fra den lejlighed, som hele striden i virkeligheden drejede sig om.
Anna kom før de andre. Hun bestilte en kop te og satte sig til at vente. Først et kvarter senere dukkede Lars op. Og selvfølgelig var Hanne lige bag ham. Svigermoren lignede en officer på vej ind i et slag: rank ryg, sammenpressede læber og et blik, der var fyldt med kold, nedladende sikkerhed.
— Det er godt, du endelig er kommet til fornuft, lille Anna, begyndte hun, før hun overhovedet havde sat sig. — Lars har indgivet skilsmissebegæring. Du skal bare skrive under på, at du er indforstået. Vi har også lavet papirerne, hvor du frasiger dig alle krav på lejligheden. Skriv under, så kan vi skilles uden mere ballade.
Anna rettede blikket mod sin mand. Han sad med næsen begravet i menukortet og gjorde alt for ikke at møde hendes øjne.
— Lars, sagde hun roligt. — Har du slet ikke noget at sige? Eller skal din mor føre ordet for dig resten af dit liv?
Han trak en grimasse, men sagde ingenting.
— Tal ordentligt, snappede Hanne. — Min søn fortjener noget bedre. En kvinde, der tager sig af ham, ikke én der render rundt på arbejdsrejser. En kvinde med børn, mad på komfuret og et hjem, der fungerer. Men dig? Du er bare en karrierekvinde uden rødder og uden familieforståelse.
— Uden rødder? Anna lo kort og tørt. — Mine rødder fejler ingenting, Hanne. Jeg har en uddannelse, et arbejde og selvrespekt. Det virker snarere, som om Deres søn ikke ejer noget selv. Ikke engang en mening.
— Hvordan vover du! Hanne skubbede stolen tilbage og begyndte at rejse sig.
— Sæt Dem ned, sagde Anna.
Hendes stemme var lav, men der lå stål i den. Hanne stivnede midt i bevægelsen, overrasket over tonen.
— Jeg skriver ikke under på nogen frasigelse, fortsatte Anna og tog en mappe op af tasken. — Her er kontoudskrifterne. På tre år har jeg overført 140.000 kroner til afdrag på lånet. Her er kvitteringerne for renoveringen, yderligere 30.000 kroner. Og her er en udtalelse fra advokaten om, at det at skifte låsene uden mit samtykke kan betragtes som ulovlig selvtægt.
Hun bredte papirerne ud på bordet som en vifte kort.
— Hvis I ikke giver mig adgang til lejligheden igen inden for et døgn, går jeg til politiet. Hvis mine investeringer ikke bliver kompenseret i forbindelse med skilsmissen, anlægger jeg sag. Og jeg kommer til at vinde.
Lars blev bleg. Først nu løftede han blikket mod hende, og i hans øjne flimrede noget, der mindede om frygt.
— Anna, vent nu lige, mumlede han. — Måske kan vi finde en løsning? Mor blev ophidset, vi blev alle sammen ophidsede…
— Nej, Lars, afbrød hun ham. — Den slags skulle vi have talt om for tre år siden. Dengang din mor første gang flyttede rundt på mine møbler. Dengang hun smed mine planter ud, fordi de “samlede støv”. Dengang hun rodede i mine skuffer og læste mine breve. Du sagde ikke et ord. Du sad bare og spiste hendes frikadeller og nikkede. Nu er det for sent.
Hannes ansigt blev mørkerødt.
— Du kan ikke bevise noget som helst, hvislede hun. — Den lejlighed har Lars arvet efter min mor. Han er den eneste arving.
— Arv er udmærket, nikkede Anna. — Men loven siger også, at forbedringer, der er foretaget under ægteskabet, skal vurderes og deles. Og jeg har forbedret en hel del. Jeg har vidner, kvitteringer og billeder. Hvis I vil i retten, så går vi i retten.
Der faldt en tung stilhed over bordet. Servitricen, som netop var kommet hen for at tage imod bestilling, så ansigterne omkring bordet og trak sig diskret tilbage.
— Hvad?