„Den kvinde.” Det var Karens foretrukne måde at omtale hende på. I de tre år, Anna havde været gift med Lars, havde svigermoren ikke én eneste gang brugt hendes navn. Hun var altid bare „hende der”, „din kone” eller slet ingenting.
— Ved du hvad, Karen — Anna trådte et skridt nærmere. — Nu har jeg fået nok. Nok af dine fornærmelser, dine følelsesmæssige afpresninger og dine evige optrin. Vi tager af sted, uanset om du bryder dig om det eller ej.
Karens ansigt blev mørkerødt.
— Lars! Hørte du det? Hun står her og krænker mig. Din egen mor!
— Jeg siger bare sandheden! — Anna kunne ikke længere holde sig tilbage. — Du blander dig i alt, hvad vi foretager os. Du ringer ti gange om dagen, du forlanger at vide, hvor vi er, hvem vi er sammen med, og hvad vi laver. Det er ikke normalt!
— Det, der ikke er normalt, er når en søn glemmer sin mor! — hvæsede Karen. — Når en hustru vender ham imod den kvinde, der har født ham!
— Jeg vender ingen imod nogen! Jeg vil bare have lov til at leve mit eget liv!
— Dit eget liv? — Karen lo kort og spydigt. — Og den lejlighed, I bor i, hvem var med til at skaffe jer den? Skal jeg minde dig om, hvem der hjalp med udbetalingen?
Der var den. Hendes stærkeste kort. Da Anna og Lars havde købt lejligheden, havde Karen ganske rigtigt givet dem halvtreds tusind kroner til den første udbetaling. Siden da havde hun grebet enhver anledning til at minde dem om det.
— Vi betaler dig tilbage hver eneste måned! — sagde Anna skarpt. — Tusind kroner, præcis som vi aftalte.
— Penge er én ting. Taknemmelighed er noget helt andet! — svarede Karen. — En ordentlig opdraget ung kvinde ville sætte pris på sin svigermors hjælp i stedet for at stå og være uforskammet.
— En ordentlig opdraget svigermor ville ikke mase sig ind i andres hjem uden at være inviteret! — skød Anna tilbage.
— Det er min søns hjem!
— Og mit! Vi er gift, hvis det skulle være gået din næse forbi.
Karen fnøs hånligt.
— Gift… Ja, lad os nu se, hvor længe det varer. Lars — hun drejede hovedet mod sin søn, som indtil nu havde stået tavs. — Enten mig eller hende. Vælg.
Køkkenet blev fuldstændig stille. Anna stirrede på sin mand og holdt vejret. Så var øjeblikket kommet. I tre år havde hun slugt Karens angreb i håb om, at Lars en dag ville sætte en grænse for sin mor. Nu stod han dér, midt i det hele, og kunne ikke længere undvige.
Lars blev bleg. Hans blik flakkede fra Karen til Anna og tilbage igen.
— Mor, du skal ikke stille mig sådan et ultimatum…
— Jo, det skal jeg netop! — afbrød Karen ham. — Jeg finder mig ikke længere i den persons frækhed. Enten bliver du skilt fra hende, eller også kan du glemme, at du har en mor.
Anna mærkede det, som om hjertet sank tungt ned i maven. Kunne Karen virkelig gå så langt?
— Mor, det kan du ikke mene alvorligt… — mumlede Lars.
— Jo, jeg mener det i allerhøjeste grad! Jeg har fået nok af at blive ydmyget. Din kone respekterer mig ikke, hun taler grimt til mig, og hun forsøger at få dig over på sin side. Det finder jeg mig ikke i mere.
Lars stod mellem de to kvinder som mellem hammer og ambolt. Anna kunne se, hvordan han desperat ledte efter en udvej, et eller andet, der kunne dæmpe situationen uden at såre nogen.
— Lad os alle sammen falde lidt ned — sagde han til sidst. — Mor, tag hjem nu. Få ro på. Så taler vi sammen senere.
— Nej! — Karen trampede i gulvet. — Jeg går ingen steder, før jeg har hørt dit svar. Hvem vælger du?
Lars trak vejret dybt og så direkte på sin mor.
— Mor, jeg elsker dig. Du er min mor, og det vil aldrig ændre sig. Men Anna er min kone. Jeg har afgivet et løfte til hende foran mennesker og Gud. Det løfte bryder jeg ikke.
Karen trådte et skridt tilbage, som om han havde slået hende.
— Så du vælger hende?
— Jeg vælger min egen familie — sagde Lars fast. — Og du vil altid kunne være en del af den familie, hvis du ønsker det. Men du er nødt til at respektere min kone. Og vores beslutninger.
— Respektere? — Karen brød ud i en skinger latter. — Skal jeg respektere den… den…
— Nok! — Lars hævede stemmen, og det skete så sjældent, at både Anna og Karen stivnede. — Mor, jeg beder dig om at gå. Nu. Når du er faldet til ro, kan du ringe, og så taler vi ordentligt sammen.
Karen så på sin søn, som om hun betragtede ham for allerførste gang.
— Jeg har opdraget en utaknemmelig søn — hviskede hun giftigt. — Jeg har viet hele mit liv til dig.