— Jeg gik med til, at din søster kunne bo hos os, mens hun læste, men det sluttede altså for et halvt år siden. Nu er det på tide, at hun pakker sine ting og forsvinder. Jeg har fået nok af den dovne snylter.
Annas stemme var rolig, næsten helt blottet for følelser. Men måden, hun satte sin tallerken ned i vasken på, lige ved siden af Mettes fedtede service med størknede sovsepletter, sagde mere end et skænderi kunne have gjort. Lars fór let sammen, da porcelænet slog hårdt mod metallet, og først da løftede han langsomt blikket fra sin aftensmad. I flere dage havde han ladet, som om han ikke mærkede den spænding, der voksede mellem dem, men den skarpe lyd brød igennem hans behagelige ligegyldighed.
— Hvad er der nu galt? spurgte han og havde tydeligvis svært ved at rive sig løs fra kødstykket på tallerkenen. Der var hverken omsorg eller reel interesse i hans stemme, kun en træt irritation, som om hun igen forstyrrede ham med noget uvæsentligt.
— Hvad der er galt? Anna vendte sig helt mod ham, lænede hoften mod køkkenbordet og lagde armene over kors. Hendes blik var hårdt og køligt. — Synes du selv, alt er i orden, Lars? Din færdiguddannede søster har spist, efterladt sit svineri, som om hun sad på en restaurant, og er derefter stukket af i byen.
Jeg har lige båret en hel bunke våde håndklæder ud fra badeværelset og tørret en pøl op, hvor hun havde smurt foundation ud over gulvet. Og nu forventes det vel også, at jeg vasker hendes tallerkener op, fordi “hendes højhed” i morgen tidlig ikke bryder sig om at drikke kaffe ved siden af en beskidt vask. Er det normalt i dine øjne?
Lars sank den bid, han havde i munden, lagde gaflen fra sig og udstødte et dybt suk, som om han bar hele verdens byrde. Samtalen var ubehagelig for ham. Han ønskede bare ro, fred og lidt stille hjemlighed efter arbejdsdagen. At skulle agere dommer i en konflikt mellem kvinder var det sidste, han havde lyst til.
— Lad nu være med at begynde igen, Anna. Hun prøver jo. Hun leder efter arbejde. Hun forsøger at finde ud af, hvem hun er. Det er en svær periode for hende, og hun har brug for tid til at vænne sig til voksenlivet.
Ordene var så forudsigelige og slidte, at de ikke længere kunne ramme Anna. Hun lo blot kort, tørt og helt uden munterhed. Det var latteren fra et menneske, der havde hørt den samme plade hundrede gange og kendte hver eneste ridse i den.
— Det er mig, der har det svært, Lars. Det er mig, der hver dag kommer hjem til en lejlighed, som ligner en blanding af et billigt hostel og en skønhedssalon. Jeg gør rent, laver mad og vasker tøj for tre personer, mens din søster “finder sig selv” i klubber og indkøbscentre. Hun søger ikke arbejde. Hun gider ikke engang lade som om. Hun lever bare på vores regning og udnytter, at du ikke kan sige fra.
— Nu går du for langt! Hans stemme blev højere, og han pressede fornærmet læberne sammen. — Hun er min søster. Jeg kan ikke bare smide hende ud på gaden.
— Det kan jeg, svarede Anna straks. Hendes ro var næsten mere skræmmende end vrede. Hun råbte ikke og lavede ingen scene; hun afsagde en dom. — Hun får én uge. Syv dage til at finde et andet sted at “søge efter sig selv”. En lejlighed, et værelse, en veninde, hvad som helst. Hvis hun stadig bor her om syv dage, flytter jeg. Jeg har allerede været ude at se på et sted. Så kan du selv beslutte, hvem af os du vil forsørge fremover. Hende eller mig.
Morgenen efter det endelige ultimatum begyndte ikke med råb, men med stilhed. En tung, klæbrig tavshed havde lagt sig over lejligheden og gjort luften tæt. Som altid stod Anna op klokken syv. Hun bryggede kaffe til to kopper, ristede to skiver brød og satte en tallerken med omelet på bordet — til én person. Da Lars kom ind i køkkenet, krøllet efter søvnen og med et mørkt ansigt, stod hans portion allerede klar. Han satte sig uden et ord og undgik hendes blik. Han havde håbet, at Anna var faldet til ro i løbet af natten, at det hele blot havde været et følelsesmæssigt udbrud. Men den perfekte orden på bordet, dækket strengt og udelukkende til to, tog også hans sidste håb.