— hvis de har tilbudt dig stillingen, så betyder det, at du er klar. Kan du virkelig ikke se det?
Anna så længe på ham. Pludselig stod det hende klart, at der ikke lå støtte i hans stemme. Der lå beregning. Han sagde ikke: “Jeg tror på dig.” Han sagde i virkeligheden: “Det kan betale sig.”
— Jeg har brug for tid, sagde hun.
— Fint. — Lars lænede sig tilbage i stolen. — Men husk én ting: den slags tilbud kommer ikke to gange.
Næste morgen begyndte med telefonen, der ringede. Det var hans mor. Anna stod ude på badeværelset og børstede tænder, mens Lars talte højt inde fra køkkenet — så højt, at det næsten virkede bevidst, som om han ville være sikker på, at hun hørte hvert eneste ord.
— Ja, mor, selvfølgelig. Bare rolig, jeg finder ud af det. Ja, Anna siger sikkert ja. Hvor skulle hun ellers gøre af sig selv?
Hun spyttede tandpastaen ud og blev stående helt stille.
“Hvor skulle hun ellers gøre af sig selv?”
Ordene blev ved med at give genlyd i hende.
Samtalen i køkkenet senere på morgenen var egentlig bare en fortsættelse af alt det, der havde hobet sig op imellem dem. Alt var allerede blevet sagt før. Dengang havde ingen bare lyttet ordentligt.
— Godt, sagde Lars til sidst og så væk. — Jeg forstår. Du vil ikke hjælpe. Så lad være.
— Jeg vil have, at du selv får lyst til at holde op med hele tiden at stille din mor imellem os, svarede hun. — Det er faktisk det hele.
Han sendte hende et træt, opgivende blik, som om han så på et menneske, det var umuligt at nå frem til.
— Anna, du gør alting alt for kompliceret.
— Og du gør alting alt for simpelt. — Hun rejste sig fra bordet. — Måske er det netop derfor, vi aldrig kommer nogen vegne.
Hun gik ind i værelset og lukkede døren bag sig. Telefonen tog hun frem med det samme og åbnede samtalen med sin chef. Beskeden havde hun allerede skrevet og slettet tre gange:
“Jeg accepterer tilbuddet. Jeg er klar til at begynde på mandag.”
Hendes finger hang et øjeblik over send-knappen. Så trak hun vejret dybt og trykkede.
Skærmen blinkede kort. Derefter blev alt stille.
Ude fra køkkenet lød klirren af tallerkener. Lars talte sikkert med sin mor igen.
Anna blev stående ved vinduet og tænkte, at måske var det først nu, hun for alvor var ved at blive voksen.
Ikke da hun fik sin eksamen. Ikke da hun blev gift. Heller ikke da hun fik den nye stilling.
Men nu — i det øjeblik hun for første gang sagde: nej.
— Er det her et cirkus, eller er det en arbejdsplads? lød en stemme fra døren, og rummet faldt øjeblikkeligt til ro.
Anna stod på tærsklen til sit nye kontor med en mappe under armen og et anspændt smil på læberne. Det var hendes første dag som leder af marketingafdelingen, og den begyndte med, at tre medarbejdere stod bøjet over et kundemateriale og skændtes. De talte i munden på hinanden, stemmeniveauet steg, og ingen lod til at høre efter.
— Undskyld, sagde pigen med brillerne henne ved vinduet. — Vi var bare ved at få nogle detaljer på plads.
— Detaljer tager vi i mødelokalet. — Anna gik hen til sit skrivebord. — Lige nu arbejder vi roligt. Deadline er i morgen, og vi har ikke tid til interne slagsmål.
Hele lokalet stivnede. I nogle sekunder så alle på hende. Nysgerrigt. En smule mistroisk. Så mumlede en af de unge mænd lavt:
— Nå, så starter det. Nye koste fejer…
Hun lod, som om hun ikke hørte det. I stedet tændte hun computeren og begyndte at gennemgå rapporterne.
Efter ti minutter var der fuldstændig stille.
Ved middagstid vidste Anna allerede, at hun ikke ligefrem havde overtaget et sammentømret hold.
Afdelingen bestod af tolv mennesker, og halvdelen af dem mente tydeligvis, at stolen burde have været givet til en anden. Mere præcist til Mette. Hun var høj, iøjnefaldende og altid behersket, med en tør, professionel stemme. Hun havde arbejdet der længere end de fleste, kendte kunderne, havde styret de vigtigste projekter og virkede demonstrativt ligeglad med det meste.
— Hvis du vil, kan jeg vise dig alle de aktive kontrakter, sagde Mette efter frokost, da hun stak hovedet ind på kontoret. — Så du i det mindste ved, hvad der ligger hvor.
— Det vil være fint, svarede Anna. — Efter klokken tre passer mig. Der er jeg færdig med det her.
— Godt. — Mette nikkede, men blev stående et øjeblik, som om hun overvejede at tilføje noget. — Bare… tag det ikke personligt, okay? Tingene her har kørt på en bestemt måde i lang tid. Ovenpå forestiller de sig tit, at en ny leder pludselig kan ændre alt.
— Det må vi se, sagde Anna roligt. — Det vigtigste er, at arbejdet fungerer.
Da Mette var gået, tillod Anna sig endelig at ånde tungt ud. Hun mærkede helt tydeligt, at de betragtede hende som en fremmed.
Og den fornemmelse kendte hun alt for godt. Hjemmefra. Og nu også her.
Om aftenen dunkede hendes hoved. Da hun trådte ud på gaden, trak hun den kolde luft i Odense dybt ned i lungerne. Oktober var ved at gå på hæld. De faldne blade lå våde og klistrede mod fortovet, og gadelygternes skær flimrede i vandpytterne.
Telefonen vibrerede i lommen.
“Lars.”
Hun tog den ikke. Det kunne vente. Det var stadig for tidligt til noget som helst.
Langsomt gik hun til fods mod stationen.
Hun passerede kiosker, små caféer og butiksvinduer fyldt med efterårstilbud. Folk hastede forbi med poser i hænderne, et sted lo nogen højt. Indeni hende var der derimod tomt og stille.
Senere samme aften, hjemme — hvis man da kunne kalde hjørnet i den lille etværelses lejlighed for et hjem — tændte Anna elkedlen og satte sig ved vinduet. Køkkenet var smalt, næsten klaustrofobisk. I vindueskarmen stod et par små kaktusser, hun havde købt i weekenden, bare for at der skulle være noget levende i rummet.
En ny besked lyste på skærmen.
Lars: “Mor spørger, hvornår du får løn. Varmeregningen skal betales.”
Anna stirrede længe på beskeden. Så slettede hun den bare.
Uden at svare.
De følgende dage blev tætpakkede. Hun kom før alle andre og gik som den sidste. Hun sad bøjet over regneark, gravede sig igennem gamle rapporter og omskrev breve til kunder.
Om mandagen blev hun kaldt ind til direktøren.
— Jeg kan se, du tager fat, sagde han. — Det er godt. Men pas på, at du ikke presser folkene for hårdt, ikke? Stemningen er i forvejen anspændt efter Anders’ afgang.
— Det forstår jeg, sagde Anna.
— Det vigtigste er, at du ikke forsøger at lave alting om fra første dag. Se på, hvordan de arbejder. Find ud af, hvem der kan hvad. Så kan du drage dine konklusioner bagefter.
Hun nikkede, selv om hun inderst inde vidste, at hun ikke havde tid til at vente og se. Kunder, rapporter, frister, forsinkelser — det hele væltede ned over hende på én gang.
I de første to uger fik hun knap nok spist ordentligt. Hun levede af kaffe og halvtørre sandwich fra automaten.
Mette begyndte oftere og oftere at dukke op ved hendes skrivebord med sine såkaldte gode råd.