— Jeg har ikke tænkt mig at dele noget som helst op i småstykker! Lejligheden er min, og sådan er det! — sagde jeg skarpt og så min mand direkte i øjnene.
Anna låste døren op til sin egen lejlighed og blev stående et øjeblik på tærsklen, sådan som hun så ofte havde gjort de seneste år. Foran hende lå den rummelige stue med det høje loft, de store vinduer, hvor sollyset strømmede ind, og parketgulvet, som hendes forældre engang selv havde lagt med deres egne hænder.
Den treværelses lejlighed midt i byen var den arv, hun havde fået efter sine forældres død. Hvert hjørne bar stadig spor af dem: aftenerne sammen, latteren, varmen og følelsen af at høre til.
Da Lars friede til hende, tøvede Anna ikke et sekund med at foreslå, at han flyttede ind hos hende. Der var rigeligt med plads, og lejligheden var stor. Lars sagde ja med det samme, trak hende ind til sig, kyssede hende og erklærede, at det var en glimrende idé. Brylluppet blev holdt enkelt og uden unødig pragt. Efter bryllupsrejsen begyndte de at gøre boligen til deres fælles hjem.
Anna arbejdede som indretningsdesigner. Lars var ansat i et IT-firma. Sammen besluttede de at sætte lejligheden i stand. De købte en ny sofa til stuen, skiftede de gamle gardiner ud med moderne persienner og lavede køkkenet helt om med lyse fronter og indbyggede hvidevarer. Hver eneste forandring glædede Anna. Langsomt ændrede lejligheden karakter og blev ikke længere kun hendes, men deres hjem.
Lars inviterede tit venner på besøg. De sad i køkkenet, drak øl og talte om fodbold eller computerspil. Vennerne kunne næsten aldrig lade være med at sige beundrende:
— Lars, du har virkelig fået indrettet dig godt i livet. Sikke en lejlighed, og så en smuk kone oveni. Du er godt nok heldig.
Lars smilede bare og protesterede ikke. Anna hørte bemærkningerne, men hun tog dem ikke ilde op. Lejligheden var jo virkelig dejlig, og for hende føltes det helt naturligt at dele den med sin mand.
Det første halve år forløb stille og fredeligt. Anna arbejdede hjemmefra og sad som regel ved computeren på kontoret, hvor hun tegnede planer og lavede projekter. Lars kom sent hjem, træt, men tilfreds. Om aftenen spiste de sammen, så serier og talte om, hvad de skulle lave i weekenden. Hverdagen gled roligt af sted uden skænderier og uden større problemer.
Alt begyndte at ændre sig, da svigermoren kom oftere forbi. Hanne boede i nabobydelen i en gammel toværelses lejlighed, som hun havde lejet i mange år. Tidligere havde hun kun vist sig ved højtider eller særlige lejligheder. Men efter brylluppet blev hendes besøg mere og mere hyppige.
I begyndelsen kom hun med kage.
— Lille Anna, jeg har bagt lidt. I må smage. Min Lars elsker æblekage.
Anna takkede hende, satte vand over til te og dækkede bord. Hanne satte sig, drak sin te og rejste sig derefter for at gå rundt i rummene.
— Hvor er her dog flot overalt. Planløsningen er praktisk, og der er så meget lys. Renoveringen ser også helt ny ud. Man kan mærke, at der er lagt sjæl i.
— Mange tak, Hanne — svarede Anna høfligt.
Svigermoren gik ind i soveværelset, betragtede skabene og stak også hovedet ind på kontoret.
— Og hvad har I her? Et arbejdsrum?
— Ja, jeg arbejder hjemmefra.
— Det må være bekvemt, selvfølgelig. Et helt værelse kun til arbejde. Det er da noget af en luksus.
Ordene lød venlige nok, men Anna fornemmede noget andet under overfladen. Ikke egentlig misundelse, snarere en form for vurdering. Som om Hanne stod og regnede på, hvordan den plads ellers kunne bruges.
Besøgene fortsatte. Den ene gang dukkede Hanne op med småkager, den næste gang var hun “bare lige kommet forbi, fordi hun alligevel var i nærheden”. Det skete også, at hun kom midt på dagen, mens Lars var på arbejde. Anna åbnede døren og lukkede hende ind, men indeni voksede en uro, hun ikke kunne ryste af sig. Svigermoren studerede lejligheden alt for grundigt og stillede alt for mange spørgsmål om rumfordelingen, kvadratmeterne og boligpriserne i kvarteret.
En dag stillede Hanne sig ved vinduet i Annas arbejdsrum og så ud over gården.
— Der er en smuk udsigt herfra. Stille, grønt og roligt. Sådan en beliggenhed er guld værd.
— Ja, mine forældre holdt meget af dette område.
— Dine forældre, siger du? Så lejligheden kommer altså fra dem?