Hun havde jo skrevet under!
Stemmen fra fogedretten lød flad og upåvirket:
— Et privat forlig fritager ikke nogen for ansvar, hvis lånte midler er brugt til andre formål end aftalt. De skal møde op. Det er ikke frivilligt.
Lars kastede mobilen fra sig på passagersædet og ringede straks til sin mor.
— Mor, hun har lagt sag an. Hun kræver, at jeg betaler alle lånene tilbage. Hun påstår, jeg brugte pengene selv.
Inge trak vejret så skarpt ind, at han tydeligt hørte det gennem røret.
— Det kan hun ikke. Hun har ikke penge til advokater. Hun er bogholder, Lars. Hun kan ingenting.
— Jo, mor, det kan hun. Hun har papirer. Overførsler. Billeder. Det hele.
— Så pres hende. Sig, at hun vidste alt. At pengene blev brugt fælles.
— Det går ikke, — sagde Lars og knugede rattet. — Hun har tænkt det igennem.
Dagen efter ringede Inge til Anna. Hendes stemme var anspændt, men den gamle overlegenhed lå stadig i den.
— Anna, det er mig. Vi er nødt til at tale sammen. Du fatter ikke, hvad du er i gang med. Lars er min søn, og jeg vil ikke stå og se på, at du ødelægger ham.
Anna satte opkaldet på medhør og nikkede til Mette, der sad overfor hende. Mette tog roligt en optager frem.
— Inge, tal bare. Jeg lytter. Og jeg optager samtalen.
Der blev stille et øjeblik i den anden ende, men Inge gav sig ikke.
— Tror du, du er så klog? Tror du virkelig, du kan skræmme os? Vi skal nok finde en måde at stoppe dig på, ligesom vi stoppede din far.
Anna lo kort og tørt.
— Mener du, da I truede ham med skattesager? Jeg har hans brev. Han skrev det hele ned. Skal jeg give politiet det sammen med optagelsen af denne samtale?
Stilheden blev tung. Så lød der et kort bip.
Mette slukkede optageren og så på Anna.
— Hun ringer ikke igen.
— Det ved jeg.
Sara Christensen fik besked om retssagen af Lars selv. Han dukkede op hos hende om aftenen med en flaske billig vodka i hånden.
— Jeg bliver nødt til at sælge alt. Lejligheden, bilen. Fogeden har gjort udlæg i mine ting. Anna vinder. Det ved jeg.
Sara stod ved vinduet uden at vende sig om.
— Lars, jeg gider ikke høre på det her. Du sagde, du havde penge. Du sagde, lejligheden var din. Du lovede, at vi skulle leve ordentligt. Og nu står du her og er fallit.
Han tog et skridt hen imod hende, men hun gled væk fra ham.
— Gå. Jeg har brug for en mand, der kan sørge for noget, ikke en der bruger sit liv i retssale. Bare gå, Lars.
Han blev stående midt i hendes fremmede stue og kunne ikke forstå, at alting kunne falde sammen så hurtigt. Sara gik hen og åbnede døren.
— Ud. Og lad være med at ringe.
Sagen trak ud i to måneder. Lars forklarede sig igen og igen. Han påstod, at pengene var gået til familien, og at Anna hele tiden havde været klar over det. Men han havde intet, der kunne underbygge det. Anna derimod havde kontoudtog, fotografier og vidneforklaringer.
Dommeren, en ældre kvinde med trætte øjne, læste afgørelsen op uden lange formuleringer:
— Lars Hansen pålægges at tilbagebetale hele gældsbeløbet. Hans aktiver fastholdes, indtil kravet er indfriet.
Lars greb fat i bordkanten. Inge blev helt hvid i ansigtet og pressede hånden mod munden.
En uge senere åbnede politiet en sag om bedrageri. Det viste sig, at Lars havde forfalsket Annas underskrifter på låneaftalerne. Den sagkyndige undersøgelse bekræftede det. Dommen lød på fire års betinget fængsel. Hans ejendele blev registreret, og fogeden tog nøglerne til både lejligheden og bilen.
Det var altså hans store “århundredes skilsmisse”: at miste retten til at styre sit eget liv frit og samtidig stå uden noget som helst.
Inge flyttede ud af lejligheden og tog ind til sin søster i Viborg.