— Fælles? — Lars lo kort, næsten hånligt. — Hvad er det, du bilder dig ind? Du er pensioneret lærer, Anna. Hvilken forretning skulle du have haft noget med at gøre?
— Jeg har også lagt penge i den. Jeg har kvitteringer.
— Kvitteringer? — Der kom et lille ryk i hans stemme. — Hold nu op. Det var gaver.
— Så må vi lade retten afgøre det, — sagde Anna, overraskende roligt, og lagde på.
Hjertet hamrede i brystet på hende, som om hun havde løbet op ad trapper. Aldrig før havde hun talt sådan til ham. Hun havde altid bøjet af, altid tiet stille, altid trukket sig først. I toogtredive år havde hun givet efter.
Og nu havde hun ikke gjort det.
— Gjorde jeg virkelig det? — hviskede hun og mærkede, hvordan et smil for første gang i flere dage gled over hendes ansigt.
De næste uger flød sammen i en tåget strøm. Anna samlede papirer, gennemgik mapper, mødtes med advokaten og lærte juridiske ord, hun aldrig før havde haft brug for. På erhvervsakademiet tog hun orlov; hun kunne alligevel ikke samle tankerne om undervisningen.
— Anna, du er blevet så tynd, — sagde hendes kollega Camilla en dag på kontoret og så bekymret på hende. — Du bliver nødt til at spise noget.
— Jeg har ikke tid, — svarede Anna og viftede afværgende med hånden. — Jeg skal have orden i dokumenterne.
— Hør… den mand… han truer dig vel ikke?
— Foreløbig kun i telefonen. — Anna trak skævt på munden. — Han ringer og siger, at jeg skal komme til fornuft. Som om det er mig, der er blevet vanvittig.
Samme aften ringede hendes søn.
— Mor, han driver mig til vanvid, — sagde Mikkel træt. — Han kontakter mig hver eneste dag og vil have mig til at tale dig fra det.
— Og hvad siger du?
— Hvad skulle jeg sige? Jeg sagde, at det var en sag mellem jer to. Så blev han rasende.
Anna sukkede. Mikkel havde altid holdt sig på afstand af hendes og Lars’ konflikter. Måske havde det i virkeligheden været det bedste.
— Hvordan klarer du dig, mor?
— Jeg klarer mig, — sagde hun og sank. — Ved du hvad, jeg fandt nogle gamle billeder. Fra dengang vi byggede huset. Kan du huske det? Du var stadig lille.
— Selvfølgelig! Jeg slæbte mursten, — lo Mikkel. — Og far stod bare og gav ordrer.
— Ja. Og pengene kom fra mig.
— Hvad?
— Sådan var det. Hele min lærerløn gik til materialer. Jeg har endda stadig bonerne.
— Det mener du ikke. Han siger ellers, at han byggede det hele selv…
Telefonen gav et kort bip. Lars ringede ind. Anna afviste opkaldet.
— Det er ham igen. Nu ringer han hver dag.
— Tag den ikke.
— Det gør jeg heller ikke. Men han kommer herhen.
Dagen før var Lars pludselig dukket op. Han stod i døråbningen med det blik, der før i tiden havde fået hende til at tie øjeblikkeligt. Dengang havde det virket. Det gjorde det ikke længere.
— Giv mig kvitteringerne, — forlangte han.
— Nej.
— Anna, du leger med ilden.
— Det er dig, der har leget, Lars. Med mig. I toogtredive år.
Han smækkede hoveddøren så hårdt, at et stykke puds dryssede ned fra væggen.
Og i dag var det hende, der kom. Ung, velplejet, blankpoleret og med et uforskammet blik.
— Jeg hedder Sofie, — sagde hun straks. — Vi er nødt til at tale sammen.
— Om hvad? — Anna lagde armene over kors.
— Om Lars. Han lider. I skal jo skilles alligevel, så hvorfor lave alt det her teater?
— Hvilket teater?
— De der… krav. Huset. Pengene.
— Mine penge, — rettede Anna hende.
— Helt ærligt, hvilke penge? — Sofie rullede med øjnene. — Lars drev forretningen, og De…
— Og jeg hvad?
Pigen tøvede et øjeblik.
— De passede vel hjemmet.
— Jeg har undervist i tredive år.
— Det er lige meget! — snappede Sofie. — Lars og jeg elsker hinanden. Og De…
— Hvor gammel er De, Sofie?
— Syvogtyve, — svarede hun trodsigt.
— Da jeg var syvogtyve, troede jeg også, at alting var enkelt. — Anna sukkede stille. — Fortæl Lars, at jeg møder ham i retten.
Efter Sofie var gået, blev Anna længe stående foran spejlet. Rynkerne. De grå hår. Nej, hun kunne ikke konkurrere med den pige. Men det var heller ikke det, sagen handlede om.
— Jeg kæmper ikke for min ungdom, — sagde hun til sit spejlbillede. — Jeg kæmper for retfærdighed.
Hen under aftenen ringede Mette.
— Anna Hansen, papirerne er klar. Vi indgiver sagen i morgen.
— Allerede?
— Hvorfor trække det ud? Vores sag står meget stærkt. For resten har Deres tidligere mand ringet til mig.
— Hvad ville han?
— True mig, — sagde advokaten, og man kunne høre smilet i hendes stemme. — Men den slags bider ikke på mig. Er De klar til retssagen?
— Nej, — svarede Anna ærligt. — Men jeg har ikke noget valg.