Søsteren tog imod Inge med en kulde, der straks satte grænsen:
— Du bor her stille og roligt. Ingen gæster, ingen krav, ingen scener. Er det forstået?
Lars fandt arbejde som vagt på en parkeringsplads. Lønnen var næsten ingenting, og vagterne lå om natten. Han lejede et hjørne af et værelse på et kollegielignende herberg, og hver aften købte han en billig flaske vodka i kiosken. Efter en måned holdt Inge op med at tage telefonen, når han ringede. Skammen var mere, end hun kunne bære.
Anna stod på kontoret hos bagerikæden “Glædesbollen” og lod blikket glide hen over mapperne med papirer. Sytten bagerier, lagre, ansatte. Hendes far havde ikke bare efterladt hende en virksomhed. Han havde givet hende et fundament at stå på.
De første måneder sled hårdt på hende, men hun gav ikke op. Hun lærte at lede, ansatte de rigtige mennesker og satte sig ind i hver eneste del af driften. Dag for dag blev det en smule mindre overvældende.
Et halvt år senere oprettede hun rådgivningspunkter ved alle bagerierne. De kostede ingenting. De var for kvinder, som var faret vild i skilsmisser, gæld, forhold og frygt. Advokater og psykologer kom to gange om ugen.
— Kvinder skal vide, at de ikke står alene, sagde Anna til sine medarbejdere. — Der findes altid en vej ud. Altid.
Thomas mødte hun på et kursus i møbelrestaurering. I weekenderne underviste han dér, og til hverdag kørte han bus. Han var høj, rolig og talte med en lav stemme, som ikke behøvede at presse sig på.
De faldt i snak, da Anna stod og sleb en taburet uden at kunne få fladen jævn. Thomas trådte hen til hende og tog sandpapiret ud af hendes hånd.
— Du skal ikke tvinge det, sagde han. — Træet fortæller selv, hvor der skal tages lidt af.
Hun så op på ham. Han smilede ikke, men der lå en varme i øjnene.
— Taler du altid så roligt?
— Ja. Ellers lytter folk ikke.
En måned senere begyndte de at ses. Der var ingen store løfter, ingen højtidelige erklæringer. De gik ture, drak kaffe og kunne sidde tavse sammen uden at føle ubehag. Thomas spurgte ikke ind til hendes fortid, og Anna havde ikke behov for at forklare den.
Efter et år flyttede han ind hos hende med én enkelt taske.
— Er det virkelig det hele?
— Resten kan jeg undvære, svarede han og stillede tasken ved døren.
Sofie så Anna første gang på et børnehjem, hvor hun var kommet med hjælp fra bagerierne. Den fjortenårige pige sad alene i et hjørne med en tyk bog og undgik de andres blikke.
Anna satte sig ved siden af hende.
— Hvad læser du?
Sofie løftede forsigtigt øjnene, mistroisk og på vagt.
— “Jane Eyre”. For tredje gang.
— En bog om at overleve, når hele verden er imod én.
Pigen nikkede og sænkede igen blikket. Anna pressede hende ikke. Hun blev bare siddende i stilhed.
Uge efter uge kom hun tilbage. Sofie begyndte at vente på hende. De talte om bøger, om skolen og om ensomhed.
Tre måneder senere indleverede Anna papirerne til adoption. Thomas støttede beslutningen uden at stille unødige spørgsmål.
Da Sofie flyttede ind hos dem, havde hun kun én taske med sig og den samme bog. Anna viste hende værelset. Pigen stivnede i døråbningen.
— Er det mit?
— Det er dit. Nu er det her dit hjem.
Lars så kun Anna én gang efter retssagen. Det skete tilfældigt på gaden. Hun steg ud af bilen foran et af bagerierne, talte i telefon og smilede. Ved siden af hende gik en høj mand med indkøbsposer.
På den anden side af vejen stod Lars i en gammel jakke, der lugtede af røg. Anna opdagede ham ikke. Hun gik forbi, leende over noget, hendes ledsager havde sagt.
Lars blev stående og så efter dem, indtil de forsvandt rundt om hjørnet. Så vendte han sig om og gik mod parkeringspladsen. Hans vagt begyndte om en time.
Anna sad ved vinduet og så ud over vandet. Bag hende kom der dæmpede lyde fra køkkenet.