— vil du egentlig have? fik Lars endelig presset frem.
— Skilsmisse, svarede Anna roligt. — Og mine penge. Hundrede og halvtreds tusind kroner. I kan sælge bilen, som jeg i øvrigt hjalp dig med at vælge. Eller du kan låne dem af din mor. Det rager mig ikke. I får en måned til at skaffe beløbet. Derefter går sagen videre.
Hun rejste sig og lod den urørte kop te stå tilbage på bordet.
— Og én ting til, sagde hun og vendte sig om ved døren. — Mine ting i kælderen. I morgen klokken ti kommer jeg med flyttefolk. Hvis bare én eneste bog er ødelagt, lægger jeg erstatning for tort oven i kravet.
Så forlod hun caféen uden at se sig tilbage.
En måned senere var skilsmissen en realitet. Lars forsøgte først, godt presset af Hanne, at prutte beløbet ned. Da det ikke virkede, gik han over til trusler. Til sidst sad han endda og græd. Men Anna rykkede sig ikke en millimeter. Hun fik sine penge — ikke de hundrede og halvtreds tusind, hun havde krævet, men hundrede og tyve tusind kroner. For et forlig var det mere end et acceptabelt resultat.
Pengene brugte hun som udbetaling på en lille etværelseslejlighed i en nyopført ejendom. Den var ikke stor, men den var lys, med et kæmpestort vindue og udsigt til parken. Ingen svigermor. Ingen mand, der rettede sig efter sin mors mindste vink. Ingen fremmede regler i hendes eget hjem.
På flyttedagen stod hun og satte bøger på plads på de nye hylder, da det ringede på døren. Udenfor stod en ældre kvinde med varme, venlige øjne og et fad i hænderne.
— Goddag! Jeg hedder Inge og bor inde ved siden af. Jeg har bagt en tærte til dig. Velkommen i opgangen!
Anna kunne ikke lade være med at smile, da hun tog imod fadet, hvorfra der steg en duft af nybagt dej og krydret fyld.
— Tusind tak. Hvor er det sødt af dig. Kom indenfor, jeg har lige sat vand over.
De drak te mellem flyttekasserne og faldt hurtigt i snak. Inge viste sig at være pensioneret lærer, livlig, skarp og nem at tale med. Hun fortalte om ejendommen, om naboerne, om den lille kiosk på hjørnet og om brassbandet, der spillede i parken hver torsdag, når vejret var til det.
— Er det kun dig, der flytter ind? spurgte hun efter en stund, forsigtigt nok til at Anna mærkede hensynet i spørgsmålet.
— Ja, sagde Anna og nikkede. — Jeg er lige blevet skilt.
Inge sukkede lavt.
— Det gør mig ondt. Eller måske skal jeg hellere sige tillykke?
Anna tænkte sig om et øjeblik.
— Sig tillykke, tror jeg. Det var det rigtige at gøre.
Senere på aftenen, da Inge var gået, og den sidste kasse endelig var tømt, satte Anna sig i sin sofa. Den samme sofa, hun havde købt for sin allerførste løn. Den, Hanne havde villet smide ud, fordi den efter hendes mening var “gammeldags”. Anna lod blikket glide ud gennem vinduet, hvor byens lys begyndte at flimre i mørket, og undrede sig over, hvor mærkeligt livet kunne vende.
I tre år havde hun forsøgt at blive en del af en familie, der aldrig for alvor havde villet have hende. I tre år havde hun bøjet af, slugt ordene, håbet på, at det nok blev bedre. Og så var der gået én eneste uge, hvor alt faldt fra hinanden. Eller måske var det ikke faldet sammen. Måske var det endelig blevet sat fri.
Hun kom i tanke om Hannes ord: “Du ender alene. Hvem skulle dog have brug for sådan en som dig?”
Anna smilede for sig selv. Hun havde brug for sig selv. Det viste sig at være nok.
Telefonen gav et kort bip. En besked fra hendes tidligere mand lyste op på skærmen: “Anna, mor er blevet syg. Stress. Det er din skyld. Jeg håber, du skammer dig.”
Hun læste beskeden, trak på skuldrene og blokerede nummeret. Bagefter blokerede hun også Hannes. Så skænkede hun sig et glas vin og satte sin yndlingsfilm på.
Udenfor begyndte regnen at falde. Dråberne trommede mod ruden, næsten som klapsalver. Anna løftede glasset og så sit eget spejlbillede i det mørke vindue.
— For et nyt liv, sagde hun højt. — Og for at jeg aldrig mere lader nogen rode i mine ting.
Hun tog en slurk. Vinen var både tør og sød på samme tid.
Ligesom friheden.