— Så er det klaret, mor. Hun skrev under. Lejligheden og bilen tilhører mig nu, og lånene hænger hun selv på.
Lars Hansen stod lige uden for døren til retssalen og talte i telefon uden det mindste forsøg på at dæmpe stemmen.
Anna Nielsen befandt sig kun få skridt derfra med en mappe presset hårdt ind mod brystet. Da han vendte sig og fik øje på hende, trak han hånligt på smilebåndet.
— Står du stadig her? Af sted med dig. Du skal vel på arbejde nu, så du kan betale dine lån.
Hun svarede ham ikke. Uden at se sig tilbage drejede hun om og gik ned ad gangen. Lars fulgte hende med blikket et øjeblik, før han igen talte ind i mobilen.
— Nej, hun prøvede ikke engang at sige imod. Jeg sagde jo, at det ville ende, som jeg ville have det.
Uden for retsbygningen prajede Anna en taxa og kørte til caféen “Smagens Verden”. Ved vinduesbordet sad notaren Peter Møller allerede og ventede på hende.
— De klarede det, sagde han i stedet for en hilsen og rakte hende en forseglet kuvert. — Den er fra Deres far. Han gav mig den kort før sin død for tre år siden og bad mig først udlevere den, når skilsmissen var gennemført.
Anna tog kuverten, men åbnede den ikke.
— Vidste han, at det ville ende sådan?
— Ja. Og han efterlod Dem alt. Bagerikæden “Bollelykke” — sytten butikker. Rent juridisk har De været ejer i et halvt år, men han pålagde mig at vente til netop denne dag.
Peter Møller trak endnu en mappe frem, denne gang en tyk én, holdt sammen af en elastik.
— Og her er materialet. Om Deres tidligere mand og hans mor. Deres far samlede oplysningerne gennem to år. Alt ligger der. Læs det derhjemme, og beslut bagefter, hvad De vil gøre.
Anna lagde både kuverten og mappen i sin taske, nikkede kort og forlod caféen uden at drikke sin kaffe op.
Hjemme foldede hun brevet fra sin far ud. Håndskriften var fast, jævn og så velkendt, at tårerne straks pressede sig på.
“Min lille Anna. Hvis du læser dette, betyder det, at du er fri. Tilgiv mig, at jeg tav. Lars og hans mor afpressede mig — en gammel sag med Skat. De truede med at anmelde mig, hvis jeg forsøgte at advare dig. Men jeg sad ikke med hænderne i skødet. I mappen findes alt, du får brug for. Tilgiv dem ikke. Lev.”
Anna åbnede mappen. Kontoudtog. Fotografier af Lars sammen med Sara Christensen. Udskrifter af beskeder. Pengeoverførsler fra hendes kreditkort til Lars’ firma og derfra videre til Saras konto. Husleje for en lejlighed. Gaver. Rejser.
Længe sad hun og stirrede på tallene og billederne. Til sidst greb hun telefonen.
— Mette? Det er Anna Nielsen. Kan du huske, du sagde, at du kunne hjælpe mig med lånene? Jeg har brug for et møde. I morgen. Ja, det haster.
Mette, en kreditrådgiver med hurtige hænder og et ansigt præget af træthed, bredte udskrifterne ud foran Anna.
— Se her. Hvert eneste lån, du optog, blev sendt videre til din mands firma. Derfra gik pengene til Sara. Det her er ikke dine udgifter, Anna. Det er hans forbrug, placeret på dine skuldre. Du kan anlægge sag. Familieretten er på din side. Hvis en ægtefælle bruger penge eller stifter gæld til egne formål uden den andens samtykke, kan beløbet kræves tilbage.
Anna tog sin fars mappe op af tasken og lagde den på bordet.
— Jeg har beviserne.
Mette åbnede mappen, bladrede hurtigt igennem den og udstødte en lav fløjten.
— Så er han færdig. Juridisk set.
Ti dage senere modtog Lars en stævning. Han sad i sin SUV foran opgangen til Saras lejlighed og forstod først slet ikke, hvad det var, han læste. Krav om tilbagebetaling? I hans hoved havde de jo allerede ordnet det hele.