— Ikke noget særligt. Mor mangler bare lidt penge til at få altanen sat i stand.
— Hvor lidt taler vi om?
— Kun syv tusind kroner.
Koppen ramte bordpladen så hårdt, at teen skvulpede ud over kanten.
— Syv tusind? Hvor skulle vi have dem fra?
Lars så ikke på hende.
— Vi har jo opsparingen.
— Den opsparing var til ferien. Og til et nyt køleskab, fordi det gamle snart opgiver helt.
— Mor betaler tilbage inden sommer, sagde han og slog ud med hånden. — Jeg har allerede sendt dem.
Anna rejste sig så brat, at stolen skrabede mod gulvet.
— Du overførte dem uden overhovedet at spørge mig? Det er vores fælles penge!
— Lad være med at råbe. Det er min mor. Man siger da ikke nej til sin egen mor.
I det samme begyndte Annas telefon at ringe. Nummeret på skærmen kendte hun ikke.
— Hallo?
— Annas lille ven, det er tante Inge, lød en honningsød stemme. — Jeg har sådan en lille bitte tjeneste at bede dig om…
Anna strammede grebet om telefonen.
— Hvilken tjeneste?
— Min lille Zhuchka har fået… ja, sådan en grim knude. Der skal opereres. Det koster ti tusind kroner. Du vil vel ikke svigte familien?
Anna sank langsomt ned på stolen igen.
— Tante Inge, vi har ikke den slags penge.
— Hvad mener du med, at I ikke har? Stemmen blev med ét skarp. — I har jo ejerlejlighed og ny bil. Regner du ikke en hund for et levende væsen?
— Jeg…
— Vi taler om det, når vi ses! snappede Inge og lagde på.
Anna stirrede på Lars. Han sad allerede bøjet over sin mobil, som om intet var sket.
— Hørte du det?
— Jamen, hjælp hende dog, mumlede han. — Hun er jo familie.
— Og hvor skal jeg skaffe ti tusind fra? Skal jeg arbejde døgnet rundt?
— Du kan tage et lån, sagde han lavt. — Jeg hjalp jo mor…
I det øjeblik gik sandheden op for hende. Anna rakte ud og rev hans telefon til sig. I overførselshistorikken lå beløbene på række: 1.500 kroner, 2.000 kroner, 3.000 kroner. Alle sendt til Karen. Igen og igen gennem det sidste halve år.
— Du… du har gjort det hele tiden… Hendes stemme knækkede.
— Det er min mor! Lars flåede telefonen tilbage. — Hun har opdraget mig!
— Og hvad er jeg så? Hvem er jeg for dig? En ko, der skal malkes?
Dørklokken skar gennem stilheden. Udenfor stod Karen med en kæmpestor pose i hånden.
— Jeg har taget lidt lækkerier med til jer! sagde hun muntert, men hendes smil stivnede, da hun så deres ansigter. — Hvad foregår der her?
— Ikke noget, mor, skyndte Lars sig at sige. — Kom ind.
Anna trådte ind mellem dem.
— Karen. Deres søn har lige sendt vores ferieopsparing til Dem. Og nu kræver tante Inge ti tusind kroner til sin hund.
Karen himlede med øjnene.
— Og hvad så? Inge hører til familien. Eller er du blevet nærig? Min søn fortjener en kone, der viser respekt for hans slægtninge.
Anna begyndte pludselig at le. Latteren lød forkert, tynd og nervøs.
— Nu forstår jeg. Jeg er jo helt overflødig her. Det her er jeres lille familiefond for gensidig hjælp. Af en eller anden grund bare finansieret af mig.
Hun vendte sig om, greb sin taske og nøglerne.
— Hvor skal du hen? spurgte Lars forskrækket.
— I banken. Jeg skal vel tage et lån til Zhuchkas operation. Når jeg nu officielt er blevet sponsor for hele jeres familie.
Døren smækkede bag hende. I elevatoren mærkede Anna først dér, at tårerne løb ned ad kinderne. Hun tog telefonen frem og skrev til en veninde: “Jeg tror ikke, jeg har giftet mig med en mand. Jeg har giftet mig med hans familie.”
Hun vidste endnu ikke, at det kun var begyndelsen. En time senere ville tante Inge lægge et billede i familiechatten af en ny pelsfrakke med teksten: “Tak til de kære for hjælpen! Zhuchka har det allerede bedre!”
Anna kom tilbage fra banken med en tung kuvert i tasken. Ti tusind kroner. Et lån, hun havde fået godkendt til en latterligt høj rente. Hun blev stående ved opgangen og knugede mobilen, mens billedet af tante Inge i den nye minkpels allerede lyste op i familiechatten.
“Tak til de kære for hjælpen! Zhuchka har det allerede bedre!”
Under billedet væltede de begejstrede kommentarer ind.
“Hold da op, sikke en luksuspels!”
“Inge, du ligner en dronning!”
“Anna, hvor var det flot, at du ikke sagde nej til en slægtning!”
Anna tog elevatoren op i langsomt tempo. Én tanke hamrede i hovedet på hende: Hvad fanden bilder de sig ind?
Lejlighedsdøren stod på klem. Fra køkkenet lød der stemmer.
— Selvfølgelig er hun nærig af natur, sagde Karen. — Min svigerdatter kan knap nok lave en ordentlig suppe, men tælle penge, det kan hun.
— Mor, lad nu være, forsøgte Lars svagt.
Anna gik ind i køkkenet. Samtalen døde øjeblikkeligt. Ved bordet sad Karen, Lars og tante Inge, iført netop den pels, der havde prydet billedet. Foran dem stod en halvspist kage og en flaske champagne.
— Nå, dér er vores velgører! råbte Inge og svingede med sit glas. — Kom herind, lille Anna, så skåler vi for min nye pels!
Anna lagde roligt tasken på bordet.
— Her er dine ti tusind, sagde hun med en stemme, der var næsten helt flad, mens hun trak kuverten frem. — Pengene til Zhuchkas operation. Selvom hunden, judging ud fra billedet, ser ud til at være blevet rask på rekordtid.
Inge blev rød i hovedet, men slog straks en latter op.
— Åh, Anna, hvor du dog tager alting alvorligt! Pelsen er gammel, jeg lavede bare sjov!
— Nå? Anna fandt billedet frem på sin telefon. — Så er det pudsigt, at mærket stadig sidder på ærmet. “Kollektion 2024.” Meget gammel pels, må man sige.
Karen rejste sig med et ryk.
— Nu er det nok! Har du fuldstændig glemt, hvordan man viser ældre mennesker respekt? Inge er din familie!
— Min? Anna lo kort. — Min familie tager ikke lån i mit navn for at købe pels, mens jeg slider på to jobs.
Endelig løftede Lars blikket.
— Anna, stop nu. Du gør mig til grin foran familien.
— Jeg gør dig til grin? Hendes stemme sitrede. — Du har sendt alle vores penge til din mor, din tante har narret ti tusind kroner ud af mig, og nu sidder de her og fejrer det for mine penge, men det er mig, der gør dig til grin?
Karen trådte et skridt nærmere.
— Hvis du ikke ved, hvordan man opfører sig, så skal vi nok lære dig det. Fra i morgen laver du mad efter min plan, gør rent efter mit skema, og hele din løn går ind i fælleskassen.