— Kagen skal være overdådig, forstår du? Ikke noget af det der gammeldags pynt. Ingen små roser af smørcreme og slet ingen vulgære svaner. Min mand fortjener det bedste, det er vores årsdag. Fyldet skal være red velvet. Og vigtigst af alt: ovenpå skal der ligge et spiseligt foto. Jeg sender billedet nu, han ser helt fantastisk ud på det. Min skat. Og ved siden af vil jeg have en ballon med en overraskelse.
Talebeskeden i messenger varede fyrre sekunder. Anna lyttede den færdig, mens hun næsten uden at tænke tørrede køkkenbordet af med en fugtig svamp. Kunden, en kvinde ved navn Mette, havde skrevet til hende siden aftenen før og kasseret det ene udkast efter det andet. Først var farven på fondanten “alt for billig” efter hendes mening, så var skrifttypen til teksten “ikke lidenskabelig nok”. Anna bed det i sig. Bestillingen var dyr, og i deres familie var ekstra penge aldrig noget, man sagde nej til. Især ikke nu, hvor børnene havde brug for lektiehjælp.
Telefonen gav et kort pling. Fotografiet var kommet.
Anna lagde svampen fra sig, skyllede hænderne under hanen, tørrede dem grundigt i et viskestykke og låste først derefter skærmen op.
Hun var vant til at modtage billeder af fremmede mennesker til den slags kager. Smilende mænd med fiskestænger, alvorlige chefer i jakkesæt, unge fyre med guitarer. Men fra dette billede så hendes egen mand tilbage på hende, med øjnene en smule knebet sammen mod solen. Lars.
Han havde den mørkeblå poloshirt på, den samme som Anna havde købt til ham på udsalg måneden før. I baggrunden anede man træerne i en park. Lars smilede på en måde, hun ikke havde set derhjemme i lang tid — frit, tilfreds, næsten som en velnæret kat, der havde fundet den bedste plads i solen.
Alt omkring hende gik i stå. Indeni blev der tomt, som om nogen havde fejet hver eneste følelse ud af hende. Den tunge, kvælende luft i køkkenet, mættet af madlugte, blev pludselig umulig at holde ud. Hun måtte have luft. Anna gik hen til vinduet. Med besvær fik hun drejet håndtaget og skubbet rammen på klem. En isnende frisk vind og larmen fra gaden strømmede ind i rummet og tvang virkeligheden tilbage omkring hende.
Hendes fingre skrev nærmest af sig selv: “Jeg har modtaget billedet. Kvaliteten er fin, det kan sagtens bruges til print. Hvilken tekst skal der stå under fotoet?”
Mette var længe om at svare. Måske havde hun et stærkt behov for at brede sin triumf ud over for en konditor, hun ikke kendte.
“Skriv: Til vinderen fra hans Muse. Ved du hvad, vi mødte faktisk hinanden for præcis et år siden. Dengang var han så fortabt. Hans kone er sådan en typisk kedelig høne. Hun sidder bare derhjemme, bager sine tærter og skælder ham ud over hver eneste krone. Han keder sig ihjel sammen med hende. Jeg viste ham, hvad et rigtigt liv er. På fredag fejrer vi vores første år sammen, og han sagde, at han endelig er klar til at søge skilsmisse. Så den her kage er et symbol på vores sejr. Den skal være perfekt!”
Anna læste beskeden to gange. Det trak smertefuldt i brystet. En kedelig høne. Skælder ham ud over hver eneste krone.
“Jeg sørger for, at den bliver helt, som den skal,” skrev hun. “Send venligst adresse og tidspunkt for levering på fredag.”
“Boligkomplekset Fontænen, Havnegade 14, lejlighed 84. Klokken syv om aftenen. Han kommer direkte hjem til mig efter arbejde.”
Låsen klikkede ude i entréen. Hoveddøren smækkede, og et øjeblik senere lød et dump, da en rygsæk blev kastet på gulvet. Lars var kommet hjem fra arbejde.
Fra børneværelset fór elleveårige Mads og otteårige Sofie straks ud.
— Far er hjemme! råbte Sofie og slyngede armene om halsen på Lars.
Anna trådte ud fra køkkenet. Hendes mand var i færd med at tage skoene af, uden at bruge hænderne; han trådte bare hælene ned på kondiskoene, som han altid gjorde. En helt almindelig aften. En helt almindelig mand. Lidt udmattet, med skægstubbe på hagen og den velkendte lugt af metro og cigaretter hængende i tøjet.
— Jeg er fuldstændig smadret, sukkede Lars og kyssede Anna på kinden. Hans læber var tørre og kolde. — Der er totalt kaos på arbejdet, chefen er gået amok igen. Hvad skal vi have at spise?
— Pasta med kødsovs og salat, svarede Anna med en stemme, der ikke røbede noget. — Gå ud og vask hænder.
De satte sig ved bordet. Lars spiste hurtigt, næsten grådigt, og skubbede pastaen ned med grøntsager fra salaten. Anna flyttede rundt på maden på sin egen tallerken med gaflen, mens hun betragtede ham. Måden hans kæber arbejdede på, hvordan hans pande rynkede sig, mens han kiggede på noget på telefonen. Hvordan kunne han have været sammen med en anden kvinde i et helt år og alligevel komme hjem hertil, spise hendes aftensmad og kysse børnene godnat?