Anna lukkede hoveddøren bag sig og blev stående med ryggen mod det kølige metal. Inde i lejligheden lå en stilhed, hun ikke kendte; tæt, tung og næsten øredøvende. Lars’ grå jakke hang ikke længere på knagen i entréen, og hans slidte, brune yndlingsstøvler var væk fra skohylden. Tolv års ægteskab var den morgen blevet reduceret til en kort, ynkelig samtale ude i gangen. Lars havde undgået hendes blik, lukket sin taske med hastige bevægelser og mumlet noget usammenhængende om, at følelserne var forsvundet, at han havde mødt den store kærlighed, og at de burde gå fra hinanden på en ordentlig og civiliseret måde.
Anna havde hverken skreget, grædt hysterisk eller tryglet ham om at blive. Hun havde blot stået tavs og set på, mens manden, som hun havde givet de bedste år af sit liv, fejt forlod hende for en anden kvinde. For Karen — den unge, målbevidste kvinde, som Lars de sidste seks måneder angiveligt kun havde arbejdet sammen med på et fælles projekt.
Et skarpt telefonopkald flængede stilheden og rev Anna ud af de tunge tanker. På skærmen stod navnet: “Mette”. Hendes svigermor.
Anna trak vejret dybt. Netop nu var Lars’ mor det sidste menneske, hun havde lyst til at tale med. Mette havde altid haft en dominerende facon og en urokkelig evne til at betragte sin svigerdatter som et praktisk redskab, der kunne bruges, når hendes egne problemer skulle løses. Regningerne til Mettes lejlighed skulle betales, tunge indkøbsposer skulle slæbes op i weekenden, og når taget på sommerhuset trængte til reparation, forventedes Anna også at bidrage økonomisk. Lars holdt sig som regel udenfor den slags og gemte sig bag forklaringer om travlhed, arbejde og udmattelse.
— Ja, Mette, sagde Anna roligt, da hun tog telefonen.
— Anna, hej med dig, lød det straks i røret med den friske, bestemte stemme, der ikke efterlod megen plads til indvendinger. — Jeg ringer om noget praktisk. I morgen kommer der nogle håndværkere ud til min grund, de skal sætte et nyt hegn op i metalplader. Vi talte jo allerede om aftalen i sidste måned. Du skal overføre 4.500 kr. til mig i aften, så jeg kan betale depositum. Og husk også, at du i weekenden må komme forbi og hjælpe mig med at få de gamle brædder fjernet.
Anna lukkede øjnene et øjeblik. Fire tusind fem hundrede kroner. Det var næsten hele den bonus, hun havde lagt til side til et rekreationsophold, fordi hun i de seneste tre år havde arbejdet som ledende administrator i borgerservice næsten uden ferie.
— Mette, har du talt med din søn i dag? spurgte Anna med en stemme, der lød forbavsende jævn.
I den anden ende blev der stille. En tung pause sænkede sig, og det var tydeligt, at svigermoren ikke havde ventet det spørgsmål.
— Hvad har Lars med det her at gøre? Mettes stemme steg en anelse, og irritationen trængte straks igennem. — Lars arbejder. Han forsørger familien. Han har ikke tid til at beskæftige sig med hegn. Du og jeg havde jo en aftale! Og helt ærligt, Anna, hvad er det for en tone?
— Det er en ganske almindelig tone, Mette, svarede Anna og rettede sig op, mens en kølig sikkerhed langsomt bredte sig i hende. — Lars forsørger ikke længere vores familie, for der er ikke længere nogen familie. Din søn pakkede sine ting i morges og flyttede hen til sin nye kvinde, Karen.
Endnu en pause fulgte. Men denne gang var stilheden anderledes.