— Ja.
— Nå, sådan hænger det sammen. Du har været heldig, lille Anna. Det er ikke alle, der får sådan en arv.
Anna sagde ingenting. Ordene “du har været heldig” skar ubehageligt i hende. Som om lejligheden, der var blevet hendes efter forældrenes død, var en gevinst og ikke noget, der var kommet ud af et tab.
Lars lod ikke til at tage notits af sin mors mange spørgsmål. Når Anna forsøgte at nævne, at Hanne kom oftere og oftere, trak han bare på skuldrene.
— Helt ærligt, hvad betyder det? Min mor kigger forbi, fordi hun er alene og keder sig. Det er da ikke noget at gøre et nummer ud af.
— Men hver gang går hun rundt og ser på det hele, som om hun vurderer lejligheden.
— Du bilder dig ting ind. Lad være med at lægge så meget i alting.
Anna pressede ikke mere på. Måske overdrev hun virkelig. Hanne opførte sig jo pænt, smilede, takkede altid for teen og sagde de rigtige ting. Det ville være dumt at skabe en konflikt ud af noget, der måske slet ikke var der.
Nogle måneder senere fortalte Lars’ søster, Mette, at hun var blevet forlovet. Hun var fireogtyve, arbejdede som manager og tjente ikke ret meget. Hendes forlovede, Mads, havde arbejde på en byggeplads. De boede sammen i en lille etværelses lejebolig, men pengene rakte knap nok, når huslejen var betalt.
Brylluppet blev holdt beskedent på en café med omkring tredive gæster. Hanne strålede, holdt taler og omfavnede sin datter igen og igen. Lars ønskede sin søster tillykke, og Anna sagde også nogle varme ord. Festen forløb hyggeligt, og gæsterne tog først hjem sent på aftenen.
En uge efter brylluppet dukkede Hanne op hos dem igen. Denne gang havde hun ingen kage med. Hendes ansigt var alvorligt, og i hånden bar hun en taske. Lars var hjemme og sad i sofaen foran fjernsynet. Anna stod i køkkenet og var ved at lave aftensmad.
— Lars, Anna, vi er nødt til at tale sammen, sagde Hanne, da hun trådte ind i stuen.
Anna tørrede hænderne og kom ud fra køkkenet. Hanne satte sig ved bordet og tog nogle papirer op af tasken. Lars rykkede tættere på hende, mens Anna blev stående.
— Hvad drejer det sig om, Hanne?
— Om Mette. Hun og Mads har store problemer med boligen. Lejen er alt for høj, den sluger det meste af deres løn. De kan ikke købe noget selv, for de har simpelthen ikke pengene.
— Det er jo deres ansvar, sagde Anna forsigtigt. — De er voksne mennesker.
— Selvfølgelig er de voksne. Men vi er familie, og i en familie hjælper man hinanden.
Anna mærkede kroppen spænde. Ordet “hjælper” lød pludselig ikke helt uskyldigt.
— Og hvordan forestiller I jer så, at man skal hjælpe?
Hanne så først på Lars og derefter på Anna. Så smilede hun.
— I har jo masser af plads her. Tre værelser til kun to mennesker. Man kan næsten sige, at der er overflødige kvadratmeter.
— Overflødige? Anna kneb øjnene sammen. — Hvad mener du med det?
— Jeg tænkte bare, at man kunne bytte lejligheden om til to mindre etværelses. Én til jer og én til Mette og Mads. Så ville alle få noget ud af det. Vi har allerede kigget på nogle muligheder, se her, der er billeder og oplysninger.
Hun sagde det så hverdagsagtigt, som om hun blot foreslog, at de skulle gå ned og købe brød. Anna blev stående helt stille og kunne ikke få ordene til at give mening. Bytte lejligheden væk? Hendes lejlighed?
— Mener du det alvorligt? Hendes stemme rystede.
— Naturligvis gør jeg det. Så kunne hver familie bo for sig. Mette ville få sit eget hjem, og I ville stadig have en bolig. Og hvis der blev lidt penge tilovers, kunne jeg tage på et kurophold og få styr på helbredet.
Hanne talte fast og selvsikkert videre, som om hun ikke diskuterede en andens ejendom, men en fælles familieressource, der blot skulle fordeles fornuftigt. Anna lyttede og mærkede, hvordan alt i hende strammede til.
— Hanne, det her er min lejlighed, sagde hun langsomt.
— Ja, selvfølgelig er den din. Men du og Lars er jo gift. I er en familie. Så deler man.
— Nej, det gør man ikke i det her tilfælde. Jeg fik lejligheden fra mine forældre, før Lars og jeg blev gift. Den er min personlige ejendom.
— Åh, hvad betyder det nu? I lever sammen, og man må hjælpe sine nærmeste.
Anna vendte blikket mod sin mand. Lars sagde stadig ikke noget. Han stirrede ned i gulvet, ansigtet var anspændt, og læberne var presset hårdt sammen.
— Lars, vil du slet ikke sige noget?