Anna havde netop klappet den bærbare sammen. Endnu en opgave var afleveret, og for første gang den dag kunne hun tillade sig at ånde ud. Hun strakte sig og nåede lige at forestille sig en kop te og et par minutters stilhed, da døren pludselig blev revet op.
I døråbningen stod hendes mand. Lars så anspændt ud, og i hænderne holdt han en tyk, blå mappe.
— Min mor bad mig give dig den her, sagde han og rakte den frem, som om det var den mest naturlige ting i verden.
Anna tog langsomt imod mappen uden helt at forstå, hvad der foregik. Hun slog den op. Indeni lå pænt udskrevne ark med tabeller. Morgenmad, frokost, aftensmad. En hel uge frem. Opskrifter, indkøbslister og endda tidspunkter for servering.
— Hvad er det her? spurgte hun lavere, end hun selv havde forventet.
— Mor har lavet en madplan. Fra nu af kan du lave mad efter den.
Han sagde det med en ro, som om de blot talte om vejret. Anna mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen.
— Mener du det alvorligt? Hun tvang stemmen til at lyde behersket. — Jeg arbejder, Lars. Vi har ikke nogen hushjælp. Og selv hvis vi havde, har din mor ingen ret til at…
— Hun vil bare have, at jeg spiser ordentligt, afbrød han. — Du ved jo, jeg har mavekatar.
Anna klemte om mappen, så papiret krøllede mellem fingrene.
— Du har mavekatar, fordi du propper dig med fastfood på kontoret, ikke fordi jeg laver dårlig mad.
— Lad nu være med at gøre det besværligt, sagde han og slog ud med hånden. — Gør bare, som der står.
Så vendte han sig om og gik ind i stuen, mens hun blev stående tilbage med den blå mappe i hænderne. Langsomt sank Anna ned på en stol. Én tanke blev ved med at snurre i hendes hoved: “Bestemmer hun virkelig også her, i mit eget køkken?”
Ti minutter senere ringede hun til sin veninde.
— Kan du forestille dig det? Jeg har lige fået udleveret en manual til, hvordan jeg skal fodre min mand, sagde hun med skælvende stemme.
— Åh gud, lød der et grin i den anden ende. — Er du blevet gift med en femårig?
— Værre. Med mors lille dreng.
Anna smed mappen på bordet. Det kogte i hende. Men det værste var ikke selve mappen. Det værste var, at hun allerede vidste, at dette kun var begyndelsen.
Der gik en uge efter “mappeepisoden”. Anna havde stadig ikke åbnet det blå mareridt igen, men havde gemt det bagerst i et køkkenskab. Hun lavede mad, som hun plejede: hurtigt, enkelt og indimellem arbejde, vasketøj og alt det andet.
Lørdag morgen sad hun og Lars dovent over hver sin kop kaffe, da det skarpt ringede på døren.
— Hvem kommer dog så tidligt? mumlede Lars og gik ud for at åbne.
Anna hørte den velkendte stemme og stivnede.
— Godmorgen, min dreng! Jeg kom lige forbi og tænkte, jeg ville kigge ind!
Svigermoren, Karen, var allerede i gang med at tage støvlerne af ude i entréen. I hånden havde hun en kæmpestor taske, der så ud til at være fyldt med noget tungt.
— Anna, hvorfor har du ikke forklæde på? Det var det første, hun sagde, da hun trådte ind i køkkenet.
Anna mærkede, hvordan hendes hænder knyttede sig.
— Godmorgen, Karen. Vi havde ikke ventet dig…
— Det ved jeg godt, svarede svigermoren og smilede. — En overraskelseskontrol er den mest ærlige.
Hun gik direkte ind i køkkenet og satte tasken på bordet med et tungt bump.
— Jeg har taget nogle glas med syltede grøntsager med til jer. Selvom… Hun lod blikket glide rundt i rummet. — Når man ser på rodet her, har I vist ikke overskud til den slags.
Anna så sig omkring. Vasken var ren, komfuret var tørret af, og på bordet stod kun én kop.
— Mor, her er altså fint, blandede Lars sig.
— Er det det? Karen gik hen til et skab og lod en finger glide hen over den øverste hylde. Så viste hun ham sin støvede fingerspids. — Kalder du det orden?
Anna rejste sig brat.
— Karen, hvis du ikke bryder dig om måden, jeg holder hjem på, kan jeg sagtens bestille et rengøringsfirma til dig. På din regning.
Et øjeblik blev hele køkkenet stille. Lars hostede. Karen blev rød i ansigtet.
— Min dreng, hører du, hvordan din kone taler til din mor?
— Anna… begyndte Lars.
— Nej, nu hører du efter, afbrød hun. — Jeg arbejder lige så meget som dig, jeg betaler halvdelen af boliglånet, og alligevel kommer folk brasende ind og laver inspektion?
Karen smilede pludselig.
— Kære barn, dengang jeg var ung, kunne hustruer holde et hjem rent og samtidig servere middage med tre retter.
— Dengang du var ung, Karen, betalte hustruerne ikke boliglån og arbejdede heller ikke ti timer om dagen, svarede Anna iskoldt.
Lars rejste sig hurtigt.
— Nu er det nok! Mor er kommet på besøg, og I opfører jer, som om der skal føres krig. Anna, sig undskyld.
Anna så først på ham og derefter på svigermoren, som allerede stod og øste den medbragte suppe op i tallerkener, som om intet var hændt.
— Fint, sagde Anna stille. — Undskyld, Karen. Jeg går ind og rydder lidt op.
Hun forlod køkkenet med hænder, der rystede. Inde i soveværelset lukkede hun døren og lænede sig op ad den. Ude fra køkkenet kom latter og klirren fra skeer mod tallerkener.
Telefonen vibrerede i hendes lomme. En besked fra veninden:
“Hvordan går din fridag?”
Anna tastede langsomt et svar:
“Jeg er lige blevet mindet om, at jeg er en elendig hustru. Hvad med din?”
Hun vidste, at det kun var begyndelsen. Men den næste “kontrol” ville hun ikke lade passere ubemærket.
De næste to uger forløb forholdsvis fredeligt. Anna var næsten begyndt at tro på, at både den blå mappe og svigermorens uanmeldte besøg var fortid. Lige indtil Lars’ telefon ringede onsdag aften. Han gik ud på altanen for at tale, men gennem den tynde rude kunne Anna alligevel fange brudstykker af samtalen.
— Ja, mor, jeg overfører… Nej, hun vil ikke have noget imod det… Selvfølgelig forstår jeg…
Da han kom tilbage, var hans ansigt stramt.
— Hvad er der sket? spurgte Anna og lagde sin bog fra sig.