Ikke penge, der var lagt til side til en pels, en ferie eller andre luner, men til noget langt mere skrøbeligt og dyrebart: følelsen af at kunne stå på egne ben. Til den spinkle chance for en dag at kunne sige højt: »Jeg kan godt selv.«
Og de sad derinde og talte om dem, som om pengene allerede var deres retmæssige bytte. »Halvdelen tilkommer dig efter loven.« »Det er jo vores fælles midler.«
En skarp, metallisk smag bredte sig i hendes mund, og først da gik det op for hende, at hun havde bidt hul i læben. Hendes fingre lukkede sig automatisk om kortet i lommen; det var stadig lunt efter at have ligget mod hendes hånd. Det første lammende chok trak sig langsomt tilbage, og i stedet rejste der sig noget andet i hende. Vrede. Ikke voldsom og skrigende, ikke den slags der kom med tårer og rystende hænder. Nej, denne var iskold, lydløs og altopslugende. Rolig. Ubarmhjertig.
Anna tog frakken af uden hastværk og hængte den sirligt på knagen. Derefter gik hun næsten lydløst ind i soveværelset. Ved skrivebordet bøjede hun sig ned, trak den skjulte skuffe ud — den, Lars aldrig havde fået lov at rode i — og tog en anden mappe frem. Den var tykkere end den første og rummede helt andre papirer. Hun havde ikke haft planer om at vise ham dem. Ikke i dag. Måske aldrig. Men øjeblikket havde selv valgt hende.
Med mappen presset mod sig vendte hun tilbage til stuen.
Lars og Mette sad tæt sammen i sofaen, bøjet over tabletten, hvor tal, grafer og kolonner lyste op på skærmen. Da de fik øje på hende, fór de begge sammen. Samtalen døde brat. I deres ansigter stivnede et mærkeligt udtryk, halvt skyld, halvt den vante trang til at forklare sig selv uskyldige.
— Anna! Vi hørte slet ikke, at du kom ind! sagde Lars først og kæmpede tydeligt for at få sit ansigt til at ligne noget afslappet og uskyldigt. — Hvor har du været henne så længe?
Hun svarede ikke. Med rolige skridt gik hun hen til sofabordet og lagde sin mappe oven på deres tablet. Først da løftede hun blikket. Og da de så hendes øjne — klare, rolige, uden det mindste spor af den gamle eftergivenhed — rykkede de næsten umærkeligt tilbage.
— Jeg kommer fra banken, sagde hun lavt.
Stilheden i rummet gjorde hvert ord skarpere.
— Med en ny konto.
Lars forsøgte sig med et smil, men det blev kun en ynkelig grimasse.
— Jamen, det er jo fantastisk, fik han fremstammet. — Faktisk perfekt timing. Mette og jeg sad netop og talte om en meget lovende mulighed. En investering med virkelig godt afkast. Lige noget for dine… opsparede midler.
— Mine penge? gentog Anna, og der lå en let, næsten drillende skarphed i hendes stemme.
— Naturligvis, skyndte Mette sig at sige, nu hvor forskrækkelsen var ved at slippe sit tag i hende. — Lars kan forklare dig det hele. Det er jo til fælles bedste.
Anna slog langsomt mappen op. Hun så, hvordan deres blikke straks klæbede sig til papirerne, grådigt på jagt efter beløb, saldi og talrækker.
— Jeg hørte det hele, sagde hun, mens hun bladrede videre uden at se på dem. — Hvordan I allerede havde delt mine penge mellem jer. Rørende, virkelig. Sådan en smuk lille familieidyl.
— Anna, lad nu være med at fordreje det! udbrød Lars, og stemmen fik mere kraft, efterhånden som han talte sig varm. — Det handler ikke kun om dine penge. Ifølge loven har jeg også krav.