værdi.
Det gennemskuede jeg med det samme.