— Den her underleverandør skal du behandle med fløjlshandsker. Han kan godt lide at blive strøget med hårene, så lad være med at fare for hårdt frem.
— Den kunde dér ville jeg nok lade ligge, hvis jeg var dig. Han respekterede Anders, men han har ikke fået tillid til dig endnu.
— Nyhedsbrevet her ville jeg personligt skrive helt om. Men selvfølgelig, hvis du synes, kan du jo lade det stå sådan … så ender vi alligevel med min version senere.
At sige, at Anna havde lyst til at bande højt, ville have været en grov underdrivelse.
Alligevel bed hun det i sig.
Indtil videre.
En aften, hvor kontoret næsten var tømt, og kun de to stadig sad tilbage, stillede Mette pludselig et spørgsmål:
— Sig mig, er det rigtigt, at du fik tilbudt forfremmelsen efter en samtale på tomandshånd med Peter?
Anna løftede blikket fra sin bærbare.
— Hvor har du det fra?
— Åh … jeg har bare hørt lidt hist og her.
— Sladder er yndlingsbeskæftigelsen for folk, der mangler fakta, sagde Anna køligt og vendte opmærksomheden tilbage mod dokumenterne.
— Undskyld, jeg spurgte jo bare, svarede Mette med en påtaget uskyld i stemmen. — Det virker bare lidt mærkeligt, at valget faldt på lige præcis dig. Der var jo masser af andre kandidater.
— Men de valgte mig, sagde Anna roligt. — Så der har nok været en grund.
Mette lod et svagt smil glide over ansigtet.
— Måske. Men du ved jo godt, at det ikke altid er resultaterne, der afgør tingene her. Nogle gange handler det om … sympati.
Anna klappede computeren sammen.
— Mette, hvis du har noget at sige, så sig det direkte.
— Nej, nej, slet ikke, sagde hun og slog ud med hænderne. — Jeg tænker bare højt. Tag det nu ikke personligt.
Anna svarede ikke.
Det var dér, det for alvor gik op for hende: kampen derhjemme og kampen på arbejdet var i bund og grund den samme. Kun ansigterne var skiftet ud.
I weekenden ringede hendes mor. Hendes egen mor, ikke Lars’ familie.
— Min pige, hvor er du blevet af? lød den varme, velkendte stemme. — Jeg har prøvet at ringe, men du tog den ikke.
— Jeg arbejder, mor, sagde Anna. — Ny stilling, mange opgaver.
— Så keder du dig da i det mindste ikke, lo hendes mor mildt. — Bare lov mig, at du ikke slider dig selv helt ned. Og lyt ikke til nogen, der forsøger at bilde dig ind, at du ikke kan klare det.
Anna sad med telefonen mod øret og mærkede pludselig, hvor svært det var at holde tårerne tilbage.
Hvor mange gange havde hun ikke længtes efter, at nogen ganske enkelt sagde: “Jeg tror på dig.”
Fra Lars havde hun aldrig hørt det. Fra sin mor gjorde hun. Og lige nu var det nok.
Da samtalen var slut, satte hun sig i sofaen og blev siddende uden at røre sig.
Tankerne kredsede om arbejdet, om menneskerne omkring hende og om, hvor hurtigt alting kunne styrte sammen, når tilliden først forsvandt.
Og hvor uendeligt tungt det var at bygge den op igen, når man stod helt alene.
Den første egentlige konflikt brød ud på mandagsmødet.
Midt i Annas præsentation afbrød Mette hende:
— Anna, undskyld, men du har ikke taget højde for, at reklamebudgettet for fjerde kvartal allerede er fordelt. Hvis vi skifter kanal nu, ryger vi over budget.
— Det har jeg taget højde for, svarede Anna uden at hæve stemmen. — Budgettet var beregnet forkert. Jeg har regnet det om ud fra de faktiske tal.
— Hvem har godkendt det? Mettes stemme blev skarp.
— Det har jeg.
— Uden at afstemme det med afdelingen?
