Da skilsmissepapirerne var afleveret, regnede eksmanden med at kunne efterlade sin kone uden både penge og hjem — men han havde ikke forudset, hvad der ventede ham.
Anna havde stået i næsten ti minutter og tørret de samme kopper af igen og igen. Tankerne filtrede sig sammen i hovedet på hende, og fingrene rystede så meget, at porcelænet klirrede svagt. Lars’ stemme blev ved med at runge i hendes ører:
“Jeg har indgivet begæring om skilsmisse. Huset bliver mit, og det gør pengene også. Du ved jo godt selv, at det hele står i mit navn.”
Toogtredive års ægteskab. Toogtredive år! Og så blev det hele fejet væk med én enkelt sætning. Han havde ikke engang sagt det under en alvorlig samtale ved middagsbordet, men nærmest i forbifarten, mens han lagde nogle papirer ned i sin taske.
Telefonen vibrerede. Det var hendes søn.
— Mor? Hvordan har du det? — Mikkels stemme var fuld af uro.
— Jeg klarer mig, — svarede Anna og sank den klump, der havde sat sig fast i halsen. — Alt er i orden.
— Far har ringet. Er det sandt?
— Ja.
— Åh Gud, mor, hvordan kan du lyde så rolig? Han… han vil skilles fra dig!
— Hvad synes du, jeg skal gøre, Mikkel? Skrige? Gå i opløsning?
Hun stillede koppen tilbage på hylden. I toogtredive år havde hun sat dem på plads efter størrelse. Lars kunne lide orden.
— Han sagde, at huset og kontiene tilhører ham, — hviskede hun.
— Hvad?! Hvordan kan han finde på det? I har jo skabt det hele sammen!
— Sammen… — Anna trak bittert på smilebåndet. — Men papirerne står i hans navn, Mikkel.
Det ringede på døren. Udenfor stod naboen Hanne, den eneste veninde, som gennem årene ikke havde trukket sig fra dem, selv om Lars altid havde levet lukket og holdt folk på afstand.
— Anna, kære! — Hanne slog armene hårdt om hende. — Alle ved det allerede. Det er… det er din mand!
— Hvordan? — Anna kunne næsten ikke få andet frem.
— Pia fra den anden opgang så ham med en yngre kvinde. De var ude at kigge på en nybygget lejlighed. Din mand sagde til hende: “Efter skilsmissen flytter vi ind her.”
Anna måtte støtte sig mod væggen. Det føltes, som om noget dybt inde i hende knækkede.
— Så han har… en anden?
— Vidste du det ikke? — Hanne førte hånden op til munden. — Åh, hvor er jeg dum…
Den nat fik Anna ikke lukket et øje. Hun sad og bladrede i gamle fotografier. Her var brylluppet — hun i en enkel hvid kjole, ansigtet lyst af glæde. Her var deres første ferie — hav, sol og unge smil. Her var Mikkel som lille dreng. Men fra de sidste fem år fandtes der næsten ingen billeder af dem sammen. Kun Lars alene, på konferencer, til præsentationer og under forretningsrejser.
Om morgenen opdagede hun, at pengeskabet i Lars’ arbejdsværelse stod åbent. Alle dokumenterne var væk. Selv papirerne på huset, som de havde bygget i fællesskab. Anna huskede stadig, hvordan hun havde båret mursten, valgt tapeter og afleveret sin lærerløn, når der manglede penge.
— Jeg kan ikke bare give op så let, — sagde hun til sit spejlbillede.
På advokatkontoret var luften kølig, og der hang en tydelig duft af kaffe.
— Jeg hedder Mette, — præsenterede advokaten sig. — Fortæl mig, hvad der er sket.
Anna talte hakkende og måtte flere gange standse for at samle sig.
— Jeg troede altid… vi var jo en familie… jeg tænkte ikke over papirerne…
— Det gør mange kvinder ikke, — nikkede Mette. — Men der er også noget positivt. Selv hvis alt står i din mands navn, skal formue, der er skabt under ægteskabet, som udgangspunkt deles ligeligt.
— Er det virkelig rigtigt? — Anna løftede hovedet. — Men han siger…
— Hvad skulle han ellers sige? — Mette smilede roligt. — Selvfølgelig påstår han, at alt er hans. Det er helt klassisk. Har du nogen dokumentation? Kvitteringer? Gældsbreve? Underskrevne sedler?
Hjemme vendte Anna alt på hovedet. I en gammel æske fandt hun regningerne på materialer til husbyggeriet og de kvitteringer, Lars selv havde skrevet under på, dengang han “lånte” penge af hende til sin forretning. Hun havde gemt det hele uden egentlig at vide hvorfor. En gammel lærervane: alt skulle kunne dokumenteres.
Telefonen ringede igen.
— Hvad er det, du har gang i? — Lars’ stemme var iskold. — Er du løbet direkte til en advokat?
— Hvordan ved du…?
— Det er ligegyldigt. Hør nu, Anna, — hans tone blev pludselig blødere. — Hvad skal den krig til for? Lad os skilles fredeligt. Jeg skal nok give dig lidt penge til den første tid.
— Lidt? — Anna knugede telefonen hårdere. — Og hvad med halvdelen af huset? Hvad med vores fælles forretning?