På vejen hjem svævede Helle næsten af sted, mens hun allerede byggede nye planer op i hovedet.
Lars følte sig som dagens store helt. Han havde hjulpet sin mor, han havde hjulpet sin søster, og samtidig havde han efter egen mening sikret familiens værdier mod Annas mulige krav. Ingrid roste sin søn uden ophør og forsikrede ham om, at han havde handlet både klogt og fremsynet.
— Nu er alting i sikkerhed, sagde hun tilfreds. — Du har gjort det rigtige, min dreng. Sådan opfører en rigtig mand sig.
Der manglede kun én ting: Anna skulle skubbes ud af billedet. Lars vidste godt, at han ikke kunne trække tiden meget længere. Før eller siden ville hans kone opdage, at pengene var forsvundet fra kontoen. Derfor måtte han komme hende i forkøbet.
Midt i oktober indgav Lars skilsmissebegæringen til retten. Han gjorde det uden at sige et ord til Anna. Han samlede bare de nødvendige papirer, udfyldte ansøgningen og afleverede det hele.
Som formel begrundelse skrev han, at deres personligheder ikke længere passede sammen, og at et fortsat samliv var umuligt. Retten fastsatte et indledende møde en måned senere.
Det gav Lars tid nok til at forberede Anna på det, han kaldte det uundgåelige.
Om aftenen den 20. oktober kom han hjem i usædvanligt godt humør. Han stod endda og nynnede for sig selv, mens han tog overtøjet af ude i entréen.
Anna var i køkkenet og var ved at lave aftensmad. Mikkel sad ved bordet med farveblyanterne spredt foran sig.
— Mor, se! Jeg har tegnet en drage! råbte drengen glad.
— Den er virkelig flot, svarede Anna med et smil, mens hun dækkede bord. — Lars, vil du spise med?
— Om lidt, sagde han og gik ind i stuen.
Anna regnede med, at han bare ville skifte tøj. Men allerede efter et øjeblik var han tilbage. Han standsede i døråbningen og lænede skulderen mod karmen.
Der lå et mærkeligt smil over hans ansigt. Den slags smil mennesker tager på, når de vil skabe en særlig effekt.
— Mikkel, gå ind på dit værelse og leg lidt, sagde Lars til sin søn.
— Men jeg har ikke engang spist endnu, protesterede drengen.
— Jeg sagde, gå ind på dit værelse.
Faderens tone gav ikke plads til diskussion. Mikkel pustede utilfreds, men adlød. Han samlede sin tegning op og forsvandt.
Anna mærkede straks en uro brede sig. Lars opførte sig kun sådan, når han ville fortælle noget vigtigt. Og som regel var det noget ubehageligt.
— Hvad er der sket? spurgte hun og tørrede hænderne i viskestykket.
Lars holdt en kunstpause, næsten som om han stod på en scene. Så sagde han langsomt, med tydelig vægt på hvert eneste ord:
— Jeg har søgt om skilsmisse. Og ja, der er mere endnu.
Anna stivnede. Ordene nåede hende ikke med det samme. Skilsmisse? Hvorfor? Hvad talte han om?
— Jeg forstår ikke, sagde hun lavt. — Hvad mener du?
— Jeg mener, at vores ægteskab er slut, svarede Lars og smilede. — Og ved du, hvad det morsomme er? Du har ikke noget tilbage.
Han lo højt. Som om han netop havde leveret en fremragende vittighed.
— Lejligheden har jeg overdraget til min mor. Alle pengene på fælleskontoen har jeg hævet og givet til min søster, så hun kan starte sin virksomhed. Så lad være med at gøre dig forhåbninger. Du står uden noget som helst.
Anna blev stående og betragtede manden foran sig, den mand der engang havde været hendes ægtefælle. Hun så undersøgende på ham og forsøgte at afgøre, om han mente det alvorligt, eller om han bare havde fundet på en usædvanligt grusom spøg.
Men hans blik gjorde det klart: Det var ingen spøg.
— Sig det én gang til, bad hun stille. — Jeg vil være sikker på, at jeg har forstået dig rigtigt.
— Med glæde, sagde Lars og livede endnu mere op. — Lejligheden tilhører ikke længere dig. Pengene gør heller ikke. Jeg har ordnet det hele. Du kan godt begynde at pakke dine ting og finde et andet sted at bo. Og skilsmissen er allerede sat i gang. Snart er du slet ikke mit problem længere.
— Hvor længe har du planlagt det her?
— Længe, svarede han og slog ud med hånden. — Det var mors idé. Hun har altid sagt, at værdier skal holdes i sikre hænder. En kone er kun midlertidig. I dag er hun her, i morgen er hun væk.
— Det forstår jeg, sagde Anna og nikkede.
Hun vendte sig om og gik ind i soveværelset. Lars blev siddende i køkkenet, gennemtilfreds med sig selv. Han ventede på tårer, skrig, anklager og hysteri. Men Anna reagerede forbavsende roligt.
Inde i soveværelset åbnede hun skabet og tog mappen med dokumenter frem. Hun bladrede systematisk papirerne igennem. Ejendomsdokumenterne til lejligheden, købsaftalen, kontoudskrifterne.
Alt lå præcis, hvor det skulle.
Anna gik tilbage til køkkenet. Lars sad ved bordet og spiste den sidste suppe. Samtalen havde åbenbart givet ham appetit.
— Lars, sagde hun roligt og lagde papirerne foran ham på bordet. — Tror du virkelig, at det er så enkelt?
— Hvorfor? Er du i tvivl? fnøs han med et grin.
— Ja, det er jeg. Lejligheden står i begges navn. Hvis du skulle overdrage den til din mor, krævede det mit samtykke. Og det har jeg aldrig givet.
— Jo, du har. Du kan bare ikke huske det, sagde Lars let henkastet.
— Så min underskrift er forfalsket?
— Og hvad så? Det hele er allerede registreret. Det er for sent at ændre noget nu.
Anna bed sig i læben. Hun trak vejret langsomt og kontrolleret. Hun måtte holde hovedet koldt. Hun måtte ikke lade følelserne få overtaget.
— Godt. Og pengene hævede du fra kontoen uden at informere mig?
— Det var en fælles konto. Jeg havde ret til det.
— Du havde adgang til kontoen, ja. Men du brugte ikke pengene på familien. Du gav dem til din søster. Det er noget helt andet. Det er misbrug af fælles midler.
— Bevis det, snerrede Lars.
— Det skal jeg nok, sagde Anna.
Hun samlede dokumenterne sammen og tog sin telefon frem.
— Lars, ved du godt, at dokumentfalsk er en strafbar handling? En falsk underskrift kan uden større besvær undersøges af en ekspert.
— Hvem skulle gide beskæftige sig med det? Han slog afværgende ud med hånden. — Ingen kommer til at bruge tid på den slags.
— Det gør jeg, svarede Anna uden at hæve stemmen. — Vi ses i retten. Så finder vi ud af, hvem der ender uden noget.
Lars holdt op med at spise. For første gang den aften gled en skygge af usikkerhed over hans ansigt.
— Truer du mig?
— Nej. Jeg forklarer dig bare, hvordan det kommer til at forløbe. Du har indgivet skilsmissebegæring. Fint. Jeg deltager i sagen. Samtidig indgiver jeg krav om at få overdragelsen kendt ugyldig, om deling af formuen og om erstatning for de penge, du hævede uden mit samtykke.
— Rend mig! brummede Lars. — Det er allerede sket. Du kommer aldrig til at bevise noget.
— Det får vi se, svarede Anna og trak på skuldrene.
Hun vendte sig om og forlod køkkenet. Lars blev alene tilbage. Pludselig smagte aftensmaden ikke længere nær så godt.
De følgende to uger gik i en spændt tavshed. Lars boede i lejligheden, som om han befandt sig på toppen af en vulkan. Anna lavede ingen scener, hun råbte ikke, og hun græd ikke. Hun passede bare sine ting i stilhed. Om morgenen tog hun på arbejde, om aftenen kom hun hjem, lavede mad til Mikkel og lagde ham i seng.
Med sin mand talte hun kun så lidt som muligt. Kun det nødvendige. Kun det, der handlede om drengen.
Lars kunne ikke finde ud af, hvad der foregik. Han havde forventet raseri, trusler, bønner og sammenbrud. Men Anna opførte sig, som om intet særligt var hændt. Det rystede ham langt mere, end tårer nogensinde kunne have gjort.
Flere gange forsøgte han at få hende i tale.
— Anna, kan vi ikke gennemgå situationen stille og roligt?
— Det gør vi i retten, svarede hun uden at løfte blikket fra bogen.
— Synes du ikke, du overdriver? Det er jo ikke så slemt det hele.
— Det får vi se.