— En leder har mandat til at træffe beslutninger, sagde Anna fast. — Hvis der er indvendinger, tager vi dem efter mødet.
Der faldt stilhed i lokalet.
Direktøren smilede ganske svagt — næsten umærkeligt — men Anna opfangede det.
Efter mødet indhentede Mette hende ved elevatoren.
— Prøver du at vise alle, hvor beslutsom du er? Pas på. De kan flå dig fra hinanden.
— Så må de prøve, svarede Anna og så hende lige i øjnene. — Jeg er efterhånden vant til det.
Samme aften modtog hun en ny besked fra Lars.
Lars: “Anna, lad os mødes. Jeg har forstået det hele nu. Jeg vil ikke have, at det skal ende sådan mellem os.”
Hun stirrede længe på skærmen uden at skrive noget. Til sidst svarede hun:
Anna: “Det må vi se på. Lige nu er tidspunktet ikke rigtigt.”
Lars svarede næsten med det samme.
Lars: “Du har forandret dig. Du er blevet så kold.”
Hun læste ordene igen og igen og tænkte, at han måske havde ret i, at hun havde ændret sig. Bare ikke på den måde, han mente. Hun var ikke blevet kold. Hun var bare blevet klar i hovedet.
Ugen forsvandt i et hæsblæsende tempo. Da måneden nærmede sig sin afslutning, stod afdelingen med flotte resultater: nye kunder, stigende omsætning og flere indgående henvendelser. Peter roste dem foran alle.
— Godt arbejde. Især Anna — man kan mærke, at hun har styr på tingene.
Anna takkede ham, men hendes smil var anstrengt. Hun vidste allerede nu, at succes var en tvetydig størrelse. Efter rosen begyndte kollegerne at se på hende med andre øjne.
Nogle lykønskede hende oprigtigt.
Andre gjorde det med et skævt, hånligt smil.
Senere på aftenen, da de sidste var gået, sad Anna alene tilbage. Kontoret var stille; kun lydene ude fra gaden og skæret fra skærmen brød mørket.
Hun åbnede beskederne og skrev til sin mor:
Anna: “Mor, det lykkes. Men det er svært.”
Mor: “Hvis det er svært, er det ofte fordi, du går den rigtige vej.”
Anna smilede.
Og for første gang i lang tid forstod hun, at ordet “svært” ikke længere betød frygt for hende.
Men næste dag ændrede alt sig brat.
Om morgenen, lige efter at hun var trådt ind på kontoret, rakte Mette en mappe frem mod hende.
— Her er papirerne på underleverandøren. De skal underskrives.
— Lad mig lige se dem.
Anna bladrede materialet igennem og opdagede straks, at tallene ikke passede. Ifølge den tidligere kontrakt skulle beløbet være lavere. Her stod der fyrre tusind kroner mere.
— Hvad er det her?
— En ny prisliste, sagde Mette roligt. — De har hævet priserne.
— Hvorfor skulle de have gjort det?
— Tja, inflation. Alting bliver dyrere.
Anna så op på hende.
— Jeg ringer selv til dem.
— Gør du bare det, sagde Mette og trak på skuldrene. — Bliv bare ikke overrasket, hvis du ender med at skulle undskylde.
Et kvarter senere havde Anna faktisk ringet til firmaet.
Og hun fik at vide, at der ikke fandtes nogen ny prisliste.
Hun lagde røret på og blev siddende i et par sekunder uden at røre sig. Så rejste hun sig og sagde dæmpet:
— Nå. Så er det nu, det for alvor begynder.
Den aften kom hun senere hjem end sædvanligt. På bordet stod en kop te, hun havde forladt halvfuld, og på telefonen ventede endnu en besked fra Lars:
“Jeg savner dig. Jeg vil tale med dig. Jeg ved godt, at jeg begik en fejl.”
Hun svarede ikke. Hun slukkede bare telefonen.
Mandag morgen begyndte med et møde, og dér dukkede netop det budget pludselig op igen.