At den var blevet en del af hende i årene med et menneske, der hadede alt uventet, viste sig nu at være til hendes fordel. Døren gled op uden den mindste lyd.
Så hørte hun stemmerne. Inde fra stuen. Hendes mand, Lars, med den dybe, selvfølgelige bas, og hendes søster, Mette, med den skarpe, næsten skingre tone. De talte ophidset, afbrød hinanden, som om de begge frygtede at miste grebet om samtalen. Anna blev stående i entreen, stivnet på stedet, som om nogen havde naglet hende fast.
I begyndelsen opfattede hun ikke ordene. Kun tonefaldet nåede hende. Og det var frygtelig velkendt. Så sultent. Så beregnende. Det var præcis den stemmeføring, de plejede at bruge, når de diskuterede, hvad den næste “overflødige” del af de “fælles” penge skulle bruges på: Lars’ nye, dyre dims eller Mettes ferie.
Så trængte ordene igennem. Klare og brutale, som piskeslag.
— Altså, jeg mener, der må i hvert fald ligge omkring hundrede og halvtreds tusind, sagde Mette. — Se bare, hvor meget tid hun har spildt på de der “artikler” i år. Det betyder jo, at der er penge. Og de ligger bare der og laver ingenting!
— Vent nu lidt, lad være med at fare frem, sagde Lars, og i hans stemme lå den sædvanlige nedladenhed, blandet med en ophidselse, han ikke helt kunne skjule. — Man skal tænke det ordentligt igennem. Hun kan jo godt finde på at blive fornærmet.
— Hvad for noget? fnøs Mette. — Fornærmet? Hold nu op! Det er jo fælles penge. Juridisk set er det ligegyldigt, hvem der har tjent dem, alt deles halvt. Så halvdelen er din med fuld ret. Og din halvdel er næsten vores fælles kapital. Vi går jo ind i det kryptoprojekt sammen. Det er lovende, det sagde du selv!
Anna stod uden at røre sig, med ryggen presset mod den kølige væg i entreen. Hjertet slog ikke længere; det hamrede et sted oppe i halsen og kvalte hendes åndedræt. Hun hørte Lars mumle eftertænksomt, før han svarede:
— Tja, egentlig har du ret. Det er logisk nok. Selvfølgelig kan hun godt skabe sig lidt, kvinder er jo sådan… sentimentale, når det handler om deres første egne penge. Men du har ret. Loven er på min side. De penge skal arbejde, ikke samle støv i hendes tåbelige lille “gemmested”.
Man skulle bare gå direkte til hende og sige det, åbent og roligt. Anna, jeg ved besked om din konto. Lad os nu ikke gøre noget dumt; lad os placere pengene i sikre hænder, så de kan vokse. Til familiens bedste.
— Netop! udbrød Mette begejstret. — Og hvis hun begynder at brokke sig, så mind hende om, hvem der har holdt tag over hovedet på hende alle de år. Hvem der har givet hende mad, mens hun pjattede rundt med sine små blade og artikler!
Det ringede for Annas ører, som om hele verden blev slået an som metal. Den klare, festlige virkelighed, der endnu for fem minutter siden havde omsluttet hende, styrtede sammen og blev til støv. Hendes sejr, hendes frihed, den hemmelighed, hun i månedsvis havde beskyttet som noget helligt, viste sig pludselig at være en illusion — en sæbeboble, der brast næsten i samme øjeblik, den var blevet til.
De vidste allerede alt. Eller også anede de i hvert fald nok. Og de havde ikke bare anet det; de havde allerede fordelt hendes penge mellem sig. De penge, hun havde tjent med blod, sved og sammenbidte tænder.