Men jeg sagde ikke noget.
— Skriv under her, sagde Mette og prikkede med neglen på den tomme linje nederst. — Så skal vi nok lade være med at forstyrre dig mere.
Jeg løftede blikket og betragtede hende. Hun var vel omkring femogtredive. Velplejet, selvsikker, en kvinde der var vant til at få plads. Hun sad ved mit køkkenbord, som om hun havde al ret i verden til at være dér. Som om det var mig, der skyldte hende noget, og ikke omvendt.
— Hvad skal det bruges til? spurgte jeg.
Mette rettede ryggen.
— Det skal bruges til det her: Lars og jeg vil gerne videre. Vi planlægger en familie. Vi har brug for et boliglån og en udbetaling. Der mangler fyrre tusind kroner. Hvis du giver afkald på børnebidraget, kan vi få det hele på plads om halvandet år. Men lige nu sender han dig penge hver måned, og så hænger vores budget ikke sammen.
Hver måned.
Jeg var tæt på at le højt. På to år havde der været elleve overførsler ud af fireogtyve mulige. Var det hendes version af “hver måned”? Mon han havde fortalt hende, at han betalte punktligt? Eller havde han også pyntet på beløbet?
Jeg lod være med at diskutere. Foreløbig. I stedet lagde jeg armene over kors og lyttede.
— Du har jo arbejde, fortsatte Mette. Hun gled over i du-formen uden tøven, som om vi havde kendt hinanden længe. — Du klarer dig selv. Barnet har tøj på kroppen og sko på fødderne. Hvad skal du bruge de penge til? Det er jo bare en formalitet.
En formalitet.
Halvandet tusind kroner om måneden var åbenbart en formalitet. Måske for hende. For mig var det robotklubben, Mikkel gik til hver tirsdag. Det var den vinterjakke, jeg havde købt til ham i november. Det var tre tandlægebesøg, fordi mælketænder ikke venter, til voksne mennesker får styr på deres økonomi.
Mette ventede på mit svar. Hendes negle trommede let mod bordpladen — mørkerøde, spidse, perfekt filede. For hende virkede det hele vist enkelt: skriv under, luk sagen, kom videre.
— Ved Lars, at du er her? spurgte jeg.
Der kom en pause. Den varede kun et øjeblik, men jeg nåede at registrere den. Mette flyttede lidt på tasken i skødet.
— Det er en beslutning, vi har truffet sammen, svarede hun.
— Hvis I har truffet den sammen, kan han komme selv. Han kan sætte sig lige dér, over for mig, og sige mig direkte i ansigtet: Min søn betyder ikke noget for mig, og jeg vil ikke betale for ham. Når han har gjort det, kan vi tale videre.
Mette kneb øjnene sammen. Det svar havde hun ikke regnet med. Hun var kommet for at møde den stille, udmattede ekskone, der ville blive bange og sætte sin underskrift. Men jeg blev ikke bange. Og jeg skrev ikke under.
— Du forstår det ikke, sagde hun, nu med en hårdere kant i stemmen. — Det er svært for ham. Han bliver revet i stykker mellem jer. Du trækker penge ud af ham, mens han prøver at bygge et nyt liv op.
Trækker penge ud af ham.
Jeg skubbede en løs hårtot om bag øret og vendte mig mod komfuret. Jeg tændte elkedlen, ikke fordi jeg havde lyst til te, men fordi mine hænder skulle have noget at gøre, og fordi jeg havde brug for at vende ansigtet væk. Kedlen begyndte at summe, så at boble. Jeg hældte vand i et krus, lagde en pose myntete ned og ventede på, at den trak. Den grønne damp steg op mod loftet og blandede sig med Mettes parfume. Teen smagte bittert; jeg havde glemt sukkeret. Alligevel drak jeg den færdig stående ved vinduet, mens jeg mærkede hendes blik i ryggen.
— Jeg trækker ikke penge ud af nogen, sagde jeg uden at vende mig om. — Jeg modtager det, retten har fastsat. Hverken mere eller mindre.
— Retten, retten, fnøs Mette. — Alt skal åbenbart gennem retten hos jer. Almindelige mennesker finder ud af tingene indbyrdes.
Jeg satte mig igen over for hende. Kruset stod imellem os, varmt og dampende.
— Jeg har forsøgt at finde ud af det indbyrdes, svarede jeg. — To gange i år. Første gang sendte jeg ham en detaljeret opgørelse over, hvad han skyldte, og for hvilke måneder. Han læste beskeden og svarede ikke. Anden gang foreslog jeg en afdragsordning: tusind kroner om måneden oven i det løbende bidrag. Han sagde ja. Måneden efter betalte han ikke en eneste krone.
Mette sagde ingenting. Så hev hun lynlåsen på sin taske frem og tilbage med et kort, nervøst ryk.
— Fint, sagde hun. — Hvis du ikke vil gøre det på den pæne måde, ringer jeg til ham. Her og nu. Så kan han selv sige det.
Hun tog telefonen op og fandt nummeret. Jeg betragtede hende i tavshed. Kun et hurtigt blik gled hen over hylden; min egen telefon stod præcis, hvor jeg havde sat den, og det lille røde optagelys blinkede næsten usynligt.
Mette trykkede på opkald og slog højtaleren til.
Én ringetone. Så endnu en. Ved den tredje tog Lars telefonen.
— Mette, hvad er der?
Hans stemme fyldte køkkenet, skarp og irriteret. Jeg havde ikke hørt den i over et halvt år. Sidste gang var, da jeg ringede for at minde ham om Mikkels fødselsdag. Han havde sagt “okay” og aldrig ringet tilbage.
— Jeg er hos din eks, sagde Mette højt, næsten teatralsk. — Hun nægter at skrive under. Tal med hende.
Der blev stille et øjeblik. I baggrunden hos ham kunne jeg høre et fjernsyn mumle.
— Mette, jeg sagde jo, at du selv måtte ordne det. Jeg gider ikke mere af det kvindefnidder.
Kvindefnidder.
Hans søn, hans bidrag, hans gæld — og for ham var det bare kvindefnidder. Jeg stod ved vinduet med kruset mellem begge hænder og sagde ikke noget. Teen var allerede blevet kold, men jeg satte ikke koppen fra mig. Jeg havde brug for at holde fast i et eller andet.
— Lars, hun forstår det ikke, sagde Mette skarpere. — Forklar hende det ordentligt. Sig, at I har aftalt det.
— Hør nu her, lad hende bare skrive under. Jeg er træt af det her bøvl. Hvis hun vil have penge, må hun arbejde. Jeg er færdig.
Han sagde ikke ét ord om Mikkel. Ikke et eneste.