Denne tavshed var ikke tom, men stram og beregnende. Anna forstod det med ét: Mette havde vidst det hele. Hun havde kendt til Lars’ affære, og alligevel ringede hun for at kræve penge.
— Anna, hvorfor skal du nu gøre det hele så dramatisk? begyndte Mette i en forsonlig tone, der alligevel var gennemsyret af nedladenhed. — En mand kan jo snuble. Det sker. Det er midlertidigt. Han får luftet sig lidt og kommer tilbage. Du må være klogere end det her og lade være med at smække døren i. En familie skal man kæmpe for. Mænd er som børn; indimellem skal de have lidt frihed, før de forstår, hvor de egentlig har det bedst. Vent nu bare. Men indtil da må vi altså få ordnet det med hegnet. Håndværkerne kan ikke stå og vente på, at I to finder sammen igen.
Anna lyttede, og det var, som om et slør gled væk fra hendes øjne. I alle årene havde hun oprigtigt troet, at de havde haft en almindelig familie. Ja, der havde været problemer. Ja, Mette havde ofte været urimeligt krævende. Men de var jo familie, havde Anna sagt til sig selv. Nu stod det pludselig klart, at hun blot havde været en praktisk pengepung og en gratis hjælper. Selv sin egen søns svigt var Mette villig til at se bort fra, så længe hendes egen bekvemmelighed ikke blev truet.
— Jeg kommer ikke til at hjælpe dig mere, sagde Anna langsomt og skar hvert ord tydeligt ud. — Din søn er flyttet hen til en anden kvinde. Så må den dame vel forsørge dig fremover.
— Hvad er det dog, du siger? udbrød Mette forarget. — Hvilken dame? Karen er et sart og fintfølende menneske, hun er slet ikke skabt til den slags praktiske ting! Og desuden er du og jeg familie. Du har ingen ret til at behandle mig på den måde. Jeg har allerede lavet en aftale med folkene!
— Så er det dig, der har lavet aftalen, og dig, der betaler. Farvel, Mette. Ring ikke til mig igen.
Anna afsluttede opkaldet og blokerede nummeret. Bagefter gik hun ud i køkkenet og hældte et glas helt almindeligt koldt vand op til sig selv. Hendes hænder rystede stadig en smule efter spændingen, men indeni blev der mærkeligt lyst og stille. Som om en tung sten, hun havde båret rundt på i årevis, endelig var faldet fra hendes skuldre og ned på gulvet.
På præcis samme tidspunkt sad Lars i den anden ende af byen på en dyr lædersofa i Karens rummelige lejlighed. Det nye liv, han havde fantaseret om, var ikke begyndt helt, som han havde forestillet sig. Karen sad over for ham i en lænestol og trommede utilfreds med sine lange negle mod skærmen på sin telefon.
— Lars, vil du forklare mig, hvorfor din mor har kimet mig ned hele dagen? spurgte hun køligt uden at løfte blikket.
Lars sank nervøst.
— Altså… mor har sat gang i noget arbejde ved sommerhuset. Hun vil have skiftet hegnet. Anna plejede at hjælpe hende med den slags. Hun ordnede aftalerne, overførte pengene og sådan. Men nu, ja, du forstår jo selv, har Anna nægtet. Mor er helt ude af den og ringer for at få hjælp.
Karen lagde langsomt telefonen fra sig og fæstede et langt, gennemtrængende blik på ham.
— Anna hjalp, sagde hun langsomt. — Anna overførte pengene. Og nu mener du, at jeg skal gøre det?
— Nej, nej, Karen, selvfølgelig ikke! skyndte Lars sig at sige og slog afværgende ud med hænderne. — Det er bare, fordi mor beder om fire tusind fem hundrede kroner til et forskud til håndværkerne. Jeg tænkte, at vi måske kunne tage lidt af de penge, vi havde lagt til side til ferien ved Vesterhavet. Jeg betaler det hele tilbage, når jeg får løn næste gang.
Karens ansigt fortrak sig af harme.