— Er du blevet døv, eller hvad?! Jeg siger jo: bryllup! Her hos os! Om en måned! — Lars stod i åbningen ind til stuen med jakken stadig på og indkøbsposerne i hænderne. Han så på sin kone, som om han netop havde meddelt noget fuldstændig indlysende. — Mette skal giftes, og du og jeg hjælper hende. Sådan er det bare.
Anna løftede ikke straks blikket fra computeren. Hun sad sammenkrøbet i sofaen med benene trukket op under sig, og netop i det øjeblik svævede hendes finger over knappen “Send”. Lejekontrakten på den nye lejlighed på Ågade var udfyldt, underskrevet digitalt og manglede kun én eneste bevægelse.
Én eneste.
Hun klappede låget ned.
— Hej, sagde hun uden at hæve stemmen.
Lars gik ud i køkkenet. Poserne ramte bordpladen med et brag, og dåser klirrede mod hinanden. Lidt efter kom han tilbage til stuen, nu uden jakke, mens han gned hænderne mod hinanden med samme mine som en mand, der lige havde løst en verdenskrise.
— Nå? Hørte du overhovedet, hvad jeg sagde?
— Det gjorde jeg, svarede Anna og satte forsigtigt computeren på sofabordet. — Fortæl mig det lidt mere præcist.
Mette, Lars’ lillesøster, tilhørte den slags mennesker, der træder ind i et rum og øjeblikkeligt får det til at føles mindre. Hun var otteogtyve, havde en stemme som en nyhedsoplæser og et blik, der altid virkede en anelse sammenknebet. Hun bad aldrig om noget. Hun bekendtgjorde. Og af en eller anden grund rettede alle sig efter hende. Selv Anna, der gennem syv års ægteskab havde lært hele den familie udenad: hver vane, hver skjult undertone, hver tavshed.
Brudgommen, en vis Peter, var dukket op i Mettes liv otte måneder tidligere. Ved en familiemiddag i februar havde han siddet næsten helt tavs, knap nok rørt maden, men til gengæld havde han studeret lejligheden med en påfaldende grundighed. Dengang havde Anna slået det hen som generthed. Senere havde hun tænkt, at det måske slet ikke var det.
— De vil bare holde et lille bryllup, forklarede Lars, mens han gik frem og tilbage i stuen. — Omkring fyrre mennesker. Restaurant er dyrt, og det samme gælder et selskabslokale. Men vi har jo god plads her. Man kan sætte borde op, spille noget musik…
— Fyrre mennesker, gentog Anna.
— Ja, måske en smule flere. Mette sagde cirka.
— Og “cirka” betyder hvor mange?
Lars standsede midt på gulvet.
— Anna, helt ærligt. Det er min søster. Det sker kun én gang i livet.
Anna så på ham. Derefter på computeren. Så tilbage på ham igen.
Inde i hende lød en rolig, knivskarp erkendelse: så er det nu.
Dagen efter kom Mette selv forbi. Uden at ringe først, naturligvis, som om andres hjem var en banegårdshal, man bare kunne gå igennem. Hun havde en mappe med udskrifter under armen. Anna åbnede døren og fik øje på mappen, før hun rigtigt så ansigtet bag den.
— Jeg har tænkt det hele igennem, sagde Mette i stedet for at hilse og fortsatte direkte ind i stuen.
Peter blev stående et øjeblik i døråbningen. Han sendte Anna et høfligt smil, næsten for høfligt, et af den slags smil man tager på som en frakke: det luner måske, men det tilhører ikke en selv.
— Kom bare ind, sagde Anna.
De satte sig ved bordet. Mette slog mappen op. Den var fuld af Pinterest-udskrifter, menuforslag, lister over retter og plantegninger over bordopstillinger — alt sammen udarbejdet til en lejlighed, som ikke var hendes, og hvor hun aldrig havde boet.
— Her, sagde hun og prikkede på en tegning med pegefingeren, — flytter vi sofaen væk og stiller tre borde med seks personer ved hvert. Her kan der stå en bar, den kan lejes. Og her er cateringlisten. Jeg har allerede fundet firmaet, de kommer også med service…
Anna lyttede. Hun nikkede. Indimellem stillede hun et spørgsmål, roligt og næsten venligt. Men jo længere Mette talte, desto tydeligere blev det for Anna, at hun selv slet ikke var med i billedet. I de planer, i de skemaer, i den mappe fandtes hun ikke. Der fandtes en lejlighed. Nogle kvadratmeter. Stikkontakter til lyskæder.
Peter sagde næsten ingenting hele tiden. Han sad bare med blikket på sin telefon, løftede af og til hovedet og nikkede kort, som om han bekræftede, at ja, præcis sådan ville det blive.
— Og budgettet? spurgte Anna til sidst.
Mette blinkede.
— Altså… Lars og jeg har aftalt, at vi deler udgifterne.
— Lars har ikke aftalt noget med mig, sagde Anna, stadig med fuldkommen jævn stemme.
Stilheden varede kun et øjeblik. Mette og Peter udvekslede et blik, hurtigt, næsten umærkeligt. Men Anna så det.
— Det er jo familie, sagde Mette i et tonefald, som om det ene ord burde lukke enhver videre diskussion.
Samme aften åbnede Anna sin computer igen.
Kontrakten ventede stadig. Lejligheden på Ågade var en lys toværelses på fjerde sal med udsigt til en park, højt til loftet og naboer, hun endnu ikke kendte. I tre måneder havde hun ledt efter den. Hun havde ikke sagt noget til Lars; ikke fordi hun ville skjule det, men fordi hun endnu ikke havde besluttet sig. Hun havde stadig tænkt: Måske bliver det bedre. Måske overdriver jeg.
Nu tænkte hun ikke sådan længere.
Hendes finger lagde sig på touchpad’en.
I samme øjeblik hørte hun Lars’ stemme ude fra gangen. Han talte i telefon. Han lo. Med en af sine venner snakkede han om brylluppet, muntert og let, som om det var en fest og ikke et stykke arbejde, nogen havde kastet ind i et andet menneskes liv.
Anna trak fingeren til sig.
Hun lukkede computeren.
Så rejste hun sig, gik ud i køkkenet og skænkede sig et glas vand. Hun blev stående ved vinduet. Nede på fortovet kom en kvinde gående med en barnevogn, to teenagere trillede forbi på løbehjul, og på gesimsen af naboejendommen sad en due med en mine, som om den også forstod alt.