— Ved du hvad, vagten ville ikke lukke Sofie ind på skolen i dag, sagde Anna for at bryde tavsheden. — De har fået sådan nogle nye adgangssluser, og hendes kort var åbenbart blevet afmagnetiseret. Jeg måtte helt op til skolelederen og få det ordnet.
— Mm, mumlede Lars med munden fuld. — Totalt cirkus. Hør, Anna, jeg har forresten glemt at sige det. På fredag har vi sådan en firmaudflugt. Teambuilding, for pokker. Chefen har gjort det obligatorisk for alle. Så jeg kører direkte fra arbejde ud til et kursussted uden for byen. Jeg er hjemme igen lørdag omkring frokost.
Han sagde det let, næsten henkastet, uden så meget som at løfte blikket fra mobilskærmen. Ikke en eneste trækning i ansigtet afslørede ham.
— Teambuilding? gentog Anna langsomt. — Nå. Pakker du selv, eller skal jeg lægge noget frem til dig?
— Der er jo ikke det store, svarede han og slog det væk med en håndbevægelse. — Smid bare en ren skjorte, undertøj og toiletsager i rygsækken. Det bliver alligevel mest noget med at drikke.
Anna rejste sig uden et ord og begyndte at samle de snavsede tallerkener sammen. Vandet brusede ud af hanen, og svampen gled af gammel vane hen over porcelænet. En fuldstændig almindelig hverdagsbevægelse. Før havde den slags irriteret hende. Nu gav det hende en mærkelig fornemmelse af fast grund under fødderne. Så længe hænderne arbejdede, kunne hovedet tænke koldt og klart.
Torsdag morgen, da børnene var sendt af sted i skole, gik Anna i gang med bestillingen.
Red velvet. Hun sigtede melet med rolige, præcise bevægelser og blandede det med kakao og bagepulver. I skålen til røremaskinen blev smør og sukker pisket lyst og luftigt. Motorens jævne brummen fyldte køkkenet og lagde sig som et låg over tankerne. Anna tilsatte æggene, et ad gangen, og hældte derefter kærnemælken i en tynd stråle, farvet dybt rød af den opløste konditorfarve. Dejen fik en mørk, mættet nuance, næsten som frisk blod.
Hun fordelte massen i formene og satte dem i ovnen. Mens bundene hævede og bagte, tog hun fat på cremen. Flødeost, piskefløde, flormelis. Hver bevægelse sad i kroppen efter mange års arbejde.
Det var upraktisk at arbejde med fondant og dejringe med ringe på fingrene; det fine sukkerstøv og melet fandt altid vej ind under kanten. Med en indøvet bevægelse trak Anna sin gyldne vielsesring af ringfingeren på højre hånd. Hun lagde den på krydderihylden og blev et øjeblik stående og så på sin hånd.
Tolv års ægteskab. Man skulle tro, at ringen for længst havde efterladt et uudsletteligt mærke i huden. Men nej. Huden på fingeren var jævn og glat, i samme farve som resten af hånden. Ingen lys stribe. Intet spor efter alle de år, hvor metallet havde siddet der. Som om ægteskabet, de tolv år og løfterne ved vielsen aldrig havde eksisteret. Bare en helt almindelig finger.
Anna trak på smilebåndet. Der var noget næsten symbolsk over det.
Hun printede fotografiet ud på sin spiselige printer. Et ark sukkerpapir med hendes mands ansigt gled ned på bordet. Anna skar det forsigtigt ud langs konturen. Derefter gik hun i gang med overraskelsen.
Mette, der tydeligvis havde slugt den ene trendy kageblog efter den anden, havde forlangt, at der ved siden af kagen skulle ligge en hul, tredimensionel kugle af mørk chokolade. “Jeg slår den i stykker med en lille træhammer, og indeni skal der være en overraskelse! Skriv på et stykke pergament: Vores nye liv begynder i dag!” havde hun krævet i endnu en talebesked.
Anna tempererede chokoladen. Først varmede hun den op, så kølede hun den ned på marmorpladen og lunede den derefter ganske let igen. Den blanke masse blev hældt i en silikoneform med halvkugler. Chokoladen lagde sig i et perfekt, ensartet lag.
Da begge halvdele var størknet, tog Anna et lille stykke kraftigt papir frem. Hun skrev ikke noget om et nyt liv. Hun holdt sig kort og praktisk:
“Lånet på hans Ford står i hans eget navn, og der mangler tre år med 3.000 kr. om måneden. Han snorker, hvis han sover på ryggen. Der dukker jævnligt fodsvamp op på venstre fod. Den kedelige kone giver stafetten videre. Hans ting står hos portneren i stueetagen.”
Hun rullede sedlen stramt sammen til et lille rør. Så tog hun sin gyldne vielsesring ned fra krydderihylden. Sedlen og ringen blev lagt ind i den ene chokoladehalvkugle, og med smeltet chokolade forseglede hun forsigtigt kanten mod den anden halvdel. Overraskelsen var færdig.
Fredag aften fór Lars rundt ude i entréen. Han havde taget rene jeans på og var i gang med at trække jakken over skuldrene.
— Nå, jeg smutter. Ellers når jeg ikke firmabussen, sagde han og strejfede Annas kind med et hurtigt kys.