— Jeg har fået lejligheden skrevet over i min mors navn, og pengene har jeg givet til min søster! — lo Lars hånligt, mens han satte skilsmissen i gang.
Anna stod ved vinduet og så ud på oktobertræerne, hvor vinden rev de sidste blade løs fra grenene. Regnen faldt udenfor, og dråberne gled langsomt ned ad ruden. Inde i lejligheden var der lunt og trygt; alt bar præg af mange års arbejde. Hver eneste ting, hvert møbel og hver lille detalje var valgt med omtanke og kærlighed. Det var deres rede, deres hjem, som Anna og Lars havde købt fem år tidligere, kort tid efter brylluppet.
Lejligheden var registreret i begges navne. Dengang havde det føltes både rigtigt og naturligt. De var unge, gift, fulde af fælles drømme og sikre på, at fremtiden lå åben foran dem. Anna arbejdede som leder i et stort logistikfirma, mens Lars var ingeniør på en fabrik. De sparede op sammen, glædede sig sammen over hver eneste lille fremgang og følte, at de skridt for skridt nærmede sig det liv, de havde ønsket sig.
Men med årene begyndte noget at slå revner mellem dem. Eller rettere: Det var ikke blot en revne. Det var en kløft, som langsomt og målrettet blev gravet dybere af Annas svigermor, Ingrid.
Ingrid lod aldrig en lejlighed gå fra sig, hvis hun kunne minde sin søn om, at ejendom og penge skulle blive i familien. Med “familien” mente hun udelukkende blodets bånd. En svigerdatter var i hendes øjne kun en midlertidig skikkelse, et menneske, der når som helst kunne forsvinde ud af Lars’ liv.
— Lars, tænk dig nu om, — sagde Ingrid, hver gang hun kom på besøg. — Hvad hvis der sker noget? En skilsmisse, Gud forbyde det. Lejligheden er fælles. Så tager din kone halvdelen. Og du har slidt i årevis, bare for at give det hele væk til en anden?
I begyndelsen slog Lars det hen. Anna så tydeligt, hvordan hans pande trak sig sammen, når hans mor begyndte på den sædvanlige tale. Men lidt efter lidt ændrede der sig noget. Ingrid var som vand, der langsomt udhuler sten: stille, vedholdende og ubønhørlig. Hendes ord begyndte at fæstne sig i Lars’ tanker.
Anna mærkede forandringen. Hendes mand blev mere fjern, mere lukket. Tidligere havde de talt åbent om økonomi, planer og udgifter, men nu gled Lars af, så snart emnet dukkede op.
— Lars, skal vi ikke se på, hvordan vi kan spare op til at sætte børneværelset i stand? — spurgte Anna en dag.
— Hm. Det tager vi senere, — svarede han uden at løfte blikket fra sin telefon.
De havde en søn på syv år, Mikkel. Han var lige begyndt i første klasse, og Anna ville gerne indrette en ordentlig studieplads til ham. Derudover ønskede hun at melde ham til ekstra matematikundervisning. Drengen havde talent, det var hun sikker på, og hun ville ikke lade hans muligheder gå til spilde.
Alt dette krævede penge. Derfor lagde Anna hver måned et fast beløb til side. Hun sparede tålmodigt og nægtede sig selv mange små glæder. I stedet for at købe en ny efterårsfrakke brugte hun den gamle endnu en sæson. I stedet for cafébesøg med veninderne lavede hun mad derhjemme og satte forskellen ind på opsparingen.
— Lægger du også penge til side? — spurgte hun Lars.
— Selvfølgelig, — svarede han. — Det har jeg jo lovet. Vi sparer op sammen.
Anna troede på ham. Hvorfor skulle hun ikke gøre det? Hun havde levet sammen med denne mand i otte år. Lars havde altid virket pålidelig og ansvarsbevidst. Netop de egenskaber havde engang fået hende til at elske ham.
Virkeligheden viste sig bare at være en helt anden.
Mod slutningen af september blev Lars usædvanligt nervøs. Han gik ofte ind i et andet værelse med telefonen og talte dæmpet. Anna lyttede ikke med vilje, men enkelte brudstykker nåede alligevel frem til hende.
— Mor, jeg siger jo, det hele skal nok gå… Ja, jeg gør det sådan… Selvfølgelig får hun ingenting at vide.
En kold uro begyndte at snige sig ind i Anna. Hvad var det, hun ikke måtte få at vide? Hvad var det, Lars og Ingrid talte om?
En aften besluttede Anna sig for at spørge direkte.
— Lars, er der noget galt mellem os? Du har været så mærkelig på det sidste.
— Alt er fint, — mumlede han uden at tage øjnene fra computerskærmen. — Hvor får du det fra?
— Du hvisker hele tiden med din mor. Og i det hele taget virker du, som om du skjuler noget.
— Anna, der er problemer på arbejdet, det er det hele. Et kompliceret projekt. Lad være med at opfinde noget, der ikke findes.
Anna valgte ikke at presse ham yderligere. Måske var der virkelig vanskeligheder på jobbet. Lars havde før haft perioder, hvor han kom hjem udmattet, kort for hovedet og irritabel.
Alligevel blev en stemme inden i hende ved med at hviske, at det ikke kun handlede om arbejde.
Imens handlede Lars. Ikke impulsivt, ikke åbent, men stille og systematisk, nøjagtigt efter den plan, Ingrid havde lagt for ham.
Hans mor havde overbevist ham om, at Anna før eller siden ville kræve skilsmisse og tage halvdelen af lejligheden med sig. Ifølge Ingrid gjorde alle kvinder det samme. Først spillede de kærlige hustruer, og bagefter ragede de til sig af alt, hvad der var blevet bygget op.
— Lars, du er nødt til at beskytte dig selv, — hviskede hans mor igen og igen. — Få lejligheden skrevet over på mig. Det er kun midlertidigt. Når alt er faldet til ro, giver jeg den tilbage til dig. På den måde er du i sikkerhed.
— Og hvis Anna opdager det? — spurgte Lars tøvende.
— Hvordan skulle hun opdage det? Du fortæller hende det ikke. Du ordner det hele stille og roligt. Og hvis det en dag bliver nødvendigt, kan du altid sige, at vi gjorde det for at sikre familiens værdier.
Lars vaklede, men moderens autoritet vandt. Ingrid vidste præcis, hvilke knapper hun skulle trykke på. Hun mindede sin søn om, at han altid havde lyttet til hende, at hun hele livet havde arbejdet for hans skyld, og at ingen andre end hans mor virkelig ønskede ham det bedste.
I begyndelsen af oktober fik Lars udarbejdet en gaveaftale. I virkeligheden krævede det også samtykke fra den anden ejer, altså Anna. Men Lars fandt en måde at omgå kravet på. En notar, som Ingrid kendte, hjalp med papirerne. Lars forfalskede sin kones underskrift, og dokumenterne blev registreret.
Lejligheden tilhørte nu Ingrid.
Næste skridt var opsparingen. Anna havde en særskilt konto, som Lars ikke kunne røre. Men ægteparret havde også en fælles konto, hvor de satte penge ind til større udgifter. Der stod et betydeligt beløb — resultatet af flere års afsavn og planlægning.
Lars hævede det hele. Han gjorde det på én dag, mens Anna var på arbejde. Han gik ganske enkelt i banken og fik pengene udbetalt kontant.
Derefter gav han hele beløbet videre til sin søster, Helle.
Helle boede i en anden by og havde altid drømt om at starte sin egen forretning. Den ene måned talte hun om en skønhedssalon, den næste om en blomsterbutik, og senere var det noget helt tredje. Drømmene skiftede hele tiden, men én ting forblev uændret: Hun manglede penge til at føre dem ud i livet.
— Helle, tag dem her, — sagde Lars og rakte sin søster kuverten med pengene. — Kom i gang med din virksomhed. Bare sig det ikke til nogen, især ikke Anna.
— Hvor har du alle de penge fra? — spurgte Helle forbavset.
— Jeg har sparet dem op. Det er mine penge. Jeg vil gerne hjælpe dig.
Helle stillede ikke flere spørgsmål. Penge var penge. Hun tog imod kuverten og gik glad derfra.