— Jeg forbyder dig at tage af sted! — Min svigermor stormede ind i vores lejlighed uden så meget som at banke på, mens hun viftede med udskriften af den rejse, vi havde bestilt.
— Jeg forbyder dig at rejse! — Karens stemme sitrede af tilbageholdt raseri, da hun nærmest væltede ind i sin søns hjem uden at give tegn på forhånd.
Anna blev stående som frosset fast midt i køkkenet med gryden i hænderne. Hun kunne næsten ikke tro det syn, der mødte hende. Midt på gulvet stod hendes svigermor i en kostbar pelsfrakke og krammede et stykke papir i hånden. Hendes ansigt var blussende rødt af ophidselse.
Lars sprang op fra bordet, hvor han blot få øjeblikke tidligere havde siddet og spist frokost i ro og mag sammen med sin kone.
— Mor, hvad er der sket? Hvad taler du om?
Karen smækkede papiret ned på bordpladen. Det var en bekræftelse fra et rejsebureau — en bestilling på en ferie til Tyrkiet for to personer.
— Det er dét, der er sket! Naboen Mette så dig gå ind på rejsebureauet! Og det var godt, hun fortalte mig det! Hvordan kunne du gøre sådan noget?
Anna satte forsigtigt gryden fra sig på komfuret og vendte sig derefter mod sin svigermor.
— Karen, Lars og jeg har planlagt den ferie i et halvt år. Hvad er problemet?
Svigermoren værdigede hende ikke engang et blik. Hun fortsatte med at bore øjnene ind i sin søn.
— Problemet er, at min eneste søn vil efterlade sin mor alene i to hele uger! Det er åbenbart ikke nok, at I bor for jer selv — nu skal I også rejse væk til Gud ved hvor!
— Mor, det er bare en ferie, — forsøgte Lars at berolige hende. — Vi er hjemme igen om to uger.
— Og hvad nu, hvis der sker mig noget? — Karen lagde dramatisk hånden mod brystet. — Jeg er otteogtres år gammel! Mit blodtryk farer op og ned, mine led gør ondt! Og så ligger I dér og soler jer på en eller anden strand, mens jeg sidder her helt alene …
Anna mærkede den velkendte irritation begynde at stige i sig. I løbet af tre års ægteskab havde hun allerede været vidne til et utal af den slags “hjerteanfald” fra svigermorens side. De dukkede altid op, så snart hun og Lars planlagde noget, hvor Karen ikke var en del af det.
— Karen, du har en telefon. Hvis der skulle ske noget, kan du altid ringe, — sagde Anna roligt.
Først da flyttede svigermoren blikket over på hende. Det var koldt og fuldt af foragt.
— Jeg taler ikke til dig! Det her er alt sammen din skyld! Før du kom ind i billedet, rejste min søn aldrig nogen steder uden mig!
— Før jeg kom ind i billedet, var din søn femogtyve, — svarede Anna skarpt. — Nu er han toogtredive. Folk bliver voksne, stifter familie og tager på ferie …
— Du skal ikke belære mig om livet! — afbrød Karen hende. — Jeg har opdraget min søn helt alene, uden en mand ved min side! Jeg har viet hele mit liv til ham! Og så kommer der en eller anden … — hun sendte Anna et betydningsfuldt blik — og tager ham fra mig!
Lars stillede sig mellem de to kvinder i et forsøg på at dæmpe situationen.
— Mor, der er ingen, der tager nogen fra dig. Vi vil bare gerne hvile os lidt. Det er vores første rigtige ferie sammen i tre år!
— Man kan sagtens slappe af herhjemme! — snerrede Karen. — For eksempel ude i kolonihaven. Jeg kunne også tage med og få lidt frisk luft …
Anna måtte kæmpe for ikke at rulle med øjnene. Svigermorens kolonihave var et helt kapitel for sig. Hver eneste weekend forventede Karen som en selvfølge, at de kom og hjalp hende: luge bede, reparere ting, gøre rent. Og hver gang fandt hun noget at kritisere sin svigerdatter for — ukrudtet var fjernet forkert, maden smagte ikke af noget, tallerkenerne var ikke vasket ordentligt op.
— Rejsen er allerede betalt, — sagde Lars fast. — Vi aflyser den ikke.
Karen slog ud i luften med hånden.
— Betalt! Og mig har I ikke engang spurgt? Mig, som er din mor!
— Og hvad så? — Anna kunne ikke længere tie stille. — Skal vi bede om lov til hvert eneste skridt, vi tager? Vi er voksne mennesker!
— Lars! — Karen ignorerede Anna demonstrativt. — Vil du virkelig tillade, at hun taler sådan til mig?
Lars så rådvildt fra sin mor til sin kone og tilbage igen.
— Mor, Anna har ret. Vi har lov til at tage på ferie …
— Lov! — gentog Karen hånligt. — Og hvad med pligter over for din mor? Findes de slet ikke længere? Eller har den kvinde — hun pegede stift mod Anna — fuldstændig taget forstanden fra dig?
Anna knyttede hænderne hårdt